Sommerrestaurant på Brandbygegaard

brandbygegaard
Skønne dage hjemmefra

Jeg har allerede løftet sløret for, at Søren og jeg har været på tur i et par dage. Det er ikke så ofte det sker, for det er en ret stor udfordring for mig at skulle hjemmefra (det er det med svimmelheden, igen), men min datter og hendes veninde ville gerne passe menagen, mens vi var væk, og vi mente alle, at det ville være godt for os at komme lidt ud i verden.

Turen var ualmindeligt vellykket. Alle planer holdt, og alt det, vi så og oplevede, overgik vores forventninger. Det samme gjorde vejret. Vejrudsigten havde spået helt umuligt vejr med kulde, regn og blæst, men det viste sig at være fuldstændig perfekt: Vindstille, lunt og solskin fra en himmel pyntet med lammeskyer. Altså dansk sommer, når den er allerbedst.

Brandbygegaard

Den første aften på vores lille danmarkstur besøgte vi Brandbygegaard. Du kender måske allerede til gården og dens ejere, Lone Landmand og Søren Sørøver? De to udlever drømmen om et autentisk liv på landet udenfor Odder i Østjylland. Et liv, hvor dyrevelfærd, økologi, god mad og ordentlighed er i fokus. De er desuden begge glimrende formidlere, og jeg kikker jævnligt indenfor på deres blog, Beretninger fra et autentisk landbrug.

brandbygegaard
Gårdspladsen på Brandbygegaard er så charmerende, at den alene er turen værd, hvis du spørger mig. Bemærk bladene øverst til venstre i billedet. De sidder på et blåklokketræ, og det vil jeg vende tilbage til …
brandbygegaard
Vinen omkring vognporten er mildest talt overvældende. Jeg drømmer om at retablere en gammel vognport her på Ravnegård, og hvis det en dag bliver til virkelighed, er jeg nødt til at forsøge at indramme den på samme måde!
Restaurant Stedbunden

Tre uger hver sommer afholder Lone og Søren sommerrestaurant på gården. Restauranten hedder Stedbunden. De dyrker selv maden, som de også selv tilbereder og serverer. Og hvilken mad, hvilken servering og hvilken stemning. Jeg kunne ikke tænke mig et sted, jeg hellere vil indtage et restaurantmåltid.

Det er i øvrigt ikke kun maden, der er dyrket på stedet. Det samme er det, man får at drikke. Vi smagte både æblecider og rødvin, og begge dele smagte både godt og anderledes.

vinmark
Noget af det første, man møder, når man ankommer til gården, er en vinmark.
Mellem retterne

Det var en dejlig, lun og solrig aften, vi besøgte Brandbygegaard, og mellem retterne, som blev indtaget i en gammel – og naturligvis vældig charmerende – lade, gik vi ud på gårdspladsen. Det gjorde vist alle gæsterne, der var tilstede den aften. Vi fik også lov til at gå rundt i området, hvor vi kunne se køkkenhaven, hilse på kaniner, høns og geder og nyde det smukke landskab omkring gården.

rød havelåge
Stokroser og rødmalet låge i aftensolen. Så bliver det vist ikke mere idyllisk.
Blåklokketræer

På gårdspladsen på Brandbygegaard står to blåklokketræer (også kaldet kejsertræer), som Lone Landmand selv har sået. (Du kan læse hendes egne ord her).

Det ene blåklokketræ.

Vi kunne vældig godt lide alt ved blåklokketræerne, som vi ikke kendte i forvejen, og nu har vi fejet alle andre planer om gårdspladstræ af bordet og bestilt et blåklokketræ, som efter planen ankommer til Ravnegård en af de nærmeste dage. Vi har gjort bedet klar, og vi glæder os til, at vi kan plante vores helt eget blåklokketræ.

Aftenen på Brandbygegaard var helt igennem vellykket. Alt bar præg af, at de to gårdejere og restauratører gør sig umage med det, de laver. Megen umage. Og så er de utroligt søde, venlige og imødekommende. Når man er gæst på Restaurant Stedbunden, er det er lidt som at komme på besøg i et privat hjem. Og det er man jo sådan set også.

Som mørket faldt på, blev lysene i det gamle valnøddetræ midt på gårdspladsen tydelige. Det særlige ved det træ er, at der vokser en rose i det.

Jeg har ikke taget billeder af maden, og det ærgrer mig, for den var – udover yderst velsmagende – super fotogen. Men jeg nød simpelt hen oplevelsen og var så meget tilstede i nuet, at jeg glemte at fotografere. Fraværet af madfotos bør således ses som et bevis på, at maden var af ypperste kvalitet. Og det var den. Den var økologisk, grøn, rigelig, smuk og – som allerede nævnt – meget velsmagende.

Jeg har til gengæld, som det fremgår, mange billeder af gårdspladsen, og jeg håber, at de formidler bare en brøkdel af den vidunderlige stemning, der hvilede over vores aftenen.

brandbygegaard
Suk. Ren romantik …

Jeg behøver vel næsten ikke at skrive det, men det gør jeg alligevel: Jeg anbefaler på det varmeste Restaurant Stedbunden på Brandbygegaard, og jeg håber, at den dukker op igen de næste mange somre.

Reklamelinks:
Bøger af Lone Landmand (Lone Vitus)
Havemøbelsæt i retrostil
Middagstallerkener i keramik

15 meninger om “Sommerrestaurant på Brandbygegaard”

  1. Det lyder som en rigtig dejlig oplevelse. Vi var der sidste år (eller var det forrige?), og jeg kan kun bifalde din begejstring over både sted, mad og mennesker. Og over bloggen, som jeg følger.
    Hvor er det spændende, at I har købt et blåklokketræ. Det føles rart at tage en beslutning. Træet kender jeg ikke, og jeg så det slet ikke på deres gårdsplads. Der var så meget at se. Nu glæder jeg mig til at følge dit.
    Kh Lisbeth

    1. Ja, man bliver helt varm om hjertet, når mennesker lever deres gode drømme ud på den måde! – Og, ja, der er så meget at se på, når man besøger Brandbygegaard. Jeg tror, vi fik øje på blåklokketræerne, fordi vi gik og tumlede lidt med hvilket træ, der skal stå midt på vores gårdsplads. Da vi så dem, var vi pludselig ikke i tvivl længere 🙂
      Kh Nana

  2. Jamen altså, Nana. I skulle da været kommet forbi! Søren og Lone er jo vores næsten-naboer. (Herude på landet kan man godt være naboer, selvom der er 3 km, ikk’?….)
    Vi var på sommerrestauranten med et hold venner sidste år, og det var helt fantastisk og fortryllende. De gør det bare SÅ godt, de 2 gode mennesker på Brandbygegård. Næste gang i skal på Brandbygegård, så må du altså skrive… 🙂
    (Kan du egentlig overhovedet se den mailadresse man angiver, når man kommenterer?)
    Hilsen Sanne

    1. Ej, bor I så tæt på Brandbygegaard!?! Jeg ville virkelig gerne have mødt dig og set jeres sted! Og, ja, det er nemlig en helt fortryllende oplevelse at besøge Søren og Lones sommerrestaurant 🙂
      Jeg kan godt se mailadressen, men jeg ville aldrig skrive til nogen via den – medmindre jeg har fået lov. Men hvis jeg må, vil jeg skrive til dig, næste gang vi kommer på de kanter!
      Bedste hilsner fra Nana

  3. Det lyder som et dejligt besøg. Jeg har ikke været der, men jeg kan godt lide Lones opskrifter og sjove måde at skrive dem på. Jeg læste med på bloggen længe, men da der gik økokriger i den, stod jeg af. De lange tirader mod konventionelt landbrug var ikke lige mig.

    Kh, Karen

    1. Det var så god en aften! Meget mere end blot en tur ud at spise. Stemningen var ingenlunde krigerisk, men meget venlig 🙂
      Jeg er ikke stødt på de lange tirader mod konventionelt landbrug, som du nævner, men jeg havde nok kunnet tåle dem 😉 Jeg tror, at konventionelt landbrug er mange ting. Der er dele af det, jeg slet ikke bryder mig om, men jeg kender konventionelle landmænd, som jeg har stor respekt for. Jeg køber ofte økologisk, men selve øko-mærket er ikke så vigtigt for mig. Det vigtigste for mig er dyrevelfærden. Hvis dyrene har det godt, er jeg sådan set glad.
      Kh Nana

  4. Jeg troede, det var et sted ovre i nærheden af, hvor I bor, men det er det jo slet ikke, snarere nærmere os.
    Vi har også et blåklokketræ, jeg tror, vi viste jer det.
    Kh Lisbeth

    1. Vi spiste på Brandbygegård aftenen inden, vi tog til Samsø. Vi overnattede i Odder og tog den første færge fra Hou. Super fint rejseprogram 🙂
      Jeg tror faktisk ikke, vi så jeres blåklokketræ … men selvfølgelig har I også sådan et 🙂 🙂
      Kh Nana

  5. Hvor er det spændende – jeg er næsten lidt misundelig, for jeg følger Lone Landmands blog og har længe ønsket mig at se gården, når der var sommerrestaurant. Men jeg har hørt Lone fortælle en aften på Louisiana. Det var en stor oplevelse.

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.