Sådan skaber du rum i din have

rum i din have


Anmeldereksemplar

Jeg har længe ønsket mig Dorthe Kvists bog Sådan skaber du rum i din have. Dorthe Kvist er havedesigner, stylist og indehaver af Meltdesignstudio. Og så har hun en Instagramkonto som jeg følger med stor glæde. Derfor havde jeg en ret god idé om at jeg måtte have den bog. Og, tænk, nu har jeg været så heldig at modtage den som anmeldereksemplar.

rum i haven

Jeg har læst bogen siddende i vores eneste haverum, vores gårdsplads, i den lune efterårssol. Og mens jeg læste, drømte og planlagde jeg. For der er inspiration at hente i Dorthe Kvists bog. Masser af inspiration.

Vigtigheden af at skabe rum i haven er kommet sent til mig. Jeg har altid elsket haver med mange rum, men jeg har ikke vidst at det var rummene der gjorde det. Det er jeg blevet opmærksom på i de seneste år, men derfra og til faktisk at skabe rum i haven, er der alligevel et stykke vej. Derfor er Dorthe Kvists meget konkrete tilgang til haverummets gulv, vægge, loft og tag et kærkomment input for en som mig.

Jeg havde faktisk en slags aha-oplevelse da jeg nåede til afsnittet Blomsterne – prikken over i’et. Det kan jeg jo godt se er rigtigt. Jeg plejer bare at begynde med blomsterne, og så er jeg ofte ikke nået ret meget længere. Man skal selvfølgelig starte med at skabe rum i haven.

Sådan skaber du rum i din have er bred og beskæftiger sig med mange slags haver og mange slags haverum. Den er fyldt med konkrete ideer til hvordan man skaber de dér rum. Der er eksempler på haveplaner, og Dorthe Kvist deler gavmildt ud af små ideer og indfald. Fx kan jeg ikke glemme beskrivelsen af venindens ampel med hængejordbær ved hoveddøren. Sikke nu en hyggelig idé!

Der er lækre billeder fra mange haver, blandt andet Dorthe Kvists egen som hun kalder “en ganske almindelig villahave på ca. 800 m2”. Helt almindelig er den nu ikke, for det er da de færreste der har køkkenhave på garagetaget …

Planlægger du noget armchair gardening i løbet af vinteren, er Sådan skaber du rum i din have et godt bud på læsestof. Den indeholder ideer og inspiration nok til alle. Du kan købe den her [reklamelink].

dorthe kvist

10 meninger om “Sådan skaber du rum i din have”

  1. Takket være en veninde har jeg også rum i haven. Det var mit held, at hun tegnede en have til mig og satte mig i gang.
    Godt der er en, der har skrevet en bog om det, så nybegyndere kan komme godt i gang med rum i haven. Det første vi gik i gang med var at skabe læ, i læhegnet har vi alle de smukke høstfarver nu.
    Kh Lisbeth

    1. Ja, det er altså vigtigt at man får lavet noget ruminddeling, og gerne inden man kommer alt for godt i gang med staudebedene. Det ser jeg tydeligt nu – og vi gør det i den rigtige rækkefølge denne gang. Vi er startet med hækken 🙂 Vi skal i øvrigt også med tiden have et stykke læhegn mod nord, og jeg skal huske det med efterårsfarverne!
      Kh Nana

  2. Dorthe Kvist har skrevet en inspirerende bog, jeg har allerede læst den 2 gange. Og Dorthe har jo ret, når først man har skabt rammerne, skal der ikke så meget mere til for at skabe hygge, nogle få blomster i et bed eller en lille samling krukker kan være tilstrækkelig.

    Hilsen Elna

    1. Ja, bogen er nemlig inspirerende. Jeg har også læst nogle af afsnittene flere gange. Der er ikke noget som at drømme sig væk i en god havebog 🙂

  3. Det er nemlig en rigtig god bog. Sjovt at læse din anmeldelse. Det er nu slet ikke så ringe med sådan et anmeldereksemplar. Jeg har bogen liggende ved siden af mig på sofabordet, og jeg bladrer rundt i den og læser – og genlæser de afsnit, jeg synes, jeg har mest brug for lige nu.
    Kh, Karen

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar ses først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.