Om at elske det uperfekte

Vi købte Asta fordi det var meningen at vi skulle avle hvalpe på hende, men hun fik livmoderbetændelse i forbindelse med sin første løbetid, og hendes livmoder blev fjernet, så der kommer ingen hvalpe ud af hende.

Det ville under alle omstændigheder ikke være godt at avle på hende, for hendes pels er ikke som en westiepels skal være. Den er blød og pjusket og ikke stiv som børste.

westier
Asta forrest, Bella bagest. De venter på mad.

Asta er sært uopdragelig. Vi skal stadig gå ud med hende på et bestemt tissested mange gange om dagen. Glemmer vi det, kommer hun til at tisse indenfor. Om natten har hun problemer med at holde sig, og hun kan finde på at bruge walkinskabet i forbindelse med soveværelset som toilet.

Hun opfører sig som en hvalp når hun møder andre mennesker. Tygger i deres tæer (altså ikke hårdt, bare for hyggens skyld), springer op ad dem og vil meget gerne slikke dem i ansigtet.

at elske det uperfekte
Asta på morgentur i frugthaven

Det skyldes alt sammen at vi ikke har været dygtige nok til at opdrage hende, og det skyldes at hun var evigt syg som hvalp og som ung. Hun havde den ene blærebetændelse efter den anden efterfulgt af livmoderbetændelsen. Men min pointe i dette indlæg er ikke at Asta ikke kan få hvalpe, at hun er uopdragen eller at hun ikke lever helt op til racestandarden.

westie
Asta. Som altid lige i hælene på mig.

Min pointe er en helt anden: Vi elsker hende. Det gør vi fordi hun er så sød og kærlig. Hun er venner med høns og ænder. Hun elsker katte, og hun savner sin katteven, Sofus. Når de andre hunde jagter pindsvin og duer på vores grund, ser hun undrende til. Hun elsker alle der kommer på besøg, og hun løber helt over af begejstring hvis hun ser et barn.

Vi elsker den lille, uperfekte hund. Jeg tænker at det siger en del om kærlighedens væsen. Kærlighed handler ikke om at finde den eller det perfekte, for i virkeligheden er det uperfekte mere elskeligt.

westienumser
Bella og Asta undersøger om man kan komme gennem hegnet og ind til halmen med hønsemøg.

Billederne er taget i dag. Jeg er ikke stolt af niveauet for pelspleje. Bella og Asta har en tid hos trimmeren, men hun har frygteligt lang ventetid (man kunne også sige at jeg har været alt for sent ude med at bestille tid …). Pludselig en dag i oktober vil jeg vise billeder af et par lækre, hvide nytrimmede westier. Lige nu elsker vi dem bare som de er.

Gem

Gem

Gem

20 meninger om “Om at elske det uperfekte”

  1. Kær er hun – og hvem kan lade være med at forelske sig i en blød dejlighed med så smukke egenskaber som du beskriver.
    En ting har hun tilfælles med vores Westie Vilmer – han bider kærligt i gæsters fod (bare let) lige over vristen;)

    1. 🙂 Jeg tror faktisk det er sådan en westie-ting. Vores Bella tygger også os i fødderne når vi kommer hjem (men hun lader gæsternes fødder være i fred, og det er nok meget godt at de ikke skal trækkes med en westie i hver fod 🙂 )

  2. Vidunderlig beskrivelse af din kærlighed til hundene. De bor vel nok godt, både Asta, Bella og Olga. Din beskrivelse af den hjertensgode Asta minder mig om tyren Ferdinand, som jeg altid har elsket. Jeg har selv haft fire trimmehunde og ved egentlig ikke, hvornår de er sødest. Flotte, skarpe og festklædte er de i nytrimmet stand, men det der pjuskede udtryk tiltaler også et eller andet blødt punkt i mig. (Og med din beskrivelse savner jeg at have hund igen. Livet har bare formet sig sådan, at jeg ikke skal have hund lige nu. Sådan kan det skifte.)
    Kh Lisbeth

    1. Tak, Lisbeth! Jeg har ikke selv tænkt på tyren Ferdinand, men du har ret. Og ham har jeg også altid elsket 🙂 Du har også ret i at der er en charme over det utrimmede look. Jeg synes bare lige det har taget lidt overhånd for tiden 😉
      Hvis du får alvor får lyst, håber jeg sådan for dig at du får hund igen en dag. Der er bare noget helt særligt over den kontakt menneske og hund har til hinanden.

  3. Hvor er det godt vi ikke alle er perfekte – mennesker såvel som dyr – det ville da være en umådelig trist verden, ik’.

  4. Så charmigt du beskriver Asta. Hon är hur fin och söt som helst. Och att man har små egenheter, det hör till personligheten.
    Lykke är vår ögonsten, hon har ingen svans och är inte perfekt. Men vad skulle vi göra utan henne?:)
    Ha en fin kväll
    Kram Maria

  5. De har deres egen personlighed, og man kan kun elske dem, uanset om de er perfekte eller uperfekte.
    Vores Bellis elsker ikke fremmede, men hvis de vil kaste grankogler til hende, så er hun glad. Schippo derimod elsker alle fremmede ubetinget. Hvis de vil tage ham op, får de gerne vasket ørerne 🙂
    Kh Lisbeth

    1. Ja, det har de nemlig – og Astas personlighed er lidt speciel 😉 Uh, sådan en gang ørevask er Asta også god for 🙂
      Giv dine to hunde et nus bag ørerne fra mig,
      kh Nana

  6. Sikke en skøn kærlighedserklæring til Asta 🙂
    Min barndomskat; Laban, var alt for overvægtig….og det gjorde det ikke bedre, at han havde meget korte ben…. 🙂 Men, vi elskede ham højt (og det var jo så også derfor hans vægt var som den var…!)
    Dyr er skønne.

    1. Min lille, elskede Asta 🙂 Ja, dyr er skønne, Esther! Det kan vi godt blive enige om. Og man husker dem alle for deres personlighed og deres særheder ligesom du husker Laban 🙂

  7. Hvor er det bare et dejligt indlæg om kærlighed. Asta er da helt vidunderlig og jeg synes det er så skønt når dyr har deres helt egen specielle personlighed.
    De ser ud til at have et fantastisk liv hos jer.
    Så dejligt at se ❤️

    Rigtig god dag
    Lone

  8. Dejlige billeder og skøn beskrivelse af den lille uperfekte charmetrold.
    Hvem kan dog stå for al den glæde og kærlige opmærksomhed fra vores hunde. Min Knud er en rottweiler/chæferblanding, den mildeste og rareste hund, alt for tyk og ærlig talt også temmelig uopdragen, hvilket ikke er helt så nemt, når han er en tung hund, som bare vil derudaf 😀

Tak for din kommentar