Om (ikke) at nå det hele

Jeg synes det er svært at nå alt det jeg gerne vil. På papiret ser det ud som om jeg har masser af tid. Jeg går jo ikke på arbejde. Men det er der en grund til, og den grund (min sygdom) er ofte også grunden til at jeg ikke kan nå alt det jeg gerne vil.

grankviste

Jeg kan nemlig ikke ret meget ad gangen. Jeg skal hele tiden hvile mig. Og jeg skal helst ikke skulle noget mere end 1-2 gange i løbet af en uge. Med “at skulle noget” tænker jeg på at tage på besøg, have gæster, gå til tandlægen, gå til møde i banken, osv. Alt sådan noget jeg før i tiden bare gjorde uden at planlægge det så nøje.

kogler

Her i før-juletiden bliver det meget tydeligt: Jeg KAN IKKE nå alt det jeg gerne vil. Kunsten er at mærke rigtigt godt efter og komme i tanker om at jeg vil mere, end jeg behøver. Jeg kan sagtens gøre mindre og være glad. Ja, jeg bliver faktisk glad af at skulle mindre.

pip porcelæn

Jeg tror egentlig at mange af os – det gjaldt i hvert fald også for mig da jeg var rask – tror at vi skal nå en hel masse. For at leve op til andres og – måske især – egne forventninger.

Jeg oplever at når jeg giver mig selv lov til at skulle nå mindre, får jeg tid og kræfter til at føle mere glæde. Og som en sidegevinst når jeg faktisk ofte lidt mere.

pip

Så jeg forsøger at holde fast i at julen ikke handler om at nå en masse, eller om at overkomme det ene og det andet. Jeg skal ikke deltage i en bunke arrangementer i december, for jeg vil hellere gemme nogle kræfter til januar. Jeg skal ikke præstere den perfekte julemiddag, men tage imod mine gæsters tilbud om at medbringe forskellige dele af middagen.  Og jeg skal ikke udveksle gaver med mange, men kun med de allernærmeste. Så har jeg til gengæld tid og kræfter til noget af det julen handler allermest om: Samværet med dem jeg holder af.

om at nå det hele

Man kan ikke – og man skal ikke – nå det hele. Men, hold da op, hvor er det svært at lære. Jeg øver mig stadig.

Måske vil du også læse:

14 meninger om “Om (ikke) at nå det hele”

  1. Jeg kan genkende alt, hvad du skriver i dit indlæg – det kunne være mig, der har skrevet det. Jeg mangler bare at blive bedre til at tage imod hjælp. Det skal jeg blive meget bedre til. Tak for et indlæg, der så præcist sætter ord på også min – og sikkert mange andre kronisk syges – situation.

  2. Less is more, siger et gammel ordsprog og i har begge ret.
    Syntes selv jeg er blevet god til ikke at lade mig styre af, hvad jeg tror andre forventer af mig og hvad man “bør” gøre. Det har taget meget lang tid, at lære og jeg er endnu ikke i mål.
    Knus Heike

  3. Ååhh ja hvor jeg kender den problemstilling. Det hører vist med til at være kronikker… Men jeg synes efterhånden at jeg har lært det og det har min familie også. Og det er simpelthen så godt når det kører på den måde, for jeg har det meget bedre, når jeg passer på mig selv og på den måde har familien det også bedre, når de er sammen med mig 🙂
    Men ingen er perfekt og pludselig kan der komme ting, som gør det nødvendigt at afvige fra planerne. Og sådan er det faktisk blevet lidt for os her i december…. Intentionerne var rigtig gode men pludselig er der bare kommet lidt flere ting der inddrager vores børn og som jeg gerne vil være en del af. Så jeg har sagt ok og så har min søde mand lovet at være ekstra hjælpsom 😉
    Men nu er er der også sat stop for flere aftaler og det hele skal nok blive godt, for der er stadig dage til at puste ud i 🙂

    Knus og rigtig god december
    Vibeke :-*

    1. Jamen, det er jo det at man bare så gerne vil være med! Så er det godt at have en sød mand. Sådan én har jeg heldigvis også 🙂
      Det-dér med at ville en masse og egentlig ikke orke det hele, kendte jeg også før i tiden da jeg var fuldstændig rask. Nu er det bare mere tydeligt, og jeg kan ikke længere overhøre signalerne om at jeg skal sætte mig ned og slappe af. For hvis jeg gør det, bliver jeg helt bogstaveligt lagt ned af et svimmelhedsanfald. Så på den måde opleves det anderledes nu end før i tiden. Men jeg har altid haft en tendens til at ville mere end jeg rent faktisk kan. Og jeg tænker at jeg ikke er den eneste …
      Tak, Vibeke – og dejlig december til dig!
      Knus

  4. Selvom jeg ikke er kronisk syg, synes jeg alligevel, jeg ofte når min grænse – og som regel opdager jeg, at selvom jeg ikke når det, jeg ville, går det alligevel! Jeg er blevet bedre til at sætte ambitionerne ned, men ofte er det jo de ting, som jeg gør for mig selv, som jeg ikke når – og hvis jeg ikke passer på, skaber det utilfredshed hos netop mig selv. Det er en evig balancegang, det er med at holde tungen lige i munden!

    1. Jeg har netop været inde på noget af det samme i mit svar på Vibekes kommentar. Man behøver vist ikke fejle noget som helst for at sætte barren for højt! Det er en evig balancegang, ja, som så meget andet her i livet. Vi balancerer videre, Frede 🙂

  5. Jeg er enig med dig og tænker, at kunsten er at mærke efter, om man synes, det er sjovt og forventningsafstemme med sig selv. Jeg har været på total julenedtrapning siden jeg var 20. Dengang var det helt vildt, hvad jeg lavede, og da jeg var 30, troede jeg aldrig nogen sinde, at jeg ville undvære duften af hjemmebagte brunkager. Meget andet, men ikke det!!! Nu er jeg over 60 og klarer fint at undvære julebagningen. Så selv om jeg ikke trapper ned på grund af sygdom, så har alderen trappet ned for mig. Og jeg stornyder det. Forenkling er en gave, man skal tage imod, og så ellers nyde de luksuriøse ‘rester’.
    Jeg håber, du kommer godt gennem december. Du er opmærksom på det, kan jeg se 🙂
    Kh Lisbeth

    1. Ja, forenkling er meget ofte en god idé! – Men helt skrabet skal det jo helst ikke blive 🙂 Og så er vi tilbage til balancen som Frede skriver om i forrige kommentar.
      Tænk, jeg tror aldrig jeg har bagt brunkager! Det er da egentlig underligt … Men jeg kan også huske at jeg før i tiden havde det med at kaste mig ud i mange ting op til jul. Og dér ligger vel også en slags balance gemt: Nogle år fylder man meget på og siden gør man mindre. Og, som du skriver, det er rigtigt rart at gøre mindre 🙂
      Fortsat god december til dig, Lisbeth!
      Kh Nana

Tak for din kommentar