Opmærksomhed på indholdet

indholdet

Indhold og form

Jeg har tænkt en del over hvorfor jeg er så ked af den nye editor som jeg fortalte om lige da jeg havde opdateret til en ny version af WordPress.

Det har at gøre med at den slører mit fokus på indholdet i det jeg skriver, og til gengæld får mig til at fokusere på formen. Altså på selve opsætningen af siden. Hvor skal billederne være, skal jeg lave en smart knap der blinker i stedet for almindelige tekstlinks, osv.

Formidling

Jeg er i den forbindelse kommet i tanker om en oplevelse jeg havde for en del år siden. Dengang alle brugte PowerPointpræsentationer hele tiden. Jeg har aldrig brudt mig om PowerPoint. Jeg er med på at man kan lave mange sjove ting i det, men så vidt jeg kan se, tager de meget ofte bare opmærksomheden fra det man gerne vil formidle. Jeg har overværet så mange oplæg hvor oplægsholderen stod med ryggen til publikum og læste op af PowerPointslides med sjove effekter. I mørke. Bagefter har jeg ikke anet hvad der blev fremlagt, men blot været glad for at slippe ud i lyset igen.

Den gode formidler

En dag, midt i Powerpointens storhedstid, var jeg til et møde hvor oplægsholderen var en lille kvinde, klædt i musegråt. Hun havde ingen computer med, hun tændte ikke for projektoren. Hun bad os tilhørere om at sætte os i en rundkreds som hun selv var en del af. Så sad hun der og fortalte i en time eller halvanden. Uden noget som helst til at understøtte det hun sagde. Alle lyttede. Jeg blev klogere. Det var så simpelt og så fantastisk. Den kvinde kunne noget med at fange lytternes opmærksomhed. Og opmærksomheden blev på indholdet.

Kvinden står for mig som idealet af en god formidler. En der formidler sit stof, så stoffet spiller hovedrollen.

Jeg har altid interesseret mig for formidling – og i mange år levet af at formidle. Og det har altid været mit mål at formidle så skarpt som muligt. Med fokus på stoffet. Og det gør jeg bare bedst når der ikke er for meget der lokker mig på afveje (for det er da sjovt at lave en knap i fine farver, i stedet for blot at lave en næsten usynligt link i teksten).

Det er med formidling som med rammen om et maleri. Rammen skal understrege billedet, men må ikke tiltrække sig hele opmærksomheden.

På det eksistentielle plan

Grundlæggende synes jeg at jeg er ret god til at holde fokus på indholdet når jeg skriver (selv om den nye editor er en udfordring), men på et mere eksistentielt plan er jeg ikke altid så god til at give indholdet den første og største opmærksomhed. Jeg skal ofte liiige først renovere et køkken, gøre huset rent, anlægge en køkkenhave, bygge en hønsegård – og så skal jeg invitere gæster eller tage min mand med på restaurant. Jeg tager mig ofte i at bruge for megen tid på rammen, for så at være så træt at der ikke er overskud til så meget indhold som jeg kunne ønske.

Nytårsforsæt

Mit nytårsforsæt for 2019 må være at jeg husker at gæsterne er vigtigere, end renoveringen, at man godt kan gå i biografen uden først at have klaret en hovedrengøring af huset, og at en lang tur på stranden er så vigtig at den bør komme før vasketøjet.

Hvis jeg kan efterleve mit forsæt, tror jeg endda at en højere grad af rettidig omhu i forhold til indholdet vil give mere energi til alt det der danner ramme. Og rammen er vigtig. Den skal bare ikke tage al opmærksomheden. Det var det hun vidste, kvinden uden PowerPoint der bad os sætte os i en rundkreds og bare lytte.

køkkenhave

Og billederne? De er fra min køkkenhave på Vadekærgård. Kastanjehegnet er et eksempel på en ramme der fremhæver indholdet på smukkesete vis, synes jeg. Og køkkenhaven der hviler under en dyne af sne bliver næsten et symbol på at en ny begyndelse ligger lige om hjørnet hvilket jo passer godt sammen med et nytårsforsæt.


16 meninger om “Opmærksomhed på indholdet”

  1. Jeg har været til foredrag om bl.a. Asger Jorn, der er en af nationens helt store malere. Det var Lars Morell, der holdt foredragene. Han viste ikke et eneste billede, og vi sad som tryllebundet. Tænk, at kunne holde et foredrag på 2 timer om malerier uden at vise et eneste.
    Nu er blogmediet jo noget andet, og personligt kan jeg bedst lide, at der er billeder til indlæggene, men du har 101% ret i, at man skal holde fokus og ikke blot lave et sjovt layout eller bruge 22 skrifttyper, blot fordi man kan.
    Og vigtigt at have fokus på gæsterne frem for støv i krogene og de nyeste trends Det kan de fleste af os nok skrive os bag øret. Det er en god påmindelse 🙂
    Kh Lisbeth

    1. Jamen, det er vildt fascinerende når nogen er så dygtige formidlere! Jeg elsker det.
      Jeg synes bestemt også at billeder hører til på en blog. Jeg tænker faktisk på dem som en del af indholdet. (Og jeg er rasende over at jeg ikke kan få billedteksterne til at virke i den-dér Gutenberg editor!) Gode billeder er jo netop med til at bevare fokus på stoffet. – Mens de 22 skrifttyper blot forvirrer.
      Ja, øvelsen med at lade støvet ligge er god at huske, for ellers går al tiden bare med at støve af 🙂
      God sidste weekend i 2018 til jer!
      Kh Nana

  2. Vi har også været til et foredrag af den slags. En historiefortæller, der holdt os tryllebundne i to timer, mens hun stod der og fortalte. Ingen billeder, ingen oplæsning. Hun fortalte bare. Det var fantastisk. Men det kræver også en, der virkelig kan det der. Ellers kunne det have været rystende kedeligt.
    Jeg synes, det er et stort plus de steder, hvor powerpointeren kan se sin præsentation på en skærm foran sig, så de ikke står der om mumler med ryggen til. Det er dårlig stil. Og det er dårlig stil at lave en powerpoint med megen tekst, som de så læser op. Et par billeder, et par tal, nogle grafer – det skal bare understøtte beretningen.
    På bloggen skal der bare være billeder. Ikke hundrede billeder af blomster taget tæt på, men lige nok til at understrege – eller forklare – indholdet. Og så må et blogindlæg også gerne have en god historie – hvis man da lige kan finde på en den dag (og det kan man nok godt 🙂 )
    Dit nytårsforsæt er rigtig godt – pyt med nullermænd, når man har en god bog, der skal læses færdig.
    Godt nytår til jer ravneunger på gården 🙂

    Kh, Karen

    1. Ja, billeder på bloggen understreger eller forklarer indholdet, og så skaber de også stemning, synes jeg. Og gode historier kan man ikke få for mange af. Jeg tænker at mennesket altid har haft brug for at fortælle historier (hulemalerier, fx), og at vi også bevidst eller ubevidst fortæller vores egen historie.

      I går, da jeg stod og skrællede grøntsager til aftensmaden, ringede jeg til et par venner og spurgte om jeg skulle skrælle ekstra gulerødder, så der også kunne blive suppe til dem. De blev glade, de kom, vi spiste sammen, og vi havde hverken købt ekstra ind eller gjort rent. Det var sådan en god følelse, og jeg har det godt med allerede er begyndt at efterleve mit nytårsforsæt 🙂

      Tak, Karen – og godt nytår til jer!

      Kh Nana

  3. Det lyder da som et fornuftigt forsæt. Billeder er lige så nødvendige som godt indhold i min verden – men jeg er også visuel anlagt 🙂 Hegnet er så smukt… jeg leder stadig efter et sted at sætte det op i min have.

    1. Jamen, jeg synes da at billeder ER indhold 🙂

      Sådan et kastanjehegn kan jo bare stå på et lille stykke uden for alvor at hegne noget ind. Det skal du nok finde plads til 🙂

  4. Jeg har vidst ikke det problem, jeg fokuserer på billederne og sætter en masse ind (for mange sikkert). Jeg forsøger at finde på en tekst, men prøver ikke at gøre det smart i layoutet. For mig er billederne helt sikkert vigtigst, men på andres blogge må jeg indrømme, at jeg fokuserer mest på teksten.
    Kh Lisbeth

    1. Du har jo heller ikke den nye WP-editor 🙂

      Jeg tænker egentlig ikke så meget over om hovedvægten ligger på billeder eller tekst når jeg læser blogs. Jeg synes at begge dele er vigtige og en del af det jeg tænker på som indholdet – eller stoffet. For mig er formen – eller rammen – mere selve opsætningen, og her bliver jeg træt når jeg ikke selv kan bestemme, men føler mig ført af det program jeg skriver i. – Men jeg er sart. Det ved jeg godt …

      Det med form og indhold er noget jeg ofte tænker på. Også i mere eksistentielle sammenhænge, og her vil jeg forsøge at fokusere lidt mere på indholdet end på rammerne i 2019. – Det er jo også nemmere når rammerne er på plads som de er nogen grad er her på gården.

      Kh Nana

  5. jeg giver dig fuldstændig ret i dine betragtninger om formidling.Det er også meget vigtig at leve i nuet,når vi er nået pensionsalderen.Jeg mistede selv min mand efter et kort og hårdt kræftforløb,lige da vi skulle starte pensionisttilværelsen.Vi fik 43 år sammen.Derfor nyd den tid I har sammen,det kan hurtig ændre de planer man har haft.
    Tak for din spændende blog og godt nytår.

    1. Tak for din kommentar, Dorte!

      Det gør mig ondt at du har mistet din mand. Og hvor har du ret i at tingene hurtigt kan ændre sig. Det gælder virkelig om at nyde de gode tider.

      Tak fordi du læser med! Godt nytår til dig!

  6. Formidling bliver vel aldrig bedre end den der står i den anden ende 😉

    Jeg har været underviser i 3 år. Til at starte med hadede jeg powerpointen, fordi jeg netop hadede selv at sidde og høre en “bare læse op”. Jeg endte med at blive nogenlunde glad for powerpointen fordi jeg tilføjede elementer hvor de studerende aktivt skulle deltage. Men jeg underviste også i et praktisk håndværk – laboratoriearbejde – og der er et hav af muligheder for at sætte små film ind el. spørgsmål hvor de studerende netop skulle deltage aktivt. Så det endte faktisk med at blive godt 🙂 Så det kan lade sig gøre.

    Ift. formidling synes jeg det er en lige så vigtig del af formidlingen at man har en ide om hvad modtageren gerne vil læse/høre om kombineret med hvad man selv brænder for. I den forbindelse har jeg efterhånden lært at tage imod de hjælpemidler der måtte være som kan gøre min historie bedre. Men jeg kan sagtens følge dig i at det kan være så meget en “p*** in the ***” at der er en eller anden lille funktion som man ikke kan få til at fungere (jeg er ikke selv så teknisk orienteret 😉 hehe), fordi man synes det tager for lang tid at lave sådan en detalje… og vil man virkelig bruge tiden på det, eller kan den bruges bedre? Har en lille hjemmeside om mit katteopdræt, ihhhh guder hvor har jeg været ved at give op mange gange da jeg skulle have den op og stå. Men jeg ville bare lære det…. og det lykkedes da også til sidst 🙂

    …. lige nu går overvejelser på om jeg skal kaste mig ud i en blog om have- og planteliv. Jeg har overvejet det i næsten et år nu, men det er en stor opgave og er der i det hele taget nogen der gider at læse det? Det er jo spørgsmålet. Men jeg synes nogen gange at IG er for lidt til det jeg gerne vil, også må jeg måske kaste mig over et andet medie?

    Anyway, jeg synes det er hyggeligt at følge dig, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med 🙂 Godt nytår !

    Mvh
    Carina

    1. Åh, nu sidder jeg og savner at undervise! Det handler jo netop om at aktivere dem der sidder i lokalet. På den ene eller den anden måde. Og selvfølgelig kan PPt bruges fornuftigt 🙂

      Det kan være ret udfordrende (på den gode måde, altså) at nørkle med teknikken bag en hjemmeside eller en blog (det sidste er nemmere, end det første, er min erfaring), men, uh, det tager tid når man skal prøve sig frem!

      Hvis du gider skrive en blog, tror jeg også der er nogen der gider læse den! Jeg er sikker på at du vil brænde for at formidle din interesse videre, og så er jeg sikker på at der er læsere derude. Du må endelig fortælle om det hvis du gør alvor af at lave en blog. Så lover jeg at besøge dig 🙂

      Jeg er glad for at du vil følge mig! Og jeg ønsker også dig et godt nytår, Carina!

  7. Interessante betragtninger – og jeg er enig. Som lærer er jeg vant til at formidle – og ja, det skal gøres skarpt og med fokus på stoffet…i særdeleshed, når vi har med 12-16 årige at gøre – og den tyske grammatik – haha 🙂
    Har tænkt mange tanker omkring formidling her i juleferien, da jeg snart skal holde mit første haveforedrag (Om tilblivelsen af min have.) Dertil bruger jeg PowerPoint, men jeg har godt nok måttet knokle løs med den, da jeg ikke havde brugt programmet i flere år og derfor lige skulle genlære det! Jeg holder mig til en pokkers masse billeder – en anelse tekst (=overskrifter) og så enkelte “overgange” mellem de forskellige slides. Manuskriptet er jeg ikke færdig med endnu, men er da heldigvis godt på vej. Jeg håber det bliver interessant at høre på.

    1. Åh, den tyske grammatik. Jeg elsker grammatik 🙂
      Ej, hvor spændende at du skal holde haveforedrag, Esther! Billeder skal der selvfølgelig til, og så er PowerPoint garanteret velegnet. God fornøjelse med det! – Selvfølgelig bliver det interessant at høre på 🙂

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.