Undskyld, Havreholm!

havreholm
Prolog

Historien begynder i går hvor jeg efter en skøn tur til stranden kom hjem, parkerede bilen bag gården og lukkede hundene ud. Jeg talte til tre hunde, gik ti skridt, og så var der kun to hunde. Asta var simpelt hen væk. Hun var som sunket i jorden.

Jeg ledte og kaldte, og efter et kvarters tid, dukkede hun op på den anden side af vejen (ikke så smart, for der kører jo biler på sådan en vej). Hun var tydeligt mæt af halvrådne mirabeller fundet på genboens grund. Jeg var bare glad for at hendes forsvindingsnummer endte godt.

asta hviler

Første kapitel. Asta forsvinder igen

Jeg kan ikke sove, så jeg står ofte tidligt op. Det gjorde jeg også i morges. Jeg tog hundene med ud for at fodre hønsene. Jeg talte til tre hunde, gik otte skridt, og så var der kun to hunde. Asta var væk igen. Helt væk. Vores hunde stikker ellers aldrig af (bortset fra dengang da Asta forsvandt i Rønnebækholm). De futter konstant rundt i hælene på os.

sovende westie

Jeg var ret sikker på at jeg kunne finde hende på den anden side af vejen i færd med at proppe sig med mirabeller. Men nej. Ingen Asta.

Jeg kaldte, gik op og ned ad vejen, ind i naboers haver, og jeg kaldte endnu mere og endnu højere. Imens galpede Olga og Bella der var stærkt ophidsede over situationen. Vi larmede rent ud sagt meget fra morgenstunden.

Da det gik op for mig at Asta ikke bare lige dukkede op, vækkede jeg min mand og min datter som har sovet her i nat. De stod op og deltog i eftersøgningen. Nu var vi tre der kaldte på Asta.

westie i sofa

Andet kapitel. En desperat gøen

Da der var gået en lille time, blev min mand opmærksom på en desperat hundegøen. Det var Asta der gøede. Vi gik efter lyden og fandt hende i det rum hvor hønsenes mad står. Lige i vores egen baghave. Hun havde slet ikke været væk for alvor. Hun må være smuttet med ind da jeg hentede hønsemad, og så er jeg kommet til at lukke hende inde. Fordi hun forsvandt i går, var jeg sikker på at det havde gentaget sig. Så sikker at jeg ikke startede med at åbne alle døre hjemme hos os selv.

Efterskrift

Indlægget kom til at hedde Undskyld, Havreholm, for jeg skylder vores landsby, Havreholm, en undskyldning for at vi larmede rundt i morges. Jeg har også sagt undskyld til min mand og min datter som begge tager den tidlige vækning pænt.

Titlen på indlægget kunne også have været Angsten for at miste. For det er jo den der er tale om. Den angst bliver meget nemt aktiveret hos mig. Den gode side af det er at jeg har mange jeg elsker. Asta, fx.

hundeøjne

Billederne viser Asta der hviler ud i sofaen oven på en times indespærring i hønsefoderrummet.

12 meninger om “Undskyld, Havreholm!”

  1. Sötaste Asta <3. Vilken tur att hon gav sig till känna så ni kunde hitta henne. Jag förstår din oro så väl.
    När Lykke var mindre hade vi en liten "kontaktbricka" som satt fast i halsbandet där våra telefonnummer var ingraverade.
    En gång rymde hon när vi var i skogen, och då var det en man som ringde mig en stund senare och sa att han hade hittat henne. Vilken lättnad, och det var tack vare brickan på halsbandet.
    Ha en fin dag
    kram Maria

    1. Asta har telefonnummer i halsbåndet 🙂 Det havde hun ikke dengang hun forsvandt i hundeskoven, men siden har det været en fast del af påklædningen. Vi fandt selv en hund forleden som ikke havde hundetegn, og så er det jo ikke så nemt at finde frem til ejeren …
      Tak, Maria, og i lige måde til dig!
      Knus

  2. Asta dog… Man kan ikke andet end holde af den lille gavtyv. Men jeg forstår dig så godt. Man har jo ansvar og kan ikke bære, hvis man er årsag til at der sker noget med de små guldklumper. Godt, hun bare er nysgerrig og madglad 🙂
    Skønne billeder.
    Kh Lisbeth

    1. Det er nemlig lige præcis rigtigt at man føler sådan et ansvar. Jeg kunne godt tænke mig at jeg følte lidt mindre ansvar i visse situationer. Man bliver helt træt af den ansvarsfølelse. Men nu ligger Asta her i sofaen på mine ben, og alt er godt 🙂
      Kh Nana

  3. Det er så skrækkeligt når de små forsvinder! Min kat blev engang lukket inde ivoires skur, og der gik TIMER før jeg fandtham igen. Nysgerrighed er ikke altvidende bedste følgesvend…

    1. Uh, det er slemt med katte! De er så nysgerrige og slet ikke bange for at blive lukket inde. Vores Rosa var for nogle år siden væk en fuld uge. Pludselig dukkede hun op igen. Helt tynd og sulten.

  4. Godt hun ikke var rigtig væk!
    Din historie fik mig til at tænke på dengang jeg led samme skæbne som Asta.
    Vi var i ødegården, jeg var gået ind i et af udhusene for at lægge noget på plads. Min mand var ved at slå græs med motorplæneklipperen og i forbifarten lukkede han døren og satte haspen på.
    På grund af larmen kunne han ikke høre mig banke og råbe, men – ligesom Asta – endte jeg dog med at blive lukket ud!

    1. Ej, hvor sjovt, Jette! (Eller det var jo nok ikke så sjovt at stå i udhuset, men bagefter er det en sjov historie 🙂 ) Den minder mig om dengang da jeg smækkede mig selv inde i hønsehuet på Vadekærgård (efter den hændelse fik vi sat en ny lås på som også kunne åbnes indefra).

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.