Og hvordan går det så med blomsterdyrkningen?

blomsterdyrkningen
Vi er i gang

Siden vi fik ideen om at dyrke sommerblomster til snit, har jeg ikke skrevet så meget om blomsterdyrkningen, men der sker faktisk noget. Måske ikke så meget, men nok til at jeg de fleste dage stadig kan forestille mig et blomsterhav til sommer.

Vi lærer undervejs

Jeg har sået frø og lagt ranunkler til forspiring. Frøene spirer så det er en lyst. De fleste småplanter er tætte og fine, men en del er ranglede. (Jeg har lært at der skal endnu mere lys til når spirerne begynder at skyde i vejret). Mange ranunkler er mugne, men dem der har overlevet, er fulde af lysegrønne, optimistiske spirer. (Jeg har lært at jorden kun skal være meget lidt fugtig når man lægger til forspiring).

lathyrusspirer
Et par bakker lathyrus på vej ud i drivhuset.

Vi har nedjusteret planerne fra at blive regulære blomsterbønder til at dyrke blomster for sjov. Vi har nemlig lært at vi kun har kræfter og overskud til blomsterdyrkningen når vi ikke sætter barren for højt.

Jeg har genoptaget forspiringen

Da jeg sidst i februar havde tilsået 12-14 zinkbakker, holdt jeg helt op med at så. Jeg syntes at jeg manglede plads til flere bakker, og vi kunne ikke overskue hvor de små spirer skulle lande når de skulle rykke udenfor. Men jeg har opdaget at vores lille drivhus fungerer godt som mellemstation for spirer på vej ud i verden. Det har frigivet plads under vækstlampen indendøre, og i går genoptog jeg arbejdet med forspiringen. Det blev til 2 bakker fulde af håb om digitalis, sommerriddersporer og zinnia.

blomsterdyrkningen
Vi har et lillebitte drivhus som jeg er ved at pakke med zinkbakker med forskellige spirer. Her er det ranunkler og lathyrus. Jeg er SÅ glad for det drivhus!
Højbede af pallerammer

Vi har tænkt og talt i ét væk for at bestemme os for hvor blomsterne skal gro, men nu er vi holdt op med at tænke og tale, og har i stedet handlet. Vi har købt 156 pallerammer og 20 m3 harpet muld i fineste kvalitet. Ud af det – og noget kompost fra genbrugspladsen + en del hestemøg og en smule hønsemøg – skal der gerne opstå 78 højbede. Jeg forestiller mig ikke at det bliver til 78 højbede i denne sæson, men ad åre. I højbedene skal de små stiklinger, georgineknoldene og de spirende ranunkelknolde bo. Og her vil jeg frilandsså alle de frø jeg ikke når at forspire.

Dagens indsats

I dag har vi båret de første pallerammer ud på marken. Vi har stablet dem, foret dem og er begyndt at fylde jord og hestemøg i dem. Så snart de første højbede er klar, vil jeg så lathyrus i dem. Det glæder jeg mig til. Jeg håber det bliver i morgen.

pallerammer
En bunke pallerammer i laden. Der er flere endnu i en anden bunke …
palleramme
Dagens første opgave. Vi tester hvor de første højbede skal stå.
højbede af pallerammer
Arbejdet skrider frem. Bella synes hun er kommet for langt væk fra mig og overvejer hvordan vi kan blive genforenet.
Jo, det går ret godt med blomsterdyrkningen

Så, jo, på trods af periodisk modløshed, manglende overblik og ingen erfaring, går det faktisk meget godt med blomsterdyrkningen. Det går i hvert fald fremad, og vi hygger os med det.

14 meninger om “Og hvordan går det så med blomsterdyrkningen?”

  1. Det går jo fint, ser det ud til. Så skal I snart i gang med priklingen. Jeg har kun sat ranunkler, men det er også gået godt med dem her hos mig.
    Kh Lisbeth

    1. Så lyder det som om dine ranunkler har det bedre end mine, for jeg har mistet omkring en fjerdedel som er mugnet væk. Det går forhåbentlig bedre næste år 🙂
      Niks, vi skal ikke prikle, for jeg har sået i soil blocks, så alle spirer står i deres egen lille jordterning. Så skønt ikke at skulle prikle!
      Jeg glæder mig til at se dine ranunkler i blomst om nogle måneder – og forhåbentlig også mine egne 😉
      Kh Nana

  2. Godt begyndt! 78 højbede, det må jeg nok sige, I slår stort op, dog skriver du jo, at de ikke alle kommer i brug i år. Det bliver spændende at følge alle “frølinger”. Jeg lukker øjnene og forstiller mig, hvilket blomsterflor I får til sommer.

    Hilsen Elna

    1. Ja-ja, nu har vi stillet 7 bede op og fyldt halvandet med jord og hestemøg 🙂 Jeg fortryder næsten at vi har anskaffet os de største pallerammer på markedet 😉 Indimellem lukker jeg også øjnene og ser blomsterfloret i stedet for jord-, palle- og møgbunkerne 🙂
      God ny uge til dig, Elna!
      Blomsterhilsner fra Nana

    1. Jeg er også lidt forpustet, og så har jeg ondt i armene 😉 Tak for din søde kommentar, Lisbeth, du er en mester i at få mig til at føle at jeg kan noget 🙂
      Kh Nana

  3. Sikke nogen fine, store pallerammer – det bliver rigtig godt. Der er godt nok gang i spiringen hos dig – godt du, fik gang i drivhuset, så du kan få sået noget mere. Følger spændt med på sidelinjen!

    1. Ja, jeg ringede til jeg ved-ikke-hvor-mange vognmænd før jeg ramte en der havde et pænt lager af store pallerammer. Når man lægger dem ud på en mark, må de gerne have en vis størrelse, synes jeg. Men der skal godt nok meget jord i (det gør ondt i både pengepungen og armene 😉 ).
      Jeg er glad for at du gider følge med, Aase!

  4. Spændende og så er I igang! Det bliver et herligt blomsterflor og du kommer til at synes at det er hele arbejdet værd, når det vælter frem med lathyrus og andre skønheder 🙂

    1. Det er nemlig godt at være i gang, i hvert fald. Jeg er meget spændt på hvad der kommer ud af det …. udover en masse frisk og luft og motion 🙂

    1. Ja, der er bare noget over det med egne erfaringer. Jeg har læst alt det du – og andre – har skrevet, og alligevel begår jeg fejl, men jeg forestiller mig at jeg lærer af fejlene 🙂
      Jeg skal nok huske vanding, og jeg har købt noget opbindingsnet, så jeg er nogenlunde klar til det med opbindingen.
      Tak for dine søde opmuntringer, Susanne, de betyder meget!

  5. Det bliver så godt! Kan du ikke spørge naboen om han kan grabbe jorden op i rammerne med een eller anden maskine? De landmænd har jo alverdens grave-skovle-aggregater… Hvis vi var naboer måtte du godt låne min mand og hans lille rustne gravemaskine 🙂

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.