Weekendglæder

Weekendglæder har der været mange af. Vi har været begavet med rimfrost og solskin og landskabelig skønhed så det er helt overvældende. Jeg elsker det sted vi bor. Tag nu fx bare lørdagens solopgang set fra vores soveværelse. Sådan et syn er da mildest talt en god start på dagen.

solopgang

Lørdag havde vi besøg af mine børn og min svigerdatter, og jeg overrakte de unge mennesker deres adventskalendere. Jeg tror de blev glade, og jeg har været glad for at lave dem, så det er jo ligefrem en dobbelt glæde.

adventskalendere

De var her for at tage med os til julemarked på Gavnø. I år er jeg mere juleglad end jeg har været længe, og sådan et tidligt julemarked skruede kun op for min juleglæde. Jeg vender tilbage med et indlæg om markedet.

gavnoe-juletraeer

En tur med hundene er altid en glæde, og når den falder på en søndag, må den høre ind under weekendglæderne.

tre-hunde-paa-tur

Vi kom forbi den ene lysende benved efter den anden. Det er da en fantastisk plante der står med så smukke farver midt i november og på trods af frosten.

benved

Vi kan stadig lave fulde, fine måltider af egen avl. Søndag står den på spejlæg, kartofler i ovn med krydderurter og spidskål vendt på panden i smør. Nemt, lækkert og lige til at hente i haven (undtagen smørret; måske skulle vi have en ko …)

spidskaal-840

Det har i sandhed været en dejlig weekend.

 

14 meninger om “Weekendglæder”

  1. Ja, du må da absolut ha’ en Maren Malkeko! Lyder som en dejlig weekend. Julen begynder at stikke næsen frem, selvom jeg forsøger at fornægte den så længe som muligt! Hvis ikke jeg slår koldt vand i blodet, bliver jeg træt af jul, inden vi når juledag – og det går virkelig ikke. Desuden juler vi helt til Hellig3konger, så vi skal holde længe! Men mon ikke der sniger sig et julemarked ind næste weekend?

    1. Ja, og hun skal selvfølgelig hedde Maren 🙂
      På Gavnø var julemarkedet de to første weekender i november, så hvis vi ville med, var det bare med at komme afsted i denne weekend. Ellers havde jeg også gerne ventet en uge eller to 😉
      Du har jo dit drivhus at gå og hygge dig med. Så behøver man da ikke jul 🙂

    1. Det er det nemlig, Randi. Den er så fin. Lige da vi var flyttet herned, brugte jeg den som pejlemærke når jeg ikke kunne finde hjem (min stedsans er ikke noget at prale af …), for den er til at få øje på fra alle kanter 🙂

  2. Godaften Nana.Det lyder da som en rigtig dejlig weekend med dine børn og et julemarked.
    Og mad af egen avl er bare det bedste…………har lige fået porre/kartoffelsuppe med ristet bacon drysset over.Og æbletrifli til dessert.
    Og det smukke vejr vi har haft her i weekenden indbyder jo lige til en god tur med alle dine hunde.
    Rigtig dejlig aften Knus Jette

    1. Ja, det bliver lidt kedeligt når vi løber ud for egne grøntsager og hønsene holder æglægningspause, men så må vi glæde os til næste sæson 🙂
      Tak, Jette og god ny uge til dig!
      Knus

  3. Ja Nana
    I må da have en ko 🙂 Det er så dejligt at læse om dine weekendglæder og at du glæder dig til jul. Jeg husker, hvordan du havde det sidste år, det er bestemt et godt sted, I har fundet jer.
    Kh Lisbeth

    1. Tak skal du have, Lisbeth, for din søde, varmende kommentar! Jeg er bare så glad for at der er mere ro på i år, og at jeg har overskud til at være glad 🙂
      Kh Nana

  4. Hei!
    Det er et vakkert sted dere har flyttet til. Morsomt og spennende å lese innleggene dine. Vakkert syn å våkne til.
    God kveld! Anne

  5. Det lyder bestemt som en skøn weekend, hvor novembervejret jo også bare har vist fra sin smukkeste side med masser af dejligt lys. Pudsigt, jeg synes også, at julestemningen sniger sig ind på mig – det må være vejret 🙂 I går var jeg til julemesse på vores planteskole – juleroser, hyacinter og pyntegrønt kom med hjem, så nu skal der gøres lidt ved stemningen uden for med lyskæder og andet godt – glæder mig 🙂
    Skøn udsigt, der byder dig godmorgen hver dag 🙂
    Kh Linda

    1. Åh, ja, juleroser, jeg gad godt have et par juleroser ved hoveddøren … Og julemesse på planteskolen lyder svært tillokkende!
      Du har ret: Lyset, sneen og kulden skaber julestemning. Det er jo næsten som at gå rundt i en amerikansk julefilm når man går udenfor i disse dage.
      God ny uge til dig, Linda (selv om julevejret vist holder pause snart)
      Kh Nana

  6. Skøn weekend du har haft Nana. Sikke en udsigt I har – det må være skønt! Jeg under dig juleglæden i år, hvor du ikke skal pakke hus ned og flytte. Jeg er forøvrigt også juleglad i år og måtte et smut til De4Årstider i Lyngby for at opsnuse inspiration i går, så det bliver godt når juleglæden kan få frit løb om et par uger:-)

    1. Åh, der er jeg kommet meget i mange år. De har bare så mange lækre ting!
      Tak, Lisbeth, det er bare så dejligt at der er lidt mere ro på tingene i år. Det er også skønt at jeg ikke længere skal prøve at passe et arbejde. Jeg bliver stadig hurtigt træt, men jeg bliver hurtigere frisk igen.
      Jeg glæder mig til at følge med når du giver juleglæden frit løb 🙂
      Kh Nana

Tak for din kommentar