Vores to grønlæggere: Mette og Snehvide

grønlæggere
Verden er af lave, og jeg har fået nye høns

I dag, mens det virker som om verden er af lave, mens coronavirussen og dens konsekvenser hærger, har vi fået nye høns. Det virker lidt mærkeligt at skrive om høns, mens byer og lande lukker ned, mens firmaer og arbejdsplader er truet, mens hospitalsvæsenet opruster, men ikke desto mindre, er det hønsene, der har fyldt min dag, og det er jeg taknemmelig for.

Vores tre gamle høner betragter den nye, Snehvide.
Grønlæggere

For nogle timer siden hentede vi et par nye høns. De er grønlæggere, og de hedder Mette og Snehvide.

En grønlægger (på engelsk hedder den en Easter Egger – er det ikke bare sødt?) er ikke en hønserace, men en krydsning mellem en Araucana og en anden høne. De giver æg i blå/grønne nuancer. Jeg håber, at vores nye høner lægger æg, der ser lidt anderledes ud, end dem, vi får fra vores Araucanaer. Jeg elsker nemlig æggeskaller i smukke farver og vil gerne have mange forskellige.

høns
Maren og Putte dækker Snehvide op.
Flere æg

Under alle omstændigheder er det sjovt at vi nu har fået plads til at udvide vores hønseflok, og det er tiltrængt på æggefronten, for sagt imellem os, har søde Maren ikke lagt et æg siden september (hun kan prise sig lykkelig over at være endt i et vegetarhjem). Araucanaerne går og varmer op til snart at blive skruk, og så bliver der æggepause fra den kant.

grønlægger
Dette billede er det eneste, jeg har, af Mette. Hun gemte sig det meste af tiden, mens jeg var i hønsegården, under hønsehuset, mens Snehvide var langt mere villig til at posere.
Vi håber på harmoni

Nu håber vi, at der snart bliver harmoni i den nye, større flok. De tre gamle høns forholder sig indtil videre en smule skeptisk til de nytilkomne. Araucanaerne har endda dyrket noget, der ligner kickboksning på de to nye. Men om ikke så længe går solen ned, og så tror jeg, at de alle 5 sidder på pinden i det nye, fine hønsehus.

grønlæggere
Snehvide smager på østersskallerne.
grønlæggere
Snehvide vader i østersskallerne.

Jeg er så glad for vores nye høns. Jeg har længe ønsket mig flere høner, og det er nu dejligt, når ønsker går i opfyldelse.

10 meninger om “Vores to grønlæggere: Mette og Snehvide”

    1. Ja, sådan et par høner giver en meget jordbunden glæde 🙂 Nu vil jeg smutte ud at se, hvordan det går i hønsegården. Jeg håber, at de 2 Araucaer har lagt kickboksningen på hylden …

  1. Jeg kom til at grine ja er da heldig for Maren hun ikke kommer til at ende i suppe gryden.
    Tillykke med de to nye spændende om de så lægger fine æg.

    1. Ja, Maren skulle bare vide, hvor heldig hun er 🙂 Jeg er så spændt på at se æg fra de nye, men de er kun 17 uger gamle, så der går nok en månedstid, før de lægger æg.

  2. Åh høns ☀️ . Vi havde 2 høns Ingrid og Luna , Luna var så død en morgen da vi kom ud . Vil vil rigtig gerne have flere ( måske silkehøns ) men er nervøs for at Ingrid hakker dem ihjel . Ingrid lægger heller ikke længere æg men hun er nu sød når hun står og banker på ruden for at få brød.
    God aften ☀️

    1. Hvis I får 2 nye høns, mon så ikke de kan klare sig overfor hende, skrappe Ingrid? Jeg tænker, at hun – selv om hun måske ikke selv ved det – vil blive glad for et par nye venner, så hun ikke er ene høne på gården. – Og så kan I få æg igen 🙂 Indtil videre går det fint at indføre de 2 nye i vores flok. Jeg håber, det holder …
      Tak, Anita! – Og god aften til dig!

  3. Corona eller ej, vi er nødt til at tænke på noget andet og nyde øjeblikkene, enten med høns eller planter eller måske endda begge dele. Det vigtigste er, at vi ikke får spredt smitten, og det gør vi ikke i vores haver.
    Kh Lisbeth

  4. Tillykke med de to nye flotte damer 🙂
    Spændende med farvede æg.
    Jeg har blot ca. 30 af de brune høns, de som ligger mange æg, men almindelige æg.
    Måske en dag jeg igen vil have lidt spænende anderledes høns i hønsehjemmet.
    Håber jeres flok finder fred med hinanden og nyder deres nye hus og gård 🙂

    1. Tak! Æggene er jo de samme indeni, så det er egentlig noget pjat, at jeg går efter de farvede 🙂
      Jeg siger dig, at hønsene er glade for deres nye, store, lyse hus i disse dage, hvor det stormer. De sidder bare derinde og hygger sig, mens vinden suser i hønsegården 🙂

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.