Siden sidst. Efter en rum tid uden blogindlæg

blogindlæg
Ingen blogenergi

Jeg har ikke så megen energi til at blogge for tiden. Jeg ved ikke, hvorfor. Det føles først og fremmest lidt mærkeligt ikke at udgive blogindlæg, men alligevel tager den ene dag den anden, uden at jeg får taget billeder, og uden at jeg skriver om mit landliv. Men i dag skal det være. Så hermed lidt fra Ravnegård.

Det store havepuslespil

Siden jeg skrev sidst, er der ikke sket noget som helst – eller også er der sket en masse. Det kommer an på, hvor meget man tæller med. Jeg vælger at tælle de små ting med, og så er der faktisk en del at berette.

Septembervejret er helt vidunderligt, og jeg tilbringer meget af min tid udenfor. Vi oplever at flere og flere brikker i det store havepuslespil falder på plads, og vi føler os nogenlunde sikre på hånden, når vi planlægger, hvordan vi vil bebygge (det er noget med et drivhus!) og beplante vores 2 hektar.

blogindlæg
Man skal huske bare at sidde ned og nyde livet, solen og haven. Det er hundene gode til.

Vi har plantet nogle buske og træer. Ikke så mange, men nok til at udtrykket i haven begynder at forandre sig. Vi har blandt andet sat tre tujaer (og planlægger at sætte flere stedsegrønne i samme hjørne af haven).

georginehave
Yderst til venstre i billedet ser du vores tujaer. Dem venter vi os meget af! Forrest ser du “søen”, som langt fra er en sø lige nu, men i stedet blot et bette vandhul. – Dog med både padder, vandplanter og fiskehejrer, der kommer på besøg.

Vi har plantet et par frugttræer, og vi håber, at vi når at plante flere inden vinterens komme.

blogindlæg
Se en fin pærekvæde, vi fandt hos vores lokale gartneri. Den er så velkommen her på Ravnegård!
Georginerne, havens divaer, topper her i september

Georginerne, de vidunderlige divaer, er helt overvældende, og jeg nyder dem, så det gør lidt ondt i maven. Jeg har plukket mange, meget store buketter, og jeg har foræret en del af dem væk. Til gengæld er jeg holdt op med at stille blomsterbundter til salg ved vejen. Den fornøjelse stoppede, da en tyveknægt en dag neglede 25 friskplukkede georginer uden at betale. Så vil jeg da meget hellere forære buketter væk til modtagere, jeg selv vælger.

georginebuket
Jeg kan snildt plukke flere buketter som denne hver eneste dag. Og jeg gør det ofte.
Nyt fra hønsegården

Der har heller ikke været helt stille på hønsefronten. Man har fået nyt fodertårn:

blogindlæg
Maren var først i fodersiloen. Det er nemlig Maren, der bestemmer i hønsegården. Efter et stykke tid fik Snehvide lov til at afprøve den nye fodermaskine, og siden er den blevet frit tilgængelig for alle hønerne.

Og nu til et par seriøst store nyheder: Maren er – efter næsten et års pause – begyndt at lægge æg igen. Og som om det ikke var overvældende nok, er også Guldlok begyndt at lægge æg. Æggene på billedet herunder er ikke hvilke som helst æg. Det lysebrune med mørke prikker har Maren lagt, og det mældechokoladefarvede er Guldloks allerførste æg.

brune æg
Æg er altså ikke bare æg.

Jeg håber, at min skriveenergi vender tilbage, og at jeg igen kan producere blogindlæg. Der er jo i virkeligheden altid noget at skrive om. Som det fremgår at dette indlæg, sker der en masse, selv når der ikke sker noget som helst.

Reklamelinks:
Der er udsalg i Havemøbelland (jeg kunne godt blive fristet …)
Blomsterverden har åbnet for salg af forårsløg (her kunne jeg også nemt blive fristet!)

22 meninger om “Siden sidst. Efter en rum tid uden blogindlæg”

  1. Det håber jeg virkelig også…..at din skrivelyst, vender tilbage. Jeg har været så bekymret for, om du helt ville holde op ( tænker på, da du skrev om de negative kommentar, du havde fået). Jeg har SAVNET dine indlæg, og skønne billeder SÅ meget, de giver mig glæde og energi, håber at min kommentar til dig, giver dig glæde og energi.

  2. Kære Nana
    Det var dejligt at høre fra dig. Du har været savnet. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det pludselig kan blive for meget.
    I har nået en masse, kan jeg se. Den ene dag har det med at tage den anden, synes jeg selv, og det er vel sådan set meget godt.
    Uf hvor ubehageligt med en dum, dum tyv. Føj!
    Det er helt legalt at holde så lang en pause, du har lyst til. Du har jo ikke lovet os noget. Og forhåbentlig heller ikke dine ‘sponsorer’.
    Ha’ det i hvert fald godt, til du skriver igen.
    Kh Lisbeth

    1. Armen, altså, tænk at gøre sig til tyv for 2 bundter georginer!! Niks, jeg har ikke lovet nogen at producere blogindlæg. – Det skulle da lige være mig selv 😉
      Tak for dine altid søde kommentarer, Lisbeth!
      Kh Nana

  3. Man må gerne holde pauser.
    Det gør jeg selv ret ofte 🙂
    Derfor er jeg heller ikke ajour med dine seneste indlæg, men georginerne skal du i hvert fald bliver ved med at vise – de skønne divaer – ja, og så forær dem væk, hvis du har overskud 🙂
    Jeg håber du bevarer skrivelysten, for jeg bliver så glad af at læse dine fine indlæg.
    kh Ulla

    1. Du har ret: Man må gerne holde pause 🙂 Det synes jeg også, når alle andre gør det, men jeg har haft det lidt mærkeligt med min egen pause 🙂 Tak for dine altid søde kommentarer, Ulla!
      Kh Nana

  4. Fint at høre nyt fra dig. Det gør mig altid i godt humør.
    Tror du, at jeg kan købe et nyt bundt georginer efter den 23. september. I givet fald kontakter jeg dig igen da.
    … og dumme mennesker skal man prøve at ignorere. Man kan ikke gøre noget ved det, og man skal holde sig glad.
    Kh, Marianne

    1. Ja, man skal holde sig glad, når det overhovedet kan lade sig gøre 🙂 Jeg er helt enig!
      Lige nu bugner georginehaven, og hvis der stadig er nok at tage af sidst i september, er du meget velkommen til at købe et bundt, kan du tro! Skriv endelig når du er klar til at aftage, så plukker jeg, hvis der er noget at plukke af 🙂
      Tak for din søde kommentar, Marianne!
      Kh Nana

  5. Ja det kan ikke nytte, at du holder op ligesom mange andre, du må holde vi tilbageblevne med selskab. Men er der brug for en pause, så må vi jo tage det. Godt at høre fra dig igen, der var jo også en del at fortælle om, du må holde os opdateret 😉
    Kh Lisbeth

  6. Jeg har kigget nogle gange for holder meget af at læse du fortæller så godt om det der sker i din verden. At man gider gøre sig til tyv for nogle blomster ja det sgu da dumt. Er da fint at du nu igen får æg de er smukke. Men så fint de bor må de også betale for føden.
    Det er så dejligt med vejret og med at nyde det ude, spænende med den kvæde dens frugter er smukke syntes jeg. Og man kan vist sylte dem syntes jeg har læst.

  7. Hej Nanna.

    Jeg blev som alle andre meget glad for at se, at du nu igen var på banen med et indlæg. Jeg har bestemt også savnet dine skønne indlæg og billeder rigtig meget og også været bekymret for, om du var blevet syg. Man ved jo aldrig i disse coronatider.

    Heldigvis er du ikke syg men blot gået lidt i stå, og det har jeg ligesom andre stor forståelse for. Jeg har på ingen måde forstand på at tage billeder og lave tekst på en blog, men jeg vil da tro, at det godt kan tage en del tid og energi.

    Har du tænkt på, om det kan have noget med årstiden at gøre? Jeg plejer at være parat til at komme videre med en ny årstid, men i år er det et smerteligt farvel til lyse aftener, sol og sommer. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg ved, at jeg ikke kan gøre noget ved det og må prøve at finde de hyggelige ting, som der trods alt også er nogle af i efterårsmånederne.

    Men skal vi ikke håbe, at vi har blot nogle få septemberdage med sol, blå himmel og behagelig temperatur i vente? Det kan give energi til os alle, og forhåbentlig også til dig. Det er vi mange, der ønsker for dig.

    Hav det godt og mange hilsner

    Bodil.

    1. Hej Bodil.
      Tak for din søde kommentar! Jeg tror sagtens, du kan have ret i, at det svindende lys betyder noget for energiniveauet. – Altså også for mit blogenerginiveau 🙂 Jeg tror også, at jeg ved, hvordan du har det med efterårets komme i år, og jeg håber, at septembersolen vil skinne på dig i den kommende tid!
      Kh Nana

  8. Lysten kan jo dale i perioder, den skal nok komme igen!
    På dit billede med frugttræet ligner det isbjerge i baggrunden 🙂
    Vi fik sat frugttræer i foråret med net rundt om, fordi harerne begyndte at bide i dem.
    Det skal nok blive dejligt med drivhus, alt selvdyrket er lækkert 🙂
    Et smukt efterår med havegøremål ønskes herfra 🙂

    1. He-he, jeg havde ikke set isbjergene, men nu du siger det, kan jeg godt se dem 🙂
      Godt, at I fik hegnet træerne ind! Der er desværre mange, der godt kan lide frugttræer …
      Tak, Tina og i lige måde til dig!

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.