Noget om udfordringer

Man kan hurtigt blive alt for udfordret, og det er jeg glad for at jeg ikke er for tiden. Men man kan også falde i den anden grøft. Den grøft hvor man har for få udfordringer.

udfordringer

I de seneste år har jeg af og til savnet at have et job, især fordi man via sit arbejde bliver udfordret. Men jeg ved af bitter erfaring at jeg ikke kan passe både Ménières sygdom og et arbejde. Så det nytter ikke noget at jeg går og sukker efter fast arbejde. Jeg er i øvrigt overbevist om at et job ikke er det eneste saliggørende.

myntekander

Der må bare andre udfordringer til. Og dem skal jeg selv skabe eller i hvert fald selv opsøge. Det vilkår deler jeg med mange andre. Og jeg er helt bevidst om at min lejlighedsvise oplevelse af manglende udfordring er et luksusproblem. Jeg hviler i mit liv; langt det meste af tiden nyder jeg at jeg har tid og ro. Jeg er faktisk vældig privilegeret.

ib laursen

Og så har jeg min blog. Den giver mig udfordringer af passende størrelse. Som jeg fortalte om for en måned siden, er jeg  begyndt løbende at stille mig selv opgaver med bloggen. Det er en stor tilfredsstillelse at kunne sætte flueben ved udførte opgaver. Det er bare små ting som fx at rydde op i højre sidebar, udskifte nogle links der ikke virker eller skrive til et antal mulige samarbejdspartnere. Men det er så rart at afslutte de små opgaver.

forårsblomster

Og så har jeg erfaret at når man udfordrer sig selv, er der pludselig også andre der gør det. Den ene boganmeldelse som krævede mange mails til flere forlag, fører den næste med sig. Et betalt indlæg der var lidt svært at skrive, lokker en ny samarbejdspartner til. Osv.

Det er faktisk ikke så farligt at være lidt uudfordret. Man kan udfordre sig selv, og man kan huske at være glad for at der ikke er alt for mange udfordringer.

mynte

Billederne stammer fra dengang jeg havde webshop (kanderne er fra Ib Laursen). Dengang fik jeg udfordret mig selv over evne. Det lærte jeg noget af.

12 meninger om “Noget om udfordringer”

  1. Udfordringer kan du få nok af, når du skal i gang med haven igen, men indtil da kan der godt være lidt stille, så må du lege lidt med bloggen. Min udfordringer for tiden er at finde billeder til mine historiske indlæg, det tager lang tid. Så husk at gemme billeder til, når du skal lave noget lignende.
    Kh Lisbeth

    1. Jeg har faktisk – i forbindelse med dine historiske indlæg – tænkt at jeg burde have system i mine billeder. Det har jeg slet ikke. Og det er noget rod.
      Det bliver dejligt når vi kan komme i haven igen 🙂 – Men først skal vi vist have vinter den næste uges tid …
      God weekend!
      Kh Nana

  2. Hej Nana.
    Ja, der er mange måder at udfordrer sig selv på. Jeg havde skrevet din chokoladekageopskrift af for et stykke tid siden og ville bage den i onsdags, da nogen af børnene skulle komme og spise til aften. Jeg smeltede smør og chokolade og piskede æg, blandede det sammen og tænkte, skal der ikke lidt mel i, troede jeg havde glemt at skrive det, men nej der stod ingenting i din opskrift. Jeg var meget spændt på, hvordan den blev og den blev fantastisk og i dag var den faktisk endnu bedre, så det er ikke sidste gang den bliver bagt. Tak for den. Hilsen Ulla Milbak.

    1. Åh, hvor dejligt, Ulla, at du kunne bruge opskriften! Den er så nem at man tror det er lyv 🙂 Jeg er ellers ikke nogen ørn i et køkken, så min blog flyder ikke ligefrem over af opskrifter. Derfor er jeg ekstra glad for at høre at chokoladekagen faldt i god jord!
      Kh Nana

  3. Kære Nana
    Jeg kan godt forstå, at du har brug for udfordringer, og at bloggen er en god udfordring. Det er det også for mig. Og det gode er, at man selv bestemmer. Haven er også en god udfordring. Jeg synes, det er en ekstra udfordring at have åben have, hvilket samtidigt er meget givende. Det er heldigvis snart havetid igen. 🙂
    Kh Lisbeth

    1. Jeg kan virkelig godt forstå at du oplever åben have som en god og givende udfordring! Jeg kunne også godt tænke mig at holde åben have 🙂 Og under alle omstændigheder, ja, så er haven en fin udfordring. Her kan man få afløb for noget kreativitet, og man får endda god motion oven i 🙂
      Kh Nana

  4. Hej Nana.
    Jeg er fuld af beundring over at der er så mange fine blogs og din er sandelig en af dem (højt på min liste). Altid fine billeder og fine tekster, der er sådan en ro over din blog, som jeg godt kan lide. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig hvordan man sætter en blog i søen, så jeg nøjes med at følge lidt med rundt omkring og det er meget inspirerende.
    God weekend.
    Hilsner fra Lis

    1. Kære Lis.
      Tusind tak for dine smukke ord! Du gør mig glad! Jeg har ikke tænkt over det, men jeg tror at bloggen hjælper mig selv til at få ro på oplevelser og tanker, og det er godt at høre at roen også præger din oplevelse når du læser med.
      Hvis du en dag får lyst til at forsøge dig med egen blog, skal du vide at det ikke behøver at være så svært 🙂
      God weekend til dig og dine!
      Snevejrshilsner fra Nana

  5. Udfordringer skal der til, synes jeg. Men som du så rigtigt skriver, skal man finde en balance imellem for meget og for lidt.
    Selvom jeg har et arbejde som byder på masser af udfordring og krav om at holde mig opdateret, har jeg også en lyst til at lære i min fritid. Derfor tog jeg et års onlineundervisning i havedesign og tager indimellem opgaver ind for andre. I denne vinter har jeg genopdaget strikning og der er mange teknikker som kan læres på YouTube.
    Du forstår i hvertfald at lave lækre præsentable billeder og indlæg og jeg tror at du finder et godt leje med udfordringerne.

    1. Ih, jeg vidste ikke at du er blevet professionel havedesigner, Lisbeth. Hvor spændende!
      Jeg kan godt forstå det du siger at man, selv om man bliver udfordret på arbejde, kan trænge til at lære nyt. Og jeg er også ret sikker på at det er sundt at beskæftige sig med lidt forskellige ting 🙂
      Fortsat god fornøjelse med strikningen og havedesignet!
      Kh Nana

  6. Hvor kan jeg genkende mig selv i det du skriver – for mange udfordringer er netop for mange, men helt uden går man nemt i stå. Jeg er en smule magelig af natur, og det er fint – bare jeg også husker at skubbe lidt til mig selv i ny og næ!

Tak for din kommentar.