Skønne timer i hønsegården

skønne timer

I dag har vi tilbragt nogle skønne timer i hønsegården. Vi maler stadig lægter. Det er – set i bagklogskabens altid klare lys – dumt, at vi ikke bad tømreren om at male dem, inden han samlede hønsegården. Men vi hygger os, mens vi maler, så det gør ikke så meget, at rækkefølgen kunne have været mere praktisk.

grønlægger

Asta var med i hønsegården for at lære de nye høns at kende. Det gik fint. Mette og Snehvide fandt sig hurtigt til rette med den nye, pelsklædte høne.

hund i hønsegård

Asta opfører sig fuldstændig som en høne, når hun er sammen med hønsene. Hun skraber efter korn og regnorme, hun finder solsikkefrø, hun æder hønsepiller af fodertårnet. Ja, det er lige før, hun gokker.

skønne timer

Det er en helt fantastisk følelse at kunne gå ud i haven og bare tage hundene med uden at skulle bekymre sig om, at de måske forsvinder ind for at guffe i sig på naboens mødding eller løber over vejen efter en kat. (Begge dele er sket.) Alle 20.070 kvadratmeter er nu bag hegn, og sikke da en frihedsfornemmelse det giver.

skønne timer

Det var simpelt hen sådan nogle skønne timer, jeg i dag tilbragte i haven. Omgivet af hunde og høns. Med malerpensel i hånden, sol i øjnene og Søren ved min side.

10 meninger om “Skønne timer i hønsegården”

  1. Det er så skønt, at være fælles om tingene så jeg kan godt forstå at du nød jeres tid sammen.
    Vi har også hegn om vores have, det er nu mest for, at vi kan have planter i fred for dyr, men sidegevinsten er, at hundene ikke kan løbe væk. Jeg tror nu ikke vi kunne have vores hunde med i hønsegården, det er jagthunde og det ville vist stresse dem en del, at gå rundt der mellem potentiel bytte. men vi har nu heller ikke høns ( vores hunde er Hønsehunde) 🙂
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    1. Nej, det ville være en ret stor udfordring for en hønsehund at skulle være ven med hønsene 🙂 Asta gik sammen med vores høns på gårdspladsen, da hun var hvalp, og jeg tror ikke hun har en fornemmelse af, at hun tilhører en anden art 🙂 Hun elsker at komme med i hønsegården og finde korn. Men jeg tager nu heller ikke de andre hunde med derind …
      Mange hilsner fra Nana

  2. Sikke en dejligt beskrivelse! Det må være skønt, at hundene kan løbe rundt og udforske, uden I behøver at holde øje med dem hele tiden. Det er godt, I er to til at male, så skrider det i det mindste fremad, tænker jeg – men jeg er også ret farvet af, at jeg hader at male!

    1. Jeg synes egentlig det er ret hyggeligt at male. – Når det ikke bliver for meget ad gangen, og når det ikke er til fint brug. Jeg skal helst ikke male for meget indendøre, for malingen har en kedelig tendens til at løbe og klatte, når jeg maler 🙂

  3. Hvor lyder det hyggeligt Nana!
    Og sjovt at du kan ha Asta med ind i hønsegården.
    Har I overvejet at male nettet sort? Bare en idé, for det bliver mindre synligt.
    Jeg har nogen venner der malede nettet med rulle og sort maling og det fungerede rigtig godt. Men det er selvfølgelig en smagssag 🙂

    De bedste hilsner
    Vibeke

    1. Ja, vi har faktisk overveje at male nettet sort, og vi har set nogle billeder med sortmalet volierenet, men blev enige om, at vi hellere ville beholde det i stålfarven. Men … nu kommer jeg da lidt i tvivl, når du ligefrem anbefaler det … 🙂
      Kh Nana

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.