Velkommen! – Billeder fra vores entré

I julegave fik jeg et kamerastativ. I dag har jeg øvet mig i at bruge det. Jeg anvendte vores entré som øvelokale. Den er smuk, synes jeg. Da vi første gang kom ind i huset, forelskede jeg mig allerede i entreen.

entre

Ideen med stativet er at jeg nu bedre kan tage billeder når der ikke er så meget lys. Stativet gør nemlig at billedet ikke bliver rystet selv om lukketiden er lang hvilket igen betyder at man kan hente mere lys ind i billedet. I dag er det tungt gråvejr, og alligevel er der kommet en del lys i billederne, så jeg er glad.

entrebænk

Entreen er vel faktisk det man kalder en hall. Det lyder bare så voldsomt, så vi kalder den entré. I alle de huse hvor vi har boet sammen, har der været en hall. Det er ligesom blevet en vane.

indgangsparti

Der er ikke et skab i entreen, men en knagerække. Vores eget overtøj opbevarer vi i et skab i bryggerset. Ved siden af knagerækken hænger et spejl.

knagerække

Lampen er Le Klint. Vi købte en del Le Klint lamper da vi flyttede ind. De er pæne, diskrete og giver et godt lys. Og så skaber det en fin sammenhæng i huset at vi har dem i flere rum. Trappen er smuk, og nye gæster bemærker den stort set altid.

trappe

Jeg ville aldrig selv have tænkt på at male gelænderet i sort højglans, men det fungerer, og jeg er glad for at nogen har fået ideen.

gelænder

Asta fulgte med under fotograferingen. Vi måtte lige have en snak om at kamerastativet ikke er et nyt, spændende hundelegetøj. Herunder har hun trukket sig tilbage, en smule fornærmet over at hun ikke måtte gnave i kamerastativets ben.

asta

Det var lidt fra vores entré. Den er jeg glad for. Og jeg er også glad for mit nye kamerastativ som giver mulighed for at tage indendørs billeder på dage hvor solen ikke skinner.

Gem

Gem

27 meninger om “Velkommen! – Billeder fra vores entré”

    1. Tak, Randi! Din kommentar var røget i mit spamfilter hvilket jeg synes er meget mystisk da du ofte lægger kommentarer … Nå, men nu har jeg af-spammet den 🙂
      Hav en god mandag!

  1. Sikke en smuk entre/hall – den forstår jeg godt, du er glad for. Vi har også en stor entre med trappe til første sal – ikke så stor som din – men stor nok til, at vi nuppede et hjørne af den til badeværelset i sin tid. Men jeg synes, det er meget svært at tage billeder i det rum – den ser hverken hyggelig eller welcoming ud på billeder – og det synes jeg altså, den gør i virkeligheden! Din entre ser meget hyggelig, åben og welcoming ud på billederne!

    1. Jeg synes nu også det er svært at tage billeder af en entré. Det var bl.a. derfor jeg brugte den til at øve mig på 🙂
      Jeg er sikker på at man føler sig velkommen når man træder ind hos jer! – Du må vise et billede en dag 🙂
      God søndag aften til dig!

  2. Hej Nana

    Dejlig enkel entré – og en god måde at blive vant til sit stativ:)
    Sådan et kan nu også bruges udenfor, især når du går tæt på er det et godt værktøj!

    Ha en dejlig aften

    1. Jeg glæder mig til også at bruge mit kamerastativ udenfor. Jeg glæder mig i det hele taget til at være mere udenfor 🙂
      Tak! Og god ny uge til dig, Karsten!

    1. Ja, der står altid blomster på konsolbordet, og når mine mirabelgrene springer ud, kunne det være et fint sted til dem 🙂
      Du tager nogle dejlige billeder! Godt at høre at du er glad for at bruge kamerastativ – måske kan mine billeder blive ligeså fine nu 😉

  3. Det er da bare for meget, at Asta ikke må lege med dit nye stativ…. haha… 🙂
    Hvor ser der bare indbydende ud, så let og lyst samtidig. Meget smuk entre.

    1. Ja, det er hårdt at være en aktiv lille hund her på gården. Alting er forbudt! 😉
      Tak, Esther!
      Og god mandag til dig! (Nu er Esther-ferien vist slut, men mon ikke du er klar til hverdagen …?)

  4. Sikke en fin entré i har. Smukt og enkelt.
    God idé med at male jeres gelænder i højglans, det er nemt at holde rent.
    Det er sådan en sød hund i har, selvom den er sur 😀 😉
    Rigtig god dag Nana og tusind tak for dine altid søde kommentarer hos mig.
    Knus Birgitte

  5. Hvor er der flot i din entre… 🙂 Jeg kender godt det med at forelske sig øjeblikkeligt. Jeg forelskede mig også i entreen i mit gamle hus… og i dørhåndtagene. Det VAR så fint.

    1. Ja, det er sjovt som man kan mærke et hus med det samme – og vide om man har lyst til at bo i det 🙂
      Det er spændende om I snart forelsker jeg i et nyt sted 🙂

  6. Jeg har en trappe med 18 trin, noget lignende din – her får du min form for julepynt: Jeg får lavet ca. 12 m granguirlande, som hænges i buer bundet op på gelænderet med brede røde silkebånd + hele vejen hen langs ‘landgangsbro’ og repos. I buerne hænger der røde æbler. Da jeg restaurerede hallen, fik jeg snedkeren til at lave runde huller midt i de tre ’sving’, så jeg kan binde guirlanden fast, da dér jo ikke er balustre. Desuden fik jeg ham til at lave en børnesikring ovenpå med samme højde og balustre som trappen – når den ikke er i brug, bor den godt nede i kælderen.

    1. Hej Elsebeth. Velkommen til min blog! Og tak for din kommentar!
      Jeg elsker granguirlander, og jeg kan sagtens forestille mig hvor fantastisk din trappe må se ud når den er i juleklæder 🙂 Jeg vil ikke udelukke at jeg vil afprøve konceptet næste år …
      Mange hilsner fra Nana

    1. Det var en professionel fotograf der anbefalede mig at få et stativ. Det smarte er at man kan tage billederne langsomt uden at de bliver rystede. Så kan man få mere lys i billedet, selv når der ikke er så meget naturligt lys. Jeg bruger et Canon EOS 100D som kan en hel masse. Jeg udnytter ikke dets potentiale, for jeg har slet ikke forstand på det tekniske i fotografering. Jeg har kun brugt stativet den ene gang, men jeg tror bestemt jeg bliver glad for det 🙂

  7. Smuk, smuk trappe! Det pudsige er, at vi har en magen til (men ikke i så flot stand) i det hus vi lige har købt 🙂 En gammel skole. Jeg vil helt klart lade mig inspirere af de dejlige interiører i jeres hus, når vi skal i gang med at indrette. Held og lykke med at finde den rigtige køber.

    Jeg faldt over din blog, da jeg søgte inspiration til drivning af grene, da jeg vil skrive et indlæg til min egne blog Vilde Vide Verden – som har lidt en anden målgruppe end din, nemlig børn og forældre 🙂

    1. Hej Heidi – og velkommen til min blog!
      Åh, gamle skoler er noget af det mest charmerende. Til lykke med købet! Jeg vil kikke inden for på din blog en af dagene – selv om jeg måske ikke er helt i målgruppen da mine børn er voksne 🙂

Tak for din kommentar