Nytårsaften

Jeg har aldrig været så god til nytårsaften. Der er ligesom for mange forventninger knyttet til den. Forventninger jeg ikke kan leve op til. Jeg er fx ikke så god til store fester. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv i sådanne sammenhænge. Jeg er udpræget bange for fyrværkeri og kan slet ikke se hvad det skal til for. Jeg er A-menneske, og at skulle holde mig vågen og konverserende ikke alene til klokken slår 12, men også nogle timer efter, er en prøvelse. Jeg egner mig tilsyneladende simpelt hen ikke til nytårsaften.

tulipaner

Og så alligevel … Jeg kan godt se ideen i at hilse et nyt år velkommen. At rydde julepynten ud og fylde friske blomster i vaserne. Jeg kan lide at ønske mine nærmeste godt nytår, og jeg elsker følelsen  af at det er muligt at starte på en frisk. Jeg holder også af den eftertænksomhed som overgangen fra et år til et andet bringer med sig. Jeg synes helt grundlæggende at det er vigtigt at fejre og markere forskellige overgange, så alle dage ikke bare flyder sammen.

nytårsaften

Jeg vil gerne markere årsskiftet. Det skal bare helst være i et lille selskab uden for meget fyrværkeri. I år bliver selskabet helt sluttet og helt uden fyrværkeri.

lassi

Min mand og jeg skal nemlig være alene hjemme med dyrene nytårsaften. Vi har bestilt lækker mad udefra, og vi tager pænt tøj på. Vi skåler i noget med bobler kl. 12 og ønsker hinanden godt nytår. Vi vil tage godt imod 2018.

roser

Jeg ønsker dig en fin nytårsaften. Lige som du ønsker den, hvad enten du er til store fester, til en helt stille aften alene – eller noget midt imellem.

23 meninger om “Nytårsaften”

  1. Åh, Nana. Jeg er så enig. Alle de store fester, man har været til gennem tiden, hvor man har følt sig som en hund i et spil kegler, og hvor man rent ud sagt har kedet rumpetten ud af den lille glitrende sag og drømt om ro og fred. Suk. I mange år holdt vi nytårsaften alene hjemme, ligesom I skal i år. Det kan jeg godt savne lidt, selvom vores nytår med Skivholme-naboerne også er hyggelig.
    Rigtig god Nytårsaften!!
    Kh, Karen

    1. Åh, ja, en hund i et spil kegler. Det har jeg ofte følt mig som i mine yngre dage. Heldigvis ikke så ofte længere 🙂 Det lyder nu også hyggeligt at I skal være sammen med jeres naboer! Her har vi slet ingen kontakt med naboerne, og det kan jeg godt savne.
      Tak, Karen – og det samme til jer!
      Kh Nana

  2. Jeg er fuldstændig enig og har det lige som dig. MIn nytårsaften bliver som din og sådan har den heldigvis været i flere år.
    Fyrværkeri kan vi ikke komme uden om i området hvor vi bor, men det er ikke med vores gode vilje eller for vores penge – det brager og sprutter allerede udenfor. Vi plejer at sidde med to skræmte hunde for nedrullede gardiner og med musik i højttalerne – nu hvor vi kun har Luffe som næsten er døv ser det ikke ud til at røre ham sønderligt, heldigvis.
    Rigtig godt nytår 🙂

    1. Nårh, så er det da godt for noget at blive halvdøv på sine gamle dage 🙂 Jeg har aldrig haft en westie der var bange for fyrværkeri, men det var Vilmer, kan jeg forstå. Her er det kun Olga der reagerer, men det er jo også galt nok …
      Tak, Lisbeth! Og godt nytår – og god nytårsaften til dig!

  3. Jeg har det næsten omvendt! Jeg kan godt lide nytår med lille smule ramasjang! Vi er 4 hold venner, som holder nytår sammen – det har vi gjort i mere end 15 år. Vi er efterhånden kommet op på 22 stk. med afkom – og vi skiftes til at lægge hus til. I år er det os, så det kræver selvfølgelig noget arbejde. Vi uddelegerer maden ud til hinanden, så faktisk skal jeg kun står for hovedretten. Det plejer at være sjovt, hyggeligt og ikke ret vildt. Før vi fik børn, var vi altid til midnatsgudstjeneste – det kan jeg godt savne – der var tid til refleksion og eftertænksomhed midt i al hurlumhejen! Fyrværkeri bryder jeg heller slet ikke om, så jeg bliver inde – og krydser fingre for at ingen kommer galt af sted. Min mand og jeg vil gerne have en svingom i løbet af aftenen – men vi har også et specielt fælles forhold til nytårsaften. Vi mødtes en nytårsaften for 27 år siden,og det sagde bare bang! I al fald var vi et par,inden der var gået en time – og har været det lige siden <3 Så nytårsaften er på flere måder en mærkedag. Godt nytår og nytårsaften til dig og manden!

    1. Jamen, sådan er vi jo forskellige – heldigvis 🙂 Jeg kan godt forstå at jeres forhold til nytårsaften er noget helt særligt. Det er også vigtigt, synes jeg, at huske sådan en dag, den dag man mødtes med sin udkårne. I må have en dejlig nytårsaften og kærestedag – og et godt nytår!
      Kh Nana

  4. Kære Nana
    Jeg genkender alt det, du skriver. Og nyder, at det bliver lettere og lettere at undgå de store fester med alderen. Vi holder – og har gjort i mange, mange år – nytårsaften alene, min mand og jeg. Vi laver 8 små retter mad, som vi spiser i løbet af aftenen, der starter med nytårstalen og slutter med nytårsklokkerne. Vi klæder naturligvis om, og jeg har lang kjole på… Der mangler ikke noget i den retning. I år har vi for første gang købt en lækker menu, som vi henter om eftermiddagen, og så supplerer vi selv op med et par lækkerier. Så må vi se, om det er lige så sjovt som at lave det selv. Jeg glæder mig i hvert fald. (Desserten består bl.a. af marcipankage med dehydreret tomat. Lyder det ikke spændende?)
    Godt, stille og stemningsfuldt nytår til dig.
    Kærlig hilsen Lisbeth

    1. Kære Lisbeth.
      Det er godt at høre at andre har det som vi. Selv om vores mad ikke er på et niveau med marcipankage med dehydreret tomat … det lyder avanceret – og, ja, meget spændende 🙂
      Jeg har også planlagt lang kjole og kommer til at tænke på en nytårsaften for ca. 5 år siden hvor jeg fik min Ménière-karrieres værste anfald og lå i min lange kjole og snurrede rundt i 8 stive klokketimer. Uha, så bliver jeg så glad for at der er blevet meget længere mellem anfaldene!
      Jeg ønsker jer en dejlig nytårsaften!
      Kærlig hilsen Nana

  5. Vores nytårsaftener har i mange år været helt stille – bare os to, det har vi det bedst med. Fyrværkeri vil vi ikke spilde penge på, hundene kan heller ikke lide det, lige nu var der nogle, der skød af, det foregår eller ikke ofte her, men Bellis blev sur.
    Sønnerne har opgivet os for mange år siden, der skal ske noget mere, når man er ung, det forstår jeg godt.
    Godt nytår til jer
    Kh Lisbeth

    1. Nej, hunde og fyrværkeri går ikke godt sammen. Jeg husker min første westie, Fie, som også blev vred over det. Hun lå og småknurrede i timevis nytårsaften. Vores Olga er bange for fyrværkeri, så vi må prøve at aflede hendes opmærksomhed når det står på – hvilket heldigvis ikke er så længe herude på landet.
      Godt nytår – og god nytårsaften til jer, Lisbeth!
      Kh Nana

  6. Kære Nana. Det vigtigste må være, at vi alle gør det der føles rigtigt. Her på gården er vi altid hjemme ved dyrene. Der skydes af i flere omgange, og ingen af vores dyr er særligt vilde med det der krudt… Så når køerne begynder at blive urolige i stalden, så stoppes løjerne med krudtet, i al hensynstagendehed. Som regel ved vores naboer godt at vi er hjemme, så de kigger tit forbi i løbet af dagen for at ønske godt nytår, en dejlg uformel måde at mødes på. Jeg er heller ikke god til det der natterageri, efter kl. 12. Men nytårskoncerten fra Wien dagen efter… mmmmnnnnn sikken lyd og sikke blomster… Rigtig godt nytår til jer begge. Med hilsen herfra os. Merete

    1. Kære Merete.
      Ja, det er jeg enig i 🙂 Også i at man må blive hjemme når man har dyr. Det lyder super hyggeligt at naboerne kikker forbi i løbet af dagen. Jeg elsker sådanne uformelle møder!
      Godt nytår – og dejlig nytårsaften – til jer, Merete!
      Kh Nana

  7. Kære Nana. Jeg er helt enig med dig og lettet over at høre at andre har det som jeg. Tak. Jeg er overhovedet ikke vild med den dag og jeg kan ellers trumfe den med at det er min fødselsdag også. Jeg er også et udpræget A menneske og jeg har så svært ved at holde mig vågen til så sent. Jeg inviterer ikke længere gæster til fødselsdag på dagen, for det bliver en alt for lang dag. Vi holder nytårsaften med et sæt venner, hvor det hele foregår i et stille tempo. Det er heller ikke mig, der står udenfor og kigger på fyrværkeri. Jeg kigger på det indefra. Engang var vi alle syge nytårsaften og det var ret befriende at kunne lægge sig til at sove før midnat :-).
    Når det så er sagt, glæder jeg mig nu til at være sammen med vores venner, nyde sushi og spille spil. Godt nytår til jer. Kh Mette

    1. Kære Mette.
      Det er rart at høre fra flere andre at I har det som jeg, for af og til kan man godt henfalde til at tro at man er mærkelig fordi man ikke er til store fester, konfetti og fyrværkeri 🙂 Det lyder hyggeligt at I skal fejre nytår med gode venner der også er indstillet på en rolig aften. Sushi lyder også godt. Jeg elsker sushi.
      Jeg vil ønske jer en hyggelig aften og et godt nytår! Og jeg ønsker dig en dejlig fødselsdag!
      Kh Nana

  8. Åh nytårsaften er nu så hyggelig , stille og roligt . Vi begge oppe i årene men har stadig mindre børn . Astrid er 4 år . Vi skal bare være os selv , min mand og jeg og de 4 mindst . De miderste skal være hos ældre søskende eller venner . Så det bliver god mad og en eller to danske film . Og så har vi tre hunde , hvor den ene er så frygtelig bange at den næsten ikke kan være i sin pels . Så det bliver stille og roligt .
    God aften til jer
    Anita

    1. Det lyder til at blive en hyggelig aften hos jer – undtagen, måske, for den bange hund … Da vores collie var yngre, fik vi nogle år stesolid til hende hos dyrlægen, men efter hun er blevet ældre, er hun ikke helt så bange, så de seneste par år har vi klaret os uden 🙂
      Tak, Anita og rigtig god aften til jer!

  9. Forstår dig fuldstændig 😉
    Her skal vi også bare være os to og det bliver en stille aften.
    Fyrværkeri gider vi ikke bruge penge på selvom Tilde er temmelig ligeglad – heldigvis.
    Ønsker jer et godt og lykkebringende nytår!
    Knus Vibeke

  10. Uh, det kender jeg så udmærket! De der gyselige fester hvor ALLE bare har det sjovt – og det eneste man kan tænke på, er hvornår man kan være bekendt at tage hjem… I år er vi i Rio hos vores søn, og vi skal fejre nytåret med en lækker middag hjemme, og bagefter en tur på Copacabana, hvor folk samles for at byde det nye år velkommen. Bliver spændende at se. Godt nytår til dig!

    1. Åh, jeg gad egentlig godt skulle på Copacabana i aften. Det lyder lunt og lidt mere som en dansk Skt. Hans aften, end en dansk nytårsaften 🙂 God aften! Og godt nytår til dig og alle dine, Pia!

  11. Nytår siger heller ikke mig så meget – da jeg var ung og smuk faldt vi også bare i tusind liter raclette mad og alle former for alkohol, uden egentlig at købe fyrværkeri eller huske gallakjolen. De senere år har jeg i stedet valgt at arbejde – så fejre jeg nytår med beboerne på bostedet og spiser stjerneskud, og når jeg så får fri kl. 23 cykler jeg hen til min kæreste og vores drengevenners fest, drikker et par glas rødvin med uglet arbejdshår og kysser ham kl. 12, inden jeg valser hjem i seng omkring en 1-2 tiden 😀 Det bliver vist aldrig min stil med det der “brag af et party” – brrh.

    – A

Tak for din kommentar