Næsehornsbillerefugium

næsehornsbille
Et nyt ord

Vi er ved at anlægge et næsehornsbillerefugium. Næsehornsbillerefugium er ikke et ord, der optræder i ordbogen, men et ord, jeg lige har opfundet til lejligheden. Der er faktisk blot tale om en lille bunke komposteret hestemøg blandet godt op med halvkomposteret halm. Det er nemlig noget næsehornsbiller kan lide.

Næsehornsbillen

Indtil i går vidste jeg ikke, at næsehornsbillen findes. Jeg vidste til gengæld godt, at den bunke hestemøg, jeg altid har liggende, fordi komposteret hestemøg er super gødning, er myldrende fuld af tykke, hvide larver i forskellige størrelser. Jeg har ofte registreret dem, men egentlig ikke tænkt nærmere over, hvilke larver, der er tale om. (Og det er da lidt mærkeligt, at jeg er så lidt nysgerrig.)

næsehornsbillelarve

I går, da Søren hentede hestemøg til et par køkkenhavehøjbede, vi er ved at gøre klar (dem vender jeg snart tilbage til), stødte han også på larverne. Og hvad der er mere interessant: Han stødte også på de super flotte næsehornsbiller, som kommer ud af larverne.

næsehornsbillerefugium

Jeg gik straks ind og googlede næsehornsbille, og jeg kunne læse mig til, at den er relativt sjælden i Danmark. Det er den så ikke i vores hestemøgbunke, hvor det myldrer med næsehornsbiller i forskellige udviklingstadier.

En sjælden art

Men nu, da vi ved, at næsehornsbillen er sjælden og nærmest truet, fordi den mangler levesteder, kan vi jo ikke have billerne og deres larver til at ligge i møgbunken, som vi hele tiden stikker en spade i. Vi er derfor gået i gang med at lave en ny bunke komposterende hestemødding et fredeligt sted. En bunke, som bare skal have lov til at ligge der. Hver gang vi finder en næstehornsbillelarve eller en næsehornsbille, vil vi transportere den over i næsehornsbillerefugiet.

næsehornsbille

Det manglede bare andet, når man sådan bliver begavet med en dyreart, der kan risikere at uddø, fordi den mangler steder at bo.

næsehornsbillerefugium

Det kommer ikke til at ske, hvis vi kan hjælpe med et næsehornbillebo eller to.

11 meninger om “Næsehornsbillerefugium”

  1. Det var dog et herligt fund! Og dejligt at I passer godt på dem. Vi har ofte set dem i naturudsendelser og det er altså nogen sjove nogen, som jo triller pøller af møg Jeg vidste faktisk ikke at de lever i Danmark, så det er da noget helt særligt at I har dem hos jer.

    God weekend!
    Knus Vibeke

    1. Jamen, vi føler os pludselig også helt udvalgte 🙂 Vi må passe godt på de fine biller.
      Tak, Vibeke, og rigtigt god weekend til dig!
      Knus fra Nana

  2. Jeg sidder og smiler lidt for mig selv, hvor er I bare gode altså. Heldigt at de små næsehorn havnede hos jer. Håber de bliver der, når nu I giver dem så fint et hjem helt for dem selv 😀

  3. Hvor er de flotte, de næsehornsbiller. De ligner jo virkelig små næsehorn. Pas endelig godt på dem – den slags biodiversitet er meget bedre end fritløbende ulve i baghaven 🙂
    Kh, Karen

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.