Om at bruge aftenen

aftenen

Jeg er træt om aftenen. Meget træt. Ménières sygdom gør træt. Selv på gode dage bruger jeg mange kræfter på at holde balancen og på at høre med kun ét øre. Det tager også kræfter at overhøre tinnitussen på det døve øre. Så mange kræfter, at der ikke er flere tilbage, når aftensmaden er indtaget. Sådan er det bare, og det har jeg indrettet mig efter. Jeg holder mig grundlæggende hjemme i min sofa om aftenen, og hvis jeg er inviteret ud hos venner, går jeg tidligt hjem.

aftenen

Det betyder, at jeg ikke for alvor bruger mine aftener. Jeg tør slet ikke regne på, hvor mange timer, jeg bare sidder og er træt og uoplagt i stedet for at være ude i verden og opleve ting. Så jeg regner ikke på det. Men af og til strejfer det mig, at det ville være meget berigende, om jeg engang imellem kunne stable mig selv på benene og komme afsted efter kl. 18.

aftenen

Det lykkedes i går. Min datter havde set, at en af mine yndlingsforfattere, Søren Ulrik Thomsen læste op af sine digte i Nøddebo Forsamlingshus, og hun foreslog, at vi tog derop sammen. Det kunne jeg ikke sige nej til.

solnedgang

Og godt, at jeg ikke sagde nej. Det var sådan en fin oplevelse. Søren Ulrik Thomsen er en enestående digter og en meget professionel optrædende. Han besvarede klogt, tålmodigt og venligt de efterfølgende spørgsmål. Jamen, det var bare godt.

solnedgang

Billederne modbeviser det indlægget handler om: At jeg aldrig rejser mig af sofaen om aftenen. Det gør jeg faktisk af og til. For at tage et billede fra havedøren. Eller for at gå en tur i solnedgangen.

10 meninger om “Om at bruge aftenen”

  1. Dejligt at du kom afsted.
    Jeg var til forfatterforedrag forleden aften – Peter Øvig om sin nyeste bog – det var også interessant.
    De fleste er vel noget trætte om aftenen så der er ikke noget at sige til at du er meget træt med dine særlige udfordringer.
    Ha’ en dejlig fredag.

    1. Det gad jeg da også godt have været med til. Jeg læste “Min mor var besat” for nylig, og den var på mange måder god, synes jeg.
      Tak, Ulla – og i lige måde til dig!

  2. Jeg er ikke ret tit af sted om aftenen, men det er nu ikke på grund af sygdom.
    Mange af de sociale ting, jeg deltager i ligger ofte om dagen, fx samvær med venner og såmænd også foredrag på fx Folkeuniversitetet. (og mange aftenskoler.) Jeg nyder at være fri som en fugl i dagtimerne sammen med alle de andre, der også har færdiggjort deres arbejdsindsats.
    Det må være rigtig træls for dig, hvis du gerne ville være mere ude. Bliver det mon bedre, når det bliver lysere?
    Kh Lisbeth

    1. Det er ikke, fordi jeg behøver at rende i byen hver, hveranden aften 🙂 Jeg synes bare, at mange kulturelle arrangementer ligger om aftenen, men det kan da være, at jeg skal se mig lidt bedre om efter ting, der sker om dagen. Det lyder som om der er muligheder derude 🙂
      Kh Nana

  3. Ååååhhh, jeg synes også at Søren Ulrik Thomsen er så fantastisk. Ham vil jeg virkelig gerne høre engang. Godt du kom afsted!
    men også godt at du de fleste aftener hører efter hvad din krop siger til dig.
    Bedste hilsner og god weekend.

    1. Det er rigtigt, Sanne. – Både at Søren Ulrik Thomsen er en fantastisk digter, og at man skal lytte til sin krop 🙂
      Tak! Og rigtigt god weekend til dig!
      Kh Nana

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.