Rækkefølge

rækkefølge

Vi har lavet om på meget siden vi overtog Ravnegård. Langt det meste har været indendørs, og vi kan mærke at alt det derude begynder at trække i os. Vel kunne badeværelset trænge til en make-over, men vi har mere lyst til at sætte hegn i haven, så græs på den gamle mødding, anlægge krydderurtebed på gårdspladsen og hønsegård samme sted (vi savner at have vores høns lige uden for hoveddøren), grave georginebed, anlægge blomstermark og meget, meget mere.

Nu er det store spørgsmål i hvilken rækkefølge tingene skal foregå. Det hele kan ikke ske på én gang. Det har vi ikke penge til, og vi kan heller ikke overskue det.

blomstermark
Det er et stykke af denne græsmark vi planlægger at omdanne til blomstermark

Men hvor skal vi begynde? Det er svært at vælge. Hver gang vi synes at vi har et godt startpunkt, kommer vi alligevel i tvivl. Har vi overhovedet råd? Vil vi virkelig have hegn omkring køkkenhaven? Er det nu vi skal ansøge om at få lov til at grave ud til en sø? Skal vi først plante læbælte mod nord eller mod øst? Og så videre, og så videre …

Det er luksusovervejelser. Vi elsker at bo på Ravnegård, vi er nået langt med hovedhuset, og vi er fulde af gå-på-mod i forhold de ydre rammer.

rækkefølge
Til højre i billedet er den gamle mødding. Her skal vi så græs, måske plante et par frugttræer og forhåbentlig have nogle højbede med spiselige afgrøder.

Rækkefølgen er måske slet ikke så vigtig. Det gælder nok bare om at tage fat et eller andet sted og så se hvor det fører hen. I dag, lige i dette øjeblik, i hvert fald, er vi næsten sikre på at vi vil begynde med at anlægge blomstermarken og med at forvandle mudderpølen på den gamle mødding til en græsplæne … og så giver resten forhåbentlig sig selv henad vejen …


12 meninger om “Rækkefølge”

  1. Jeg sidder her og tænker, at det er for tidligt at gå i gang med haven endnu, så der er et par måneder endnu, hvor I kan planlægge og spare op. Græsset er vel vigtigt, men det er nok også vigtigt med hegn udenom køkkenhaven, i hvert fald hvis I har rådyr i omegnen.
    Held og lykke med planerne
    Kh Lisbeth

    1. Ja, nu må vi se om vi kan nå at spare mere op før det går løs derude. Hegn er faktisk ret dyrt, så det bliver nok sparet væk i første omgang 🙂
      Kh Nana

  2. Når solen kommer kan jeg godt forstå alt det ude trækker, og badeværelse ja så er der også noget at lave til vinter. I er jo ikke dem der sidder stille virker som i altid er igang flittige
    Ha en dejlig dag i solskinnet.

    1. Ja, jeg kan bedst lide at være i gang med noget 🙂
      Det lyder dejligt med solskin! Det har vi ikke noget af her, men jeg håber at solen dukker op senere. God solskinsdag til dig, Jonna!

  3. Det må være så dejligt at have muligheden for at forme sine omgivelser, som I har! Jeg glæder mig til at se en blomstermark – og hvad I ellers finder på 🙂

    1. Vi vil prøve at få det bedste ud af det, men vi ville nu hellere have overtaget en gammel, velholdt præstegårdshave med staudebed og nøddehegn, frugttræer og flagstang 🙂

  4. Planer og drømme er noget at det skønneste. Det bliver straks lidt anderledes, når man skal til at prioritere det praktiske. Nu da du har fået titel af blomsterbonde, så er det måske det, der har førsteprioritet – jeg er spændt på, hvad I vælger.
    God fornøjelse.
    Kh Lisbeth

    1. Ja, blomsterbonderiet trækker da i mig, og jeg tænker at såning, udplantning, vanding, opbinding og forhåbentlig blomsterplukning kommer til at fylde en del 🙂
      Kh Nana

  5. Jeg ville først ansøge om anlægning af en sø, hvis den kunne få betydning for de andre ting, jeg vil have på jorden. Der er mange love og restriktioner, der kan afgøre det endelige udfald, så det samlede billede kunne ende med at blive et andet, end jeg havde forestillet mig.
    Held og lykke med projekterne.

    1. Tak, Elsebeth! Ja, jeg tror heller ikke vi orker sø-ansøgning lige nu, selv om jeg faktisk tror at søer har en ret høj status hos de fleste kommuner for tiden 🙂

  6. Dejligt med masser af planer.
    Personligt synes jeg, at det er vigtigt at få lavet rammer, det vil sige hegn, læbælte og ikke mindst plante træer og andre ting, som er lidt længe om at blive etableret. Når man har rammerne kan man fylde dem ud senere.
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    1. Det er kloge ord, Lene! Og jeg vil huske mig selv på dem undervejs, for jeg kan godt være slem til at starte med nogle små “pynteting” og glemme det store billede.
      Mange hilsner fra Nana

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar ses først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.