Ravnegård blomster på vej

ravnegård blomster

Hvis du læser med her på min blog, ved du at vi har planer om at dyrke snitblomster på et stykke af vores mark til foråret. Vi har endda planer om at dyrke så mange blomster at vi kan sælge af dem. Jeg er lige dele fuld af forventning og af nervøsitet. Forventning fordi jeg elsker blomster, og jeg elsker overflod, og tanken om at jeg til sommer kan plukke ligeså mange buketter jeg har lyst til i egen mark er helt fortryllende. Nervøsitet fordi jeg tænker at alt kan gå galt, og måske kommer der kun to morgenfruer ud af alle vores anstrengelser. Måske viser det sig – ligesom med Drømmegaven – at hverken mine evner eller kræfter rækker.

ravnegård blomster

I tilfælde af at vi rent faktisk lykkes med at dyrke blomster i ret store mængder, står vi jo pludselig og skal sælge dem. Det bliver fra en beskeden bod. Der bliver ikke tale om en egentlig butik, men selv en bod kræver jo at nogen ved at den findes. Derfor – og fordi jeg har lyst til at fortælle om vejen henimod blomstermarken – har jeg lavet en Facebookside der hedder Ravnegård blomster. Jeg har også oprettet endnu en Instagramprofil. En profil som udelukkende skal vise billeder fra vores blomstereventyr.

willestrup

Du er meget velkommen til at følge Ravnegård blomster. Både på Facebook og på Instagram [jeg har fjernet linksene, for jeg har lukket de 2 sider. Du kan evt. læse mere her]. Du behøver ikke bo i nærheden og være mulig blomsteraftager. Måske kan du bare lide at se blomsterbilleder, eller måske synes du at det er sjovt at følge lidt tættere med i blomsterdyrkningen, end du kan gøre her på bloggen.

roser

For her på bloggen vil jeg stadig skrive om lidt af hvert. Mest om det der gør mig glad. Så der bliver noget om blomsterne, men der bliver forhåbentlig også andre glæder at skrive om.

8 meninger om “Ravnegård blomster på vej”

  1. Det er spændende, måske skal det være udflugtmål fra jylland til blomsterland. Jeg ønsker jer alt mulig lykke med projektet. hygge herfra

  2. Kære Nana
    Jeg krydser fingre for dit projekt og ønsker jer alt det bedste og jeg glæder mig til at følge med på instagram 🙂
    Som ung var jeg gartner i 14 år og i de 10 af dem arbejdede jeg udendørs året rundt, godt nok ikke som blomsterbonde, men med alt muligt gartnerarbejde inklusiv markarbejde. Jeg vidste ikke noget værre end hvis udenforstående på en skøn solskinsdag sagde “du går nok rigtig og hygger dig” for det er benhårdt at arbejde med jord, lugning, opbinding, høst og alt hvad der ligger derimellem i sol, regn og slud.
    Jeg tror, at du godt ved at det ikke bare er romantik og store farvestrålende blomsterbuketter og jeg tror at I får det sjovt! Held og Lykke :o)

    1. Tak, Lisbeth!
      Det du fortæller minder meget om visse folks kommentarer når man lever af at undervise: “Nå, så du arbejder kun 17 timer om ugen!” (Nej, jeg arbejder 45-50 timer om ugen, og jeg underviser 17 timer om ugen). “Du har jo ferie hele tiden!” (Nej. Det er nærmest umuligt at holde fx efterårs- eller vinterferie med familen, for der ligger typisk 60 stile der skal kommenteres og to nye undervisningsforløb der skal forberedes + det løse).
      Som du også skriver, ved jeg lidt om hvor hårdt det er at arbejde med planter, men jeg har jo slet ikke din erfaring, og jeg har ingen erfaring med markarbejde. Derfor er jeg også noget usikker på projektet. Men jeg tænker at det jo ikke kan gå værre end at vi opgiver midt i det hele 🙂 Jeg tænker også at vi skal have fat i en mand med en traktor (sådan en kender vi heldigvis), og Søren skal en del på banen (og det vil han heldigvis gerne). Og så håber jeg at du får ret i at det (også) bliver sjovt 🙂

      1. Næ udenforstående ser som regel kun det de vil se 🙂 Jeg tror at det bliver sjovt for jer – netop fordi I ikke har krav om en stor indkomst af udbyttet og I går til det med krum hals hvor I ser hvordan det går.
        I formiddags så jeg ellers for mig hvordan du kørte rundt på en gammel traktor :o)

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.