Tid og stilhed

Ingrid Tunheims blog som jeg har lært at kende for nylig, og som jeg følger med fornøjelse, så jeg i dag et citat der handler om at tid og stilhed er den største luksus nu om dage. Det er der vist noget om. Vi har meget, men vi mangler ofte tid og stilhed. Begge dele er blevet noget man skal søge. Ingen af delene er der af sig selv som jeg forestiller mig at de har været før, i hvert fald i perioder.

stilhed

Som yngre havde jeg ikke det store behov for hverken mere tid eller stilhed. Jeg kunne af og til have svært ved at fylde tiden ud, og jeg tænkte ikke over om der var stille omkring mig eller ej.

westie med vind i haaret

Siden fik jeg meget at gøre og oplevede i mange år at tiden ikke slog til. Jeg styrtede altid rundt og var i gang med flere ting. Jeg nåede meget, men jeg følte mig ofte presset og havde svært ved at slappe af. Da jeg holdt op med at arbejde, fik jeg tid. Det var ikke frivilligt at jeg holdt op med at arbejde. Jeg gjorde det fordi jeg var tvunget til det pga. min sygdom. Men da jeg pludselig ikke havde et job, gik det op for mig hvor meget jeg havde savnet at have tid. Det er vidunderligt at have tid. Jeg nyder min tid, og jeg er virkelig taknemmelig for at have noget så dyrebart som tid.

westie paa stranden

Så er der det med stilheden. Den har jeg også fået større behov for med alderen, og den er svær at finde. Vi leder – som du måske allerede ved – efter et nyt sted at bo. Vi er enige om at det allervigtigste er at der skal være stille. Ingen større veje, ingen togskinner, ingen industri, ingen vindmøller. Men det virker nærmest umuligt at finde sådan et sted. Hver gang vi tror vi har fundet et stille område, opdager vi noget der larmer.

ulvshale strand

I dag har vi gået tur på Ulvshale Strand på Møn i et naturskønt område. Der var stille. Der var skønt. Der er ikke ret meget trafik, og man skulle tro at vi havde fundet et stille sted. Men på vejen til og fra stranden, så vi flere store vindmøller. Vi stod ud af bilen for at tjekke om de støjede. Og det gjorde de. Jeg har aldrig før hørt vindmøller. I dag lød de som et fly der er ved at lette. Vi skal ikke bo tæt på en vindmølle. Vi leder videre efter stille områder. Og imens vi leder, glæder jeg mig over at jeg har tid. Og så øver jeg mig i at leve med en smule støj. For ellers bliver det meget svært at finde et hjem.

strand

Billederne er alle fra dagens tur på Ulvshale Strand. Det var en dejlig tur. Glade hunde på stranden er og bliver noget af det bedste jeg ved.

glade hunde

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

20 meninger om “Tid og stilhed”

  1. Så hyggelig kommentar om min blogg og jeg er takknemlig. Kanskje det kommer med alderen, gleden over tid og stillhet. Jeg har så mange mennesker rundt meg på jobb som farter fra sted til sted med mer eller mindre dårlig tid og aldri er det et stille øyevikk. Derfor elsker jeg stillheten når jeg opp,ever den. Ha en fin lørdagskveld. Hilsen Ingrid

  2. Åh, jeg har fuldstændig på samme måde som dig, både med tid og med stilhed. Tid kan jeg slet ikke få nok af, og jeg ville ikke have noget problem med at få tiden at gå, hvis jeg gik hjemme fuldtid! Stilheden bliver jeg mere og mere afhængig af, og jeg elsker at komme ud og gå lange ture i naturen. Der er dog nogle lyd jeg ikke oplever som støj. En vej der ligger lang væk, hvor man bare kan ane at bilerne kører der ude et eller andet sted – giver mig mere følelse af tryghed end af irritation. Lydet af toget kan jeg også godt lide. Jeg er sikker på at det er noget der er tilbage fra min barndom, hvor jeg kunne høre S-toget om sommeren, når mit vindue stod åben. Jeg forbinder derfor lyden med sommer og gode barndomsminder. Lyden af vindmøller har jeg dog hørt, at man kan blive skør af at høre på hele tiden! Håber I snart finder drømmehuset uden støj 🙂 Fortsat god weekend. Knus Malin

    1. Ja, lyd bliver jo først til støj når man bliver generet af den, og det er interessant hvor forskellige vores tærskler er for hvornår vi oplever lyd som støj. Jeg forstår sagtens det du beskriver: At lyde fra trafikken kan opfattes som tryghed snarere end som forstyrrelse. Jeg synes at jeg er blevet meget mere støjfølsom med tiden, men jeg lever fint med tinnitus på det ene øre. Den hører jeg næsten aldrig, selv om den er der hele tiden 🙂
      Tak og god søndag til dig, Malin!
      Knus

  3. Jeg har et stort behov for stilhed, og jeg fungerer optimalt, når jeg har ro omkring mig. Men det ER virkelig svært at finde, og det var én af grundene til, at jeg kom helt til England. Jeg elskede mit gamle hus dér, hvor jeg var omgivet af mine egne marker og STILHED. Men ligesom i dit tilfælde blev huset lidt for meget på et tidspunkt, så det solgte vi jo så. Jeg vil tro, at du kan finde et stille sted på Lolland eller Møn, for der er lidt længere mellem husene…

    1. Ja, der er lidt mere plads i England, og jeg kan forestille mig hvor skønt der må have været omkring jeres gamle hus. I går var vi netop på Møn, og vi var helt glade fordi der ikke var trafikstøj, men så var der bare vindmøller … Vi smutter snart en tur til Lolland og afsøger området dér. Og så tænker jeg at vi må sluge en lille støjkamel og leve med en eller anden lillebitte baggrundsstøj, for ellers finder vi aldrig et nyt hus … Jeg er også spændt på at høre hvor I ender. Det kan være vi bliver naboer på en stille plet 🙂

  4. Stilhed er mange ting, og jeg ønsker ikke stilhed for enhver pris, men i forhold til støj fra vindmøller og trafik så er jeg også helst fri. Fravær af trafikstøj står højt på min liste – vi bor ved en lufthavn. Mærkelig nok har jeg intet problem med flystøj, men da der blev bygget en motortrafikvej 200 meter her fra, da syntes jeg, man tog stilheden fra mig. Det synes jeg for så vidt stadig. Jeg har lært, at østenvind er godt, for så kan jeg ikke høre bilerne. Jeg kan leve med det, men jeg savner stilheden derude.

    1. Jeg kan godt huske at du engang skrev et blogindlæg om vejen der blev bygget. Jeg synes det er så fint at du har accepteret vejen, for så snart man gør det, hører man næppe støjen. Man lader sig i hvert fald ikke irritere af den, og det er jo først når man gør det at den bliver et problem.
      God søndag til dig og dine, Aase!

  5. Jeg er opvokset ude på landet, hvor den største støj var, når landmændene kørte forbi med deres store maskiner. og kendte ikke til andet 🙂 Når vi så overnattede hos min farmor og farfar i det indre Aarhus, ja så lå jeg vågen om natten for der var så meget støj. Det gentog sig, da jeg flyttede hjemmefra og flyttede til “storbyen” for at læse :-). Det varede nu ikke mange nætter før end at hjernen vænnede sig til byens lyde. Her hvor vi bor nu, ja der kan vi desværre ikke komme uden om lidt støj fra tog og motorvej. Det sjove er, at jeg kan gå ude i haven og tænke, hold da op hvor er der fredfyldt og ingen trælse lyde, men når jeg så lytter efter, ja så er der en lastbil eller lign. på motorvejen eller et tog på stationen.
    Jeg kan godt forstå, at I går efter et sted med stilhed og i hvertfald uden vindmøller. Nu ved jeg godt, at Fyn er længere væk, men jeg ved hvor der er et hus med en af Danmarks dejligste haver til salg og her er der stilhed. Haven indeholder mange hække, måske du så allerede har gættet hvis have det er?
    Kh Mette

    1. Jeg tror du taler om Birgit Helbos have …? Den ser så dejlig ud, og jeg elsker Fyn, men vi har altså bestemt os for at blive på denne side af bæltet 🙂
      Alt det du skriver om lyd og støj giver god mening, og jeg bliver mere og mere overbevist om at det med at finde et stille sted i høj grad handler om at finde et sted der er relativt stille og så bestemme sig for at overhøre den støj der alligevel er indimellem.
      God søndag til dig, søde Mette!
      Kh Nana

      1. Ja, det var det :-). Jeg har flere gange tænkt, at både hus og have lige var dig, men ikke den rigtige landsdel. Kan godt forstå, at I vil blive på Sjælland. Jeg krydser stadig fingre for at det perfekte sted snart dukker op :-). Kh Mette

  6. Så vackra bilder, älskar havet. Önskar all lycka till i ditt letande efter det perfekta läget, förstår att det är viktigt. Och låt det få ta lite tid, en vacker dag står bara huset där och väntar på dig:).
    Vi har ju huset på landet, vårt paradis på västkusten. Där slås jag ofta hur tyst det är, i alla fall på senhöst-tidig vår, innan turisterna kommer. Det är ibland så tyst så man får ont i öronen:) fast vi har ju havet som kan brumma ibland, men det är bara härligt.
    Ha det gott
    Kram Maria

    1. Ja, der ser paradisisk ud når du viser billeder fra jeres hus ved kysten. Det lyder heller ikke helt dårligt at få ondt i ørerne hvis det er pga. stilheden 🙂
      Hav en god ny uge, søde Maria!
      Knus

  7. Tid er virkelig en mangelvare for mange mennesker og det er meget oppe i tiden (he-he) at tale om tiden som noget værdifuldt og noget vi alle kunne bruge mere af – ligesom stilheden. Man kan ikke undvære stilheden indimellem, men det er jo forskelligt hvor store doser man bliver afhængig af. Vi bor selv et ret stille sted, og det nyder vi meget.
    Håber det lykkes for jer at finde et sted uden trafik- og vindmøllestøj.

    1. Ja, og så holder man en uges ferie med tid og stilhed når man nu ikke har det i hverdagen. Det er sikkert også bedre end ingenting, men jeg tænker at mange af os ville have bedre af at have lidt mere tid og stilhed hver eneste dag. Godt at høre at I har det stille omkring jer 🙂
      Tak, Ulla! Vi leder fortrøstningsfuldt videre 🙂

  8. Jeg har i mange år lidt både af kronisk træthedssyndrom og kronisk borreliainfektion, så jeg har store problemer med bl.a. lyde – kan nærmest høre en knappenål falde ned i et ryatæppe ; ), hvilket fx i de seneste år har forhindret mig i at besøge min datter og børnebørn i det helt vildt støjende USA. Men til daglig går det udmærket (når præsten altså ikke slår græs fx), fordi mit hus er omgivet af en stor have, og der ikke bor nogen på grunden ved siden af. Jeg bor i Rørvig by i Odsherred, men uden for bykernen
    er der nærmest ‘larmende’ stilhed, og jeg tror ikke, at der kommer vindmøller på land her og sikkert heller ikke ude på havet.
    Skulle det imidlertid ske, vil det jo være langt ude i bølgerne, og man skal virkelig være ualmindeligt velhavende for at erhverve en af de yderst få ejendomme på stranden.

    Måske ville Rørvig eller kystområderne i det hele taget i Odsherred være noget for dig. Her er meget smukt, og huspriserne er lave også for sommerhuse, som man få konverteret til helårsbeboelse, så man får meget for pengene. Mange mennesker synes imidlertid, at én times bilkørsel til Københavns centrum er vildt langt! Holbæk er kun 30 minutter væk, og hvis man skulle have lyst til at gøre en udflugt til Århus, som måske er Danmarks mest energiske og initiativrige by, tager det bare fem kvarter med færgen.

    Hvis du gerne vil vide mere, er du velkommen til at skrive til mig på nedenstående webadresse.

    Jeg håber meget for dig, at du finder et sted på Sjælland, hvor du kan indrette dig hensigtsmæssigt og sender
    de bedste hilsner
    Jytte

    http://www.danishknitdesign.com

    1. Hej Jytte.

      Det lyder til at du har fundet en dejlig plet. Larmende stilhed lyder godt i mine ører 🙂 Jeg kan vældig godt lide Odsherred hvor vi en overgang har haft sommerhus. Vi forsøger dog at finde noget hernede sydpå hvor min mand for nylig har fået et job som han er glad for.

      Tak for dine gode ønsker!

      Mange hilsner fra Nana

  9. Jeg forstår godt jeres ønske om et sted med fred og ro. Her hvor vi bor er der fred og ro, og mest naturlige lyse som vinden, fuglene og de andre dyr, det er fredfyldt. Der er vindmøller hos naboen, men vi hører dem sjældent.
    Håber at i finder det rette sted.

    Kærlig hilsen Anette

    1. Ja, vind og fugle og den slags naturlige lyde er gode at lytte til. Det har også altid været mit indtryk at I bor på en stille plet. Jeg havde ikke forestillet mig at I har vindmøller i nabolaget, men godt at høre at de ikke forstyrrer jer 🙂
      Tak for gode ønsker, Anette!

      Kærlig hilsen Nana

Tak for din kommentar