Ménières syndrom

I 2001 mistede jeg pludselig hørelsen på det ene øre. Det blev diagnosticeret som “sudden deafness”, og jeg levede fint med mit døve øre i mange år. I foråret 2011 fik jeg et svimmelhedsanfald. Det skulle vise sig at være det første af mange, livsødelæggende anfald, og min diagnose ændrede sig fra sudden deafness til Ménières syndrom (også kaldet Ménières sygdom). Ménières syndrom er egentlig ikke en sygdom, men snarere en samling symptomer der formentlig har forskellige årsager hos forskellige mennesker. Når man læser om Ménières syndrom bliver den beskrevet som en samling af de tre symptomer: Høretab, tinnitus og voldsomme svimmelhedsanfald. Men det er ikke så tit at det nævnes at mange Ménièrepatienter er mærket af en generel ubalance (der for mit vedkommende føles som en let køresyge), træthed og manglende evne til at koncentrere sig og til at overskue ting. På engelsk bruger Ménièrepatienter udtrykket “brain fog” om tilstanden. Og det er et godt udtryk. Det har aldrig været svært for mig at leve med et døvt øre og tinnitus. Da mine svimmelhedsanfald var værst, var det ærlig talt forfærdeligt. Men de er – i hvert fald for tiden – ret godt under kontrol takket være behandling på Rigshospitalet. I sammenligning med svimmelhedsanfaldene er brain fog’en ingenting. Men jeg har måttet erkende at jeg ikke kan leve det liv, jeg plejede at leve. Jeg har helt opgivet at passe mit arbejde som lektor, og selv om jeg er ked af ikke at undervise længere, er jeg glad for jeg ikke skal forsøge at opfylde nogle krav jeg bare ikke kan opfylde fordi jeg er småsvimmel og stortræt hele tiden. Ménières syndrom kan være en ret hæslig sygdom at have (i hvert fald når den ytrer sig så voldsomt som den har gjort hos mig), men jeg har lært at lytte til sygdommens signaler, og jeg har lært at sætte tempoet ned. Nu lever jeg godt med Ménière.

Min blog handler ikke om Ménières syndrom, men sygdommen er en væsentlig del af mit liv, og når jeg skriver om skønhed i haven, søde dyr og hjemmedyrkede grøntsager, er der altid en anden – træt og svimmel – side af idyllen. Det gør ikke noget, og jeg gider ikke tale eller skrive om det hele tiden, men trætheden og svimmelheden (og alt det andet der ikke er idyllisk) skal ikke fortrænges. Det hele skal have lov at være her. Derfor denne side.