Vores bilpark

bilpark
Efterårets dummeste idé

I efteråret solgte vi vores ene bil. Vi havde nemlig fået den vanvittige idé, at vi kunne klare os med én bil. Det kan vi ikke. Eller, jo, det kunne vi jo godt, hvis vi skulle, men vi har ikke lyst til kun at have én bil. Månederne uden bil nummer to har været præget af manglende frihed, og nu skal det være slut med at lide. Vi skal have en bil hver, skal vi.

Jeg er meget lidt interesseret i biler

Vi har været ude at se på ny bil i dag. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle skrive et blogindlæg om biler. Jeg synes, at biler er ret kedelige, og jeg har aldrig før prøvekørt en bil, blot købt en af markedets mindste med jævne mellemrum. Men i dag har vi gjort os umage. Vi har set på biler, og vi har prøvekørt.

bilpark
Jeg har fundet dette billede i mit arkiv, og jeg undrer mig over, hvorfor jeg har taget det. Jeg mistænker, at det er en fejl. Men billedet viser vores lille nuværende bil, det afslører, at vores biler ikke altid er helt rene, og det giver et godt indtryk af, at jeg er virkeligt skarp til at parallelparkere.
Køb eller leasing

Vi overvejer lige om vi skal købe eller lease vores nye bil. Der er fordele og ulemper ved begge dele, men i dag hælder jeg mest til leasingen. Hvis du har erfaringer med leasing, hører jeg dem gerne. Under alle omstændigheder bliver det en Volvo V40. Og for første gang i mit liv, skal jeg have en rigtigt pæn og relativt stor bil. Det fortjener da faktisk et blogindlæg.

volvo
Det bliver en bil i stil med den på billedet, der snart kommer hjem til os. Med god plads, komfort, automatgear og hvad ved jeg.
Bonusinfo

Ved du i øvrigt, hvorfor det hedder en bil? Oprindeligt var ordet jo automobil, og det ved du garanteret godt. Du ved måske også, at på græsk betyder autos “selv”, mens mobilis på latin betyder “bevægelig“. Et automobil er altså simpelt hen en tingest, der bevæger sig af sig selv.

Og nu vi er ved det … På latin betyder volvo “jeg ruller“. Er det ikke bare sødt?

Jeg var lige ved ikke at skrive dette indlæg, fordi jeg ikke har lyst til at lægge bilbilleder på min blog, men det øverste foto – som er mange år gammelt – af Olga og Bella i bagagerummet er ret sødt, synes jeg. Og så er jeg svært glad for den forestående udvidelse af vores bilpark – endda med så nobel en bil – så nu skrev jeg alligevel indlægget …

8 meninger om “Vores bilpark”

  1. Hej Nanna
    Jeg har samme forhold til biler, som du har.
    Vi har en 20 år gammel Citroën af en slags, men med automatgear.
    Og det med automatgear vil du virkelig komme til at elske, hvis ikke du har haft det før.
    Så glæd dig .
    God weekend
    Annette

    1. Hej Annette.
      Niks, jeg har en overgang lånt en bil med automatgear, men aldrig selv haft en. Men jeg vil glæde mig 🙂
      God weekend til dig!
      Kh Nana

  2. En bil er bare en kasse med 4 hjul …
    Vi klarer os med én bil og har kun prøvet at få en ny bil 1 gang – det var ret dejligt.
    Tillykke med jeres nye køb – Volvo, det er da flot – du bliver godt “rullende”.
    🙂

    1. Ja, sådan har jeg også altid tænkt 🙂 Og bare den kan køre, er det så fint!
      Herude, hvor vi bor, er de offentlige transportmidler meget begrænsede, så derfor har det været mærkbart, at vi pludselig kun havde én bil. Hvis vi en dag flytter “til byen”, tænker jeg, at vi sagtens kan klare os med en enkelt bil.
      He-he, ja, det bliver en helt ny følelse at komme rullende i en Volvo 🙂

  3. Grattis till nya Volvon! Hihi,, vi är ofta ute och ser på bilar och provkör. Även om vi inte ska köpa ny bil. Vi har en relativt ny bil. Daniel och William älskar att gå i “bilaffärer” och då blir det att jag hänger med. Jag tycker inte det är riktigt lika kul som dom, men helt okej ändå:)
    Vi hade en Volvo förut, det är en bra bil.
    Hundarna är så söta i bagagen:)
    Ha en fin helg
    Kram Maria

    1. Nej, hvor sjovt, at i sådan ser på bil. Det har jeg aldrig gjort 🙂 Godt at høre, at I har gode erfaringer med Volvo!
      Tak, Maria, og rigtigt god weekend til jer!
      Knus fra Nana

  4. Stort tillykke med den nye lækre bil. Den ser fed ud. Vi har i mange år haft bil med automatgear. Oprindelig af nød, da jeg kom svært til skade med mit ben og i nogle år ikke kunne træde en kobling ned. Det kan jeg heldigvis igen, men automatgear…. det er SÅ skønt og det har vi haft lige siden. Glæd dig!
    Vi har også lige købt ny bil og jeg er egentlig også sådan én, der ikke går meget op i biler, men denne her!!! Neiiii, den er herlig. En lille vims el-bil. Den er simpelthen så sjov at køre i, som en ultrakomfortabel radiobil. Og jeg er en skovl til at parallelparkere, så jeg nyder virkelig at den ikke er så skrumlet. Hvis jeg havde en blog, så fik den altså også sit eget indlæg 🙂

    1. Mange tak, Sanne! Vi skal hente den på fredag, og jeg må sige, at jeg glæder mig 🙂 Og til lykke med el-bilen! Jeg har prøvet at køre i en Tesla, og det føltes som noget helt andet, end at køre bil. Den var i hvert fald også ultrakomfortabel. Selv om man går og tror, at man er ligeglad med biler, er man det måske ikke helt alligevel 😉

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.