Søndagsrundvisning

søndagsrundvisning

Vi har indført en hyggelig rutine her på Ravnegård. Hver søndag giver jeg Søren en rundvisning i skærehaven. For det utrænede øje er der stadig nærmest intet at se i de mange bede, men dels er mit øje en smule trænet, dels har jeg sået og udplantet de små frø og spirer, og jeg ved præcis hvor alting står. Derfor ser jeg en masse derude. Det vil jeg så gerne dele med Søren. – Og han vil heldigvis gerne delagtiggøres.

I morgen skal Søren se de første ranunkelknopper vise farve. Han skal se flere end 100 georgineskud. I dag har jeg talt 99, og jeg er helt sikker på at der er en del flere i morgen. For tiden kikker nemlig omkring 20 nye georginer op igennem deres hestemøgsdyne hver dag.

kornblomster
Vores kornblomster vokser godt, men dem i bondens mark blomstrer allerede. Af det kan man lære at man sagtens kan så kornblomst tidligere.

Søren skal også se et nyluget kornblomstbed, de første solsikkespirer, mange gladiolus og endnu flere cosmos. Jeg kan ikke forklare hvorfor jeg har så mange cosmos, men cosmos er heldigvis ikke det værste man kan have mange af.

søndagsrundvisning
En af mine mange cosmos. Den ser da glad og livskraftig ud.
gladiolus
Jeg er lidt bekymret for om jeg har sat gladiolusløgene for tæt, men indtil videre stortrives de.

Vi skal også se hvor fint blomsterkarsen vokser. Den er vist ikke en typisk blomsterbondeblomst, men jeg har en tilsyneladende livslang svaghed for blomsterkarse.

søndagsrundvisning
Blomsterkarse, tallerkensmækker, landløber … kært barn har mange navne. Er den ikke fin?

Og så er der lathyrusene. De er min stolthed. De ser simpelt hen så livskraftige ud at jeg, når jeg går forbi dem, kan se et overvældende ærteblomstflor for mit indre blik.

lathyrus
Da jeg dyrkede lathyrus på Vadekærgård, var de noget blegsotige i det. Men de lathyrus jeg har sået i år, er så kraftige og fine at jeg får et lille glædessug i maven hver gang jeg ser dem.

Jeg vil prale af de tidligt udplantede levkøjer som er 15 cm høje og fremvise de første solsikkespirer.

levkøjer
Jeg synes ikke at billedet her helt retvisende. I virkeligheden er levkøjerne ret store og stærke!

Jeg kommer nok ikke uden om at vi også kaster et blik på bedet hvor irlandsklokkerne skulle kikke frem. (Det gør de ikke, og det er muligvis fordi jeg har overset at frøene skal igennem en kuldeperiode, og fordi jeg først for sent har fanget at de spirer i lys). Og jeg bliver desuden nødt til at indrømme at der er gået et eller andet galt med mamelukærmerne og vise de 5 (fem!) spirer det er blevet til. Hvordan kan mamelukærmer mislykkes? Dem har jeg sået 100 gange før, uden problemer. – Vi kommer også forbi de gullige skabioser, og de bittesmå asters der ikke er vokset en millimeter siden sidste søndag. Men alt det er hurtigt glemt, for ranunklerne blomstrer snart, georginerne skyder, og lathyrusene har overbevisende kraftige stængler.

16 meninger om “Søndagsrundvisning”

  1. Hej Nana
    Det lyder da som en rimelig succes, det kan nok ikke helt undgås at noget fejler, så jeg synes, det er godt gået. Hos mig ville det ikke have gået nær så fint.
    Kh Lisbeth

    1. Hej Lisbeth.
      Jeg tror bestemt at du ville få succes med såning 🙂 Jeg er selv stadig ret usikker på hvordan det ender her hos os, men det er i hvert fald lærerigt! (Zinnia kan slet ikke tåle kulde, løvemund skal sås i god tid, morgenfruer skal ikke sås for tæt … og jeg kunne blive ved … 🙂 )
      Kh Nana

  2. Tak for et dejligt indblik i jeres have fremvækst 🙂
    Jeg tror godt dine løg kan stå tæt, det gør mine og de kommer smukt og kan læne sig lidt op af hinanden.
    Jeg kunne også tænke mig så mange højbede/såkasse som I har.
    Ønsker jer en dejlig søndag 🙂

    1. Det lyder dejligt at du har gode erfaringer med tætte gladiolusløg 🙂
      Ja, kasserne har mange fordele, men også et par ulemper. Indtil videre vinder fordelene dog, og vi er glade for vores mange pallerammer 🙂
      Tak, Tina – og det samme til dig og dine!

  3. Så dejligt med alt det der pibler frem nu. Det er da så flot at der er kommet så meget. Det skal nok blive en vidunderlig blomster park. Heldige Søren med sådan en fornem rundvisning. Håber I får godt vejr, og jeg kan sende lidt solstråler, for her er fuld knald på solen 😉
    Rigtig god søndag.

    Knus
    Lone

    1. Jeg er så spændt på hvordan min skærehave udvikler sig. Jeg håber du får ret i at det bliver en blomsterpark 🙂 Tak for den sol du sendte! Den kom først sent på dagen, men det var dejligt 🙂
      God ny uge til dig, Lone!
      Knus

  4. Det er dejligt at læse hvorledes tingene lykkes for dig og det store arbejde du har lagt der.
    Ja at så nogle små ting ikke lykkes pyt, vi lærer jo alle hele tiden. Sikke et syn det bliver når de blomster. Ha en rar søndag.

  5. Findes der noget bedre end en havevandring alene, hvor man nyder og observerer udviklingen? Ja, en havevandring sammen med en (eller flere) som vil med ud og se på udviklingen og sludre frem og tilbage om hvordan det ser ud, om den erfaring som skal bringes videre til næste år, hvor alting i haven bliver endnu bedre end i år 🙂
    Tak for denne havevandring og god tur ud i blomstermarken sammen med Søren idag 🙂

    1. Ja, havevandring sammen med andre interesserede er så godt! Og det er sjovt at vise frem med en uges mellemrum, for så bliver jeg også selv opmærksom på udviklingen som ellers kan være svær at få øje på når jeg er i haven dagligt 🙂

  6. Hatten af for din skærehave, du har gået lidt stille med dørene, så jeg var slet ikke klar over, at du var nået så langt. På min morgentur rundt på egen matrikel fandt jeg en klump med tomatplanter, så de blev delt og priklet ud – de er større end dem, jeg har sået inde. Jeg samler også solsikker, der har sået sig selv. Jeg tror kun vi selv forstår den stille jubel, man føler. Hvis man fortæller om sine små oplevelser, siger folk bare nåh, smiler pænt, men er helt tomme i ansigterne.

    Mange hilsener fra Jette.

    1. Hi-hi, ja den begejstring man kan føle når man ser en lille-bitte spire er svær at dele med andre. De skal i hvert fald være særligt interesserede. Jeg kender bestemt godt fornemmelsen af ikke at blive helt forstået af mindre haveinteresserede. De får de der blanke udtryk når man udpeger alt det man selv får lidt hjertebanken af 🙂
      Havehilsner fra Nana

    1. Tak! Jeg er selv virkelig spændt på hvad der kommer ud af det. I disse dage bliver vi invaderet af dræbersnegle, og det er lige ved at tage modet fra mig. Men kun lige ved … 🙂

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.