Rutiner

rutiner

Jeg tænker ret ofte at rutiner er undervurderede i vores samfund hvor man helst skal være omstillingsparat og i konstant udvikling.

Jeg arbejdede for en del år siden et sted hvor man nærmest for enhver pris søgte at bryde med rutiner. Det var et mål at navigere i kaos. Jeg anerkender at livet kan have et kaotisk præg. Jeg vil bare langt hellere skabe orden, end navigere i kaos, og jeg savnede at have mine rutiner i fred. Efter nogle år var jeg så træt af kaosdyrkelsen at jeg sagde op.

rutiner

Nu er det ikke sådan at jeg har et fanatisk forhold til hverken orden eller rutine. Men det er min erfaring at når nogle grundlæggende ting kører efter en rutine, får jeg flere kræfter. Også til at bevæge mig nye steder hen. Jeg kan desuden sagtens bryde en rutine. Den er blot rar at have som udgangspunkt.

glaslampe

Siden vi for snart et år siden begyndte at pakke ned i flyttekasser, har der været langt imellem rutineopgaverne hos os. Men nu er vi endelig ved at være så godt på plads her på Ravnegård at vi kan indføre nogle rutiner. Fx rengøringsfredag. De sidste to fredage har vi gjort hele huset rent i løbet af fredag formiddag. Det er meget tæt på at være forbundet med nydelse at gå og gøre rent. Tænk at her er så meget orden, og at vi har så meget overskud at vi kan gøre rent. På et fast tidspunkt. Det giver nye kræfter.

opvask

Jeg glæder mig til at få flere rutiner. Jeg glæder mig til at de sidste hylder kommer på plads i køkkenet, til at vi får orden i skabet på 1. sal og til at rydde op i kælderen. Jeg glæder mig til at få styr på hvor haveredskaberne skal stå og til at finde det ideelle opbevaringssted til hundemaden. Jeg glæder mig slet og ret til at få lidt mere orden og fremfor alt til at få nogle rutiner.

køkkenvindue

Billederne er fra køkkenvinduerne. Jeg er helt vild med at vi har fået orden i køkkenet, og med at jeg ikke længere skal tænke mig om hver gang jeg skal finde en kniv, køkkenrullen eller opvaskebørsten. Længe leve rutinerne!

20 meninger om “Rutiner”

  1. Hvor kan jeg bare genkende det med rutiner giver ro.
    Selvfølgelig skal vi også være omstillings parate – Men har også brug for faste rutiner. God weekend. Hvor ser det bare skønt ud Jeres nye sted.

    1. Jeg kan især mærke hvor meget rutinerne betyder når de ikke er der 🙂 Det er skønt at opfinde nogle nye hverdagsrutiner.
      Tak, Lisette – og god weekend til dig!

    1. Jeg synes ellers at rutiner hjælper på rengøringen 🙂 – Når man i lang tid ikke har kunnet gøre ordentligt rent, bliver man i hvert fald glad for at komme i gang igen 🙂
      God weekend, Lisbeth! Og tak for alle læhegnsindlæggene!
      Kh Nana

  2. Enig – og jeg er som du SÅ glad for, at jeg ikke længere skal lade som om, jeg er en omstillings-jublende medarbejder. Jeg nåede lige netop at slippe af sted, før det blev forbudt at have sit eget skrivebord, så man i stedet skulle starte dagen med at fistre rundt med en lille kommode på hjul og finde sig en ledig plads. Jeg mangler ord for hvor åndssvagt, jeg synes, det er.
    Jeg kan i det hele taget konstatere, at rutiner bliver en større og større nydelse, efterhånden som alderen sætter sig. . Akkeja, akkeja, jeg lyder helt støvet, men pyt, det lever jeg med ;-)))
    Nu HAR I altså også været ude i flytte-uro det sidste år, så I må virkelig trænge til det.
    God weekend.
    Kh Lisbeth

    1. Ej, jeg kommer altså til at grine, Lisbeth! Kommoden med hjul er simpelt hen BILLEDET på hvor tåbelig “vi-skal-bryde-rutinerne” tankegangen er! Jeg kan sagtens sidde her og grine, men jeg er ret sikker på at jeg ville græde når jeg kom hjem efter en arbejdsdag med rullekommode! Jeg ville føle mig ydmyget.
      God weekend til jer! Nyd de gode weekendrutiner 🙂
      Kh Nana

  3. Jeg er så enig i at det er godt og meget nemmere når man har visse rutiner. Det med at arbejde i kaos kan ikke være sundt på den lange bane.
    Jeg bor jo ikke i et kaotisk hjem, men alt er ikke helt som det skal være i en midlertidig bolig. Som jeg har nævnt tidligere så savner jeg i den grad en af mine gamle rutiner som var at køre i skoven med hundene dagligt og jeg glæder mig, som et barn til juleaften, til jeg igen har en hund som jeg kan hygge mig med og som sikrer at jeg kommer ud i naturen hver eneste dag. (undskyld men jeg kan ikke sætte kommaer;)).

    1. Ih, hvor det glæder mig for jer at I skal have hund igen! Jeg har lige prøvet at lægge en kommentar ovre hos dig, men den forsvinder bare!
      Vi købte Asta hos Carina Holler i Søborg ved Gilleleje: https://www.facebook.com/kennel.sodemarken Det er mit indtryk at hun er super seriøs. Asta har det mest vidunderlige sind. Jeg har aldrig kendt en hund der i den grad elsker alle, og så er hun helt fri for allergi hvilket jo er den store udfordring med westier. Vi har haft nogle problemer med blærebetændelse, livmoderbetændelse og renlighed, men jeg har ingen mistanke om at det har med opdrætteren at gøre. Skulle jeg have en westie igen, ville jeg tjekke om Carina har hvalpe.
      Jeg har levet af at være dansklærer i mange år, men jeg går ikke op i kommaer 🙂 Jeg forsøger selv at sætte startkomma og synes grammatisk komma er noget pjat. Jeg synes du sætter fine kommaer!

      1. Tak for linket, jeg vil tage kontakt til Carina. Netop mht allergi er det godt at vide at du ikke har oplevet det med Asta. Jeg håber at få en hvalp til sommerferien, på det tidspunkt er vi kommet på plads og der vil være tid til sådan en lille fis.
        Det kan være svært at forudse alle de sygdomme en hund kan ramle ind i og det var ikke godt med Astas livmoder, jeg havde jo også set frem til at skulle have en hvalp fra dig 😉
        Jeg ser frem til at få besøg af dig og hundene på et tidspunkt.

        1. Åh, hvor ville jeg gerne have solgt en hvalp til dig! Jeg håber Carina kan levere en hvalp til jer. Jeg glemte at fortælle en anden ting ved Asta som vi sætter stor pris på. Hun ELSKER børn. I går havde vi besøg af en sød pige, og hun og Asta var uadskillelige i de timer hun var her. Det er tydeligt at Carinas børn er helt fantastisk søde ved hvalpene, og det er altså skønt at få en hund som elsker børn når man ikke selv er leveringsdygtig i små, hundeglade børn længere 🙂

  4. Jeg er også så rørende enig 🙂 Jeg arbejdede en gang som chefsekretær i Oracle – IT virksomheden – og der roste de sig også af at bryde alle rutiner, de skiftede direktører, som andre skifter skjorter, og forandring var kodeordet. Det var dødssygt. Ligesom det også er dødssygt at arbejde et sted, hvor alle rutiner er hellige, og alting skal gøres, som det altid er blevet gjort. Det gælder om at have fornuften med og skabe rutiner, der giver mening.
    Min bedste rutine er min morgensession med bloggen. Det er ikke det samme at skrive på andre tidspunkter 🙂
    Lige nu er jeg ved at gøre rent – bortset fra et lille svinkeærinde ind og kigge computer. Og det er dejligt at komme rundt i hjørnerne, flytte lidt på pynten og vaske hundepoter af køkkenskabene, så lørdagsfrokosten kan indtages i et rent køkken, og lørdagskrimien i en ren stue.
    Rigtig god weekend til jer.
    Kh, Karen

    1. Det er så sandt, Karen! Rutiner skal bare danne en god bund, så kan man sagtens eksperimentere og prøve nye ting. Men ligesom rutiner skal give mening, skal eksperimenterne også gerne give mening. Forandring for forandringens skyld blive man bare træt af.
      Det er sjovt at du blogger om morgenen. Det gør jeg faktisk på helt forskellige tidspunkter. – Og af og til prøver jeg endda et nyt plugin 🙂
      Jeg ser for mig at I sidder i jeres rene stue, måske er I i køkkenet, i gang med aftensmaden. Og det ser hyggeligt ud 🙂
      God weekend til jer!
      Kh Nana

  5. Mennesker er så klogt indrettet at vi ser nye ting med én slags øjne og det vi kender med nogle andre. Det nye tager vi ind med alle sanser og med langt større evne til at tænke og agerer i situationen. Det vi kender gør vi som vi plejer og ser ikke rigtigt. Det er derfor man bliver “hjemmeblind” eller vender sig til gøre ting på en bestemt måde. Det geniale er at rutinerne ikke kræver nær så mange kræfter af en og derfor kan man jo godt opleve at få mange flere kræfter til noget andet. Når det er blevet moderne at alt ting skal “disruptes” hele tiden er det fordi man virkelig kan se ting på nye måder når man gør det og det forventes at nye ideer vil dukke op. Desuden holder det vores hjerner i skarpe og i gang. Problemet er bare at ingen har kræfter til uendelige forandringer og derfor bliver vi bare trætte og stressede når alt ting hele tiden skal laves om.

    Jeg har mange ting jeg holder som rutiner, netop for at kunne have kræfter til at føle og handle anderledes i andre situationer og forstår til fulde at du er glad for dine rutiner. Dem må man da virkelig have brug for efter alt det flytteri!

    Hav en skøn weekend

    1. Ja, disruption kan være fint i mindre doser, og jeg er slet ikke bange for forandring, men, som du skriver: Man bliver træt hvis alting skal forandres hele tiden. I øvrigt er det min erfaring at livet selv leverer disruptions i rigelige mængder. Lige nu nyder jeg intenst at jeg ikke skal lede efter en dåse flåede tomater når jeg skal bruge den, men bare tager den fra rette hylde 🙂
      Jeg ønsker dig en dejlig søndag, Marina!
      Kh Nana

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.