Hvor kan man aflevere en brugt Ménières sygdom?

Det er i disse dage 6 år siden jeg oplevede mit første Ménièreanfald. Siden har jeg haft mange. I de første par år flere om ugen. Og for tiden igen en del. I dag fik jeg et anfald på torvet i Næstved. Det var relativt mildt, så jeg kunne selv kravle hen til en bænk og endda ringe til min mand. Han forlod sit arbejde for at komme og hente mig. Så dejligt! Og nu, fire timer, en søsygepille og en lur senere, er verden holdt op med at snurre rundt.

ménières syndrom

Nå, men jeg gider egentlig ikke have Ménières sygdom længere, og jeg vil gerne aflevere den. Ikke til genbrug! Den skal bare et sted hen hvor der bliver gjort endeligt kål på den. Men hvor er det lige man afleverer en godt brugt Ménières sygdom?

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gavmildhed

Når man bor på landet, kan det være svært at gå tur med sine hunde. Her er ingen parker, inden hundeskove, ingen fortove eller stier. Blot en landevej. Vores vej er heldigvis ikke vældig trafikeret, men det er ikke nogen udpræget fornøjelse at gå i vejkanten med tre hunde i snore der konstant filtrer sig ind i hinanden. Derfor kører vi ofte i hundeskoven og til stranden hvor hundene kan løbe frit, og hvor vi kan nyde turen. Men af og til er det altså rart at kunne gå i sit eget nærområde. Og så er det at vi traver ud ad landevejen med hundene fordelt imellem os. Jeg kan også gå turen alene med de tre hunde i tre snore, men kun på dage hvor jeg har et vist overskud.

påskeliljer

Forleden var vi begge afsted på landevejstur, og vi passerede – som ofte før – en lille gård der ligger tæt på vores hjem. Omkring gården løber nogle brede græsstier. For første gang så vi ejerne som var ude på deres gårdsplads. Jeg gik ind til dem og spurgte om vi må gå på deres stier. De sagde ja. De var super søde, imødekommende, smilende, og de fortalte endda hvordan man kan gå den bedste tur rundt i deres område. Vi blev så glade.

gavmildhed

Tænk at møde sådan en gavmildhed hos fremmede mennesker man aldrig har mødt før. De har simpelt hen gjort vores liv lettere og bedre. Vi gik straks en tur ad de skønne, kønne stier. Hundene var selvfølgelig stadig i snor, for der er masser af vildt i området (og det er skægt at løbe efter vildt når man er en hund), men her var ingen biler, og absolut ingen fare for at der skulle dukke en bil op. En helt anden, afslappende måde at gå tur på. Jeg havde ikke kamera med, men jeg vil tage nogle billeder i nærmeste fremtid, så jeg kan vise dig nogle af de kønne syn man møder når man spadserer på vores gavmilde genboers markstier.

I dag er der i stedet billeder af en stor buket påskeliljer som pynter herhjemme. Den er der nu også noget gavmildhed over.

P.S.: Har du set at Mit landliv er kommet på Pinterest?

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Om at nyde det gode

Natten til lørdag vågnede jeg af noget der lignede et Ménièreanfald. Det holdt hurtigt op, men jeg blev mindet om hvor modbydeligt det er at have sådan et anfald, og jeg blev mindet om hvor vigtigt det er at skønne på de gode tider. Så selv om jeg var træt, huskede jeg at nyde at solen skinnede fra en sart babyblå martshimmel.

bloomon.uge11

Og jeg nød at jeg kunne gå i køkkenhaven og ordne en smule. Det blev kun til at rydde op i jordbærbedet. Men lidt har også ret.

jordbærbed

Om eftermiddagen kørte vi til Nordsjælland og besøgte gode venner der for nylig er flyttet ind i et hus som ligger så fint ud til åbne marker. Vi gik tur i den sene eftermiddagssol. Det var godt at besøge dem og at se deres nye sted.

det gode

I nat har været uden svimmelhed. Jeg håber den holder sig væk. Og igen i dag vil jeg huske at sætte pris på alt det gode der fylder mit liv. Må din dag blive fuld af gode ting!

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Liv i køkkenhaven

I de uger hvor vi troede vi havde solgt gården, kom jeg næsten ikke i køkkenhaven. Det var nemlig ikke så rart at blive mindet om alt det arbejde jeg udførte i efteråret og alle de drømme jeg ikke kunne få opfyldt i den kommende havesæson. Men nu kommer jeg der dagligt. Jeg arbejder i køkkenhaven, og jeg drømmer om hvordan den – måske – kommer til at se ud til sommer.

køkkenhaven

Jeg har genoptaget kørsel af jord og hestemøg til højbedene, og snart skal jeg gøre klar til at så lathyrus og solsikker. I forgårs såede jeg glatbladet persille, i går bestilte jeg læggekartofler, og i dag har jeg sat løg.

Jeg har høstet porrer og timian hele vinteren, og nu kan vi også klippe frisk purløg der smager af forår.

purløg

Og se: Ærtespirer. Det er de ærter jeg såede i vinters. Nu er det spændende om vi kan spise ærter i maj som posen lover.

ærtespire

Imellem hvidløgene (som er blevet lidt gule i toppen. Jeg håber ikke det betyder noget?) har jeg forsøgt mig med at vinterså gulerødder, og nogle bittesmå spirer har vist sig. De er for små til at jeg kan fotografere dem, men de ER der, og jeg er meget tilfreds.

hvidløgstoppe

Rabarberne, som jeg flyttede i efteråret, er på vej op, og jeg er glad for at se at de – eller i hvert fald nogle af dem – har overlevet flytningen. Rabarber er for mig nærmest symbolet på forsommer, og jeg kunne elske dem alene af den grund. At de så også smager godt og er smukke at se på, gør dem bare endnu mere elskelige.

rabarberskud

Der er knopper og liv i de fleste af bærbuskene. De har ellers levet en meget omskiftelig tilværelse. Jeg har flyttet dem ad flere omgange, af flere grunde. Da jeg første gang havde plantet alle buskene og efterfølgende måtte flytte dem, var det fordi vi opdagede at jorden i området ikke egnede sig til dyrkning. Meget mere om det en anden dag.

Anden gang jeg flyttede buskene, og altså tredje gang jeg plantede dem, var det fordi de var kommet til at stå absurd skævt. Jeg er ekstremt dårlig til at få noget til at stå på en lige linje. Det kunne jeg godt før i tiden, men siden jeg fik ødelagt balancenerven på den ene side, er jeg helt umulig til det. Da kastanjehegnet blev sat op, blev det tydeligt hvor skævt frugtbuskene stod. Nogle af dem kom faktisk til stå uden for hegnet. Så der var ingen vej uden om at flytte dem igen. Stakkels bærbuske. Alligevel er der liv i dem. Det er helt rørende.

bærbuske

Du har måske allerede set vores køkkenhavevideo. Den ligger på YouTube og er optaget sidst i januar. Engang, når der er mere liv og frodighed i køkkenhaven, vil vi lave endnu en video derude fra.

 

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Det er snart påske

Det er snart påske, og jeg elsker at påskepynte. Jeg har bestemt at det slet ikke er for tidligt at begynde, og hver dag dukker der lidt mere påskepynt op herhjemme.

påske

Filtfuglene købte jeg sidste år (jeg har glemt hvor), og jeg forærede også nogle til en veninde som, da hun pakkede dem ud, udbrød noget i retning af “Næh, sikke nogle fine … fisk … er det påskefisk?”. Indtil da syntes jeg at de lignede fugle, men siden kan jeg godt se at der er noget fisk over dem. Men hvad enten de er påskefisk eller påskefugle, er de ret charmerende, synes jeg.

påskepynt

Billedet af æggene på pilegrene er nogle dage gammelt. Vasen står på trappen og er altså umiddelbart tilgængelig for en lille hund. Siden jeg tog billedet, er gæslingerne sprunget ud, og Asta har tygget dem af grenene. Asta er den mest vilde, uopdragelige hund jeg nogensinde har kendt, men hun er også fantastisk sød og kærlig, så det er umuligt for mig for alvor at blive træt af hende eller vred på hende.

pilegrene

De fine æg købte jeg hos Lisbeth Dahl i Købmagergade for nogle år siden da jeg arbejde derinde, midt i København.

paaskeæg

Og så slutter vi lige med en påskefisk i nærbillede …:

påskefisk

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Forårsweekendglæder

I denne weekend har det været forår her hos os, og der har været mange forårsweekendglæder. Blandt andet vintergækker på sofabordet:

vintergækker

Søndag var vi en tur til kunstmuseet Fuglsang. Jeg bliver køresyg af at gå på kunstudstilling. Det må være noget med måden jeg bruger øjnene på; jeg er meget afhængig af mit syn når jeg skal holde balancen. Nå, ja, det er jo ikke en glæde. Jeg blev faktisk rigtigt ked af det da jeg måtte gå udenfor og sunde mig. Men så blev jeg glad igen, for hvor er der smukt omkring museet. Se fx bare denne sti som jeg lige fangede med mobilens kamera:

fuglsang kunstmuseum

De mange forårsløg jeg lagde i frugthaven sidste efterår myldrer op i plænen:

forårsløgspirer

Hyacinterne som længe har stået i krukkerne på terrassen (de bliver puttet under spejdertæpper når der er nattefrost), er ved at åbne sig …

hyacinter

… og mens vi sad på terrassen og nød synet af hyacinterne, drak vi te og spiste Karens cookies. Jeg havde altså bagt dem, men det er Karens opskrift.

Terrassen er i øvrigt en ting jeg vil vende tilbage til. For den skal skiftes ud, og det er der flere gode grunde til. Mere om den en anden dag.

forårsweekendglæder

Og sidst, men ikke mindst, har jeg hele weekenden glædet mig inderligt over at vi skal blive boende her på Vadekærgård. Jeg skal følge det store, smukke egetræ, som står i hegnet mod syd, hele sommeren, gennem efteråret og se det uden blade igen til næste vinter. Jeg elsker det træ. Og jeg elsker min gård.

egetræ i marts

Der har allerede været mange forårsweekendglæder, og måske kommer der flere i den nærmeste tid. Det håber jeg.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Vadekærgård er ikke til salg længere

Dette indlæg kræver ligesom en indledning i form af en lille parallelhistorie. Den kommer her:

Den brune lædersofa

Da vi flyttede ind her på gården, stillede vi midlertidigt min gamle, brune lædersofa i køkkenet. Da stuerne var malet og klar til at modtage møbler, syntes vi ikke der var plads til den. Den passer i øvrigt ikke særligt godt ind i vores indretning. Jeg bestemte mig for at skille mig af med den og satte den til salg for 300 kr. i Den blå avis. Den første køber der meldte sig, ville høre om vi ikke lige kunne transportere sofaen til Lolland. Det kunne vi ikke. Den næste ville give 150 kr. for sofaen. Det syntes jeg var i underkanten. Vi blev enige om at flytte sofaen over i en af udlængerne til den rigtige køber meldte sig. Min mand og min søn tog fat i sofaen og begyndte at bære den. De blev trætte i armene og satte den fra sig. Lige midt i den ene stue. Og så kunne vi se at sofaen havde fundet sin plads. Den skulle stå lige dér. Og den skulle i hvert fald slet ikke sælges. Lige siden bliver jeg helt varm om hjertet hver gang jeg ser på min gamle lædersofa. Jeg forstår slet ikke at jeg ville sælge den, og jeg er så glad for at der ikke kom en køber der bare lagde de 300 kr., for så ville den bo et helt andet sted nu.

lædersofa
Foto: Esoft
Den gule gård.

Og nu til hovedhistorien. Da vi satte gården til salg, meldte der sig meget hurtigt nogle købere. De var seriøse, de var hurtige og efter at diverse formaliteter var på plads, skrev vi alle under på en købsaftale. Vi havde faktisk solgt gården. Men når man handler hus, er der en masse forbehold, og der er fortrydelsesret og hvad ved jeg, og tingene trak ud. Handelen endte med at gå i vasken.

ikke til salg!

Her ville det almindelige jo være at man forsøgte at stable en handel på benene igen. Enten med samme køber eller med en anden. Men mens alt dette stod på, blev vi klar over hvor glade vi er for gården. Også selv om den ikke er perfekt. Selv om der ikke står en fiks og færdig have, og selv om der er langt flere udlænger end vi har brug for. Selv om vi af og til må have hjælp af en anlægsgartner eller en hegnsmand. Ja, selv om vi ikke kan klare alting selv. Gården byder nemlig på så meget andet. Og så bestemte vi at vi slet ikke vil sælge. Vi opsagde formidlingsaftalen med ejendomsmægleren. Og nu starter Vadekærgård version 2.0 som min mand siger.

vadekærgaard

Ja, sådan kan det gå med både lædersofaer og gårde. Man tror at man ikke har plads til dem i sit liv, men når tilfældet vil at de ikke er så lette at slippe af med, kan man mærke at man slet ikke kan undvære dem.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Drømmegaven er heldigvis fortid

Jeg er netop faldet over nogle fotos som stammer fra min tid som webshopejer, og jeg sidder og varmer ved at den tid er ovre. Det er snart to år siden jeg lukkede Drømmegaven. I Drømmegaven solgte jeg dimser som en god veninde kalder den slags. Det var keramik, stentøj, stearinlys, vaser, viskestykker, vattæpper. Alt sådan noget. Dengang fulgte du måske min tidligere blog – som også hed Drømmegaven – og så kan du nok huske udvalget. Ellers kan du få et indtryk ved at se billederne her på siden, for de stammer alle fra butikkens varekatalog.

drømmegaven

Det var en gammel drøm at have butik, og da jeg pga. sygdom kun kunne passe mit undervisningsjob få timer om ugen, ville jeg forsøge mig som webshopejer. Jeg tænkte at sådan en webshop kan man passe hjemmefra, og at det måske på sigt ville være en mere skånsom deltidsbeskæftigelse end lektorjobbet. Det viste sig ret hurtigt at jeg ikke var god til at have en butik, og efter et par år lukkede jeg Drømmegaven. Det skulle jeg nok have gjort lidt tidligere, men jeg havde ligesom ikke overblik til at stoppe. Butikken endte med at have været en dyr hobby.

tove jonsen urtepotter

Jeg er fuld af beundring for dem der får en forretning ud af en webshop. Jeg kunne ikke. Og når nogen af og til siger at jeg var god til det med butikken, må jeg sige at det var jeg virkelig ikke. Den side af butikken jeg kunne lide – og som jeg mestrede – var formidlingsdelen. Jeg kan godt lide at formidle. Det er også det jeg har levet af i mange år som gymnasielærer. Jeg kunne godt lide at tage billeder og at beskrive varerne, og jeg slap vist også meget godt fra det. Men det der med at købe og sælge, det duer jeg ikke til.

mynte stentøj

Det var en stor lettelse, og jeg kan sige at jeg skal aldrig igen have en butik. Jeg vil hellere have en blog!

ib laursen vattæpper

Gem

Gem

Gem

Gem

Hverdagsmotiver

Forleden skrev jeg om hvordan jeg laver et blogindlæg. Indlæggene tager, som jeg nævnte, almindeligvis udgangspunkt i en hverdagsoplevelse eller en tanke der gerne vil formuleres. Men de kan også være inspireret af et billede. Jeg ser ofte motiver i hverdagen, og nogle gange fanger jeg dem med kameraet. Af og til bliver et billede – eller en serie af billeder – til et blogindlæg. Som nu.

Et tilbagevendende motiv herhjemme er de smukke buketter fra Bloomon.

bloomon.uge 10

I dag har jeg eksperimenteret med at tage billeder på en gråvejrsdag uden meget lys i luften. Billederne skulle egentlig ikke vises frem, men her kommer alligevel et par af dem. Der ligger nemlig nogle små historier gemt i billederne.

Herunder er et billede der motivisk har nogle gode ting i sig, men også et par forstyrrende elementer, bl.a. en collienumse nederst til venstre. Det billede fortæller historien om hvordan jeg er omgivet af mine dyr.

bloomon uge 10

På det næste billede skimter man tallerkenrækken som jeg købte da vi flyttede ind her på gården. Jeg købte den på Internettet, og jeg var ikke opmærksom på at tallerkenerne ikke kan stå fast i den. De rasler ud, bare man strejfer dem. Spørg lige om jeg er træt af den tallerkenrække!

tallerkenrække

Herunder har trappen der fører op i vores walk-in-køkkenskab, sneget sig med i billedet. Sådan et walk-in-skab i køkkenet er der vist ikke ret mange der har. Jeg er indstillet på at der ikke nødvendigvis følger sådan en luksus med vores næste hus. Men jeg er godt nok glad for det. Tænk at have et helt rum med hylder fulde af porcelæn, keramik, stentøj …

hverdagsmotiver

Der gemte sig faktisk adskillige små historier i nogle billeder jeg egentlig bare tog for at øve mig.

Jeg fotograferede også et motiv med gult. Det kan du se på Instagram hvis du har lyst. Det er sjovt som motiver ofte opstår af sig selv. Sådan var det med det gule motiv. Det var der bare. Det billede kunne der måske også være blevet en historie og et blogindlæg ud af. Men nu lever det i stedet sit eget liv på Instagram.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Tid og stilhed

Ingrid Tunheims blog som jeg har lært at kende for nylig, og som jeg følger med fornøjelse, så jeg i dag et citat der handler om at tid og stilhed er den største luksus nu om dage. Det er der vist noget om. Vi har meget, men vi mangler ofte tid og stilhed. Begge dele er blevet noget man skal søge. Ingen af delene er der af sig selv som jeg forestiller mig at de har været før, i hvert fald i perioder.

stilhed

Som yngre havde jeg ikke det store behov for hverken mere tid eller stilhed. Jeg kunne af og til have svært ved at fylde tiden ud, og jeg tænkte ikke over om der var stille omkring mig eller ej.

westie med vind i haaret

Siden fik jeg meget at gøre og oplevede i mange år at tiden ikke slog til. Jeg styrtede altid rundt og var i gang med flere ting. Jeg nåede meget, men jeg følte mig ofte presset og havde svært ved at slappe af. Da jeg holdt op med at arbejde, fik jeg tid. Det var ikke frivilligt at jeg holdt op med at arbejde. Jeg gjorde det fordi jeg var tvunget til det pga. min sygdom. Men da jeg pludselig ikke havde et job, gik det op for mig hvor meget jeg havde savnet at have tid. Det er vidunderligt at have tid. Jeg nyder min tid, og jeg er virkelig taknemmelig for at have noget så dyrebart som tid.

westie paa stranden

Så er der det med stilheden. Den har jeg også fået større behov for med alderen, og den er svær at finde. Vi leder – som du måske allerede ved – efter et nyt sted at bo. Vi er enige om at det allervigtigste er at der skal være stille. Ingen større veje, ingen togskinner, ingen industri, ingen vindmøller. Men det virker nærmest umuligt at finde sådan et sted. Hver gang vi tror vi har fundet et stille område, opdager vi noget der larmer.

ulvshale strand

I dag har vi gået tur på Ulvshale Strand på Møn i et naturskønt område. Der var stille. Der var skønt. Der er ikke ret meget trafik, og man skulle tro at vi havde fundet et stille sted. Men på vejen til og fra stranden, så vi flere store vindmøller. Vi stod ud af bilen for at tjekke om de støjede. Og det gjorde de. Jeg har aldrig før hørt vindmøller. I dag lød de som et fly der er ved at lette. Vi skal ikke bo tæt på en vindmølle. Vi leder videre efter stille områder. Og imens vi leder, glæder jeg mig over at jeg har tid. Og så øver jeg mig i at leve med en smule støj. For ellers bliver det meget svært at finde et hjem.

strand

Billederne er alle fra dagens tur på Ulvshale Strand. Det var en dejlig tur. Glade hunde på stranden er og bliver noget af det bedste jeg ved.

glade hunde

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem