Mysteriet om Rosa der forsvandt om natten

Efter at vi i løbet af den seneste tid har mistet først Pelle og siden Sofus, har vi kun én kat. Og vi skal ikke have flere før vi en dag bor for enden af en grusvej. Vi vil nemlig meget nødigt igen opleve at en af vores katte bliver kørt ihjel som det skete med lille, søde Sofus.

Vores kat er Pelles søster, den yndige Rosa. Vi er meget opmærksomme på Rosas færden, for vi er bange for også at miste hende.

rosa

I lang tid undrede vi os over at Rosa forsvandt i løbet af natten.

Jeg lukker altid kattelemmen for udgang inden jeg går i seng. Det har fungeret i årevis. Hvis kattene er hjemme, kan de ikke gå ud i natten, og jeg vil helst have dem inden døre når det er mørkt. Er de ude om aftenen, og kommer de ind i løbet af natten, har jeg styr på kattebestanden næste morgen.

houdini

Alligevel skete det morgen efter morgen at Rosa var væk selv om hun havde været i huset om aftenen. Det skete også at hun hverken var inde om aftenen eller om morgenen, men at der var spist af kattemaden. Meget mystisk!

Det var min søn der fandt ud af hvordan Rosa Houdini bar sig ad med sine forsvindingsnumre.

langhåret kat

Jeg lukkede kun kattelemmen for udgang, og en smart kat kan udnytte at den ikke er låst for indgang ved at trække lemmen indad. Det er sådan Rosa er gået ind og ud som det passede hende – og ikke som det passede mig.

Nu lukker jeg for både ud- og indgang hvis hun er inde om aftenen. Hvis hun er ude når jeg går i seng, har hun stadig overtaget. For så vil jeg jo ikke lukke lemmen for hende. Så kan hun gå ind – og forsvinde ud igen hvis det passer hende. Det må jeg acceptere. Og sådan er det jo med katte. De vil ikke bestemmes over.

tofarvet kat

Dagens fotosession er optaget på min mands arbejdsværelse hvor Rosa har sin stol. Det er en ret dyr designerstol som vi har fået betrukket med noget chokerende kostbart uldstof. Det har vi ikke så meget glæde af, for stolen er dækket af et håndklæde for at skåne betrækket for katteklør og -hår. Og sådan er det jo med katte. De bestemmer selv hvor de vil ligge.

12 meninger om “Mysteriet om Rosa der forsvandt om natten”

  1. Det er altså sjovt med de kloge dyr. Rosa har styr på tingene, og ved sikkert også at hun ser godt ud. Måske er det noget andet med Asta?
    Ha’ en skøn dag med dyrene og det hele:)
    Knus fra Helle

    1. Asta er en meget klog hund. På sin helt egen måde 😉
      Tak, søde Helle! Vi har gået tur og gjort rent. Godt vi havde besøg i går med indput udefra 🙂 Håber I nyder lørdagen! Vi glæder os til at se jer om ikke så længe!
      Knus

  2. Hvor er rosa en klog og smuk kat. Jeg savner virkelig At have kat, men vi bor lige i en rundkørsel så det kan jeg slet ikke overskue. Synes det er synd at de skal være inde hele tiden, men er sikker på at de vil blive kørt ihjel her. Så må jeg nøjes med at kigge på dine dejlige billeder.
    Rigtig god weekend

    knus Lone

    1. Jeg kan godt forstå at du har fravalgt at have kat når I har en del trafik lige omkring jer. Det er jo ikke til at bære at miste dem på den måde! Men katte er dejlige dyr 🙂
      Tak, Lone, og i lige måde til jer!
      Knus

  3. Åh hvor er det trist med de to mistede katte. Nogle katte bliver dog meget gamle, selv om de bor tæt op ad vejen. Vi havde for mange år siden en kat der hed Mille, hun fik killinger 2 gange årligt. Naboens lille Sia var en hyppig gæst når Mille havde killinger. En dag flyttede Mille hen til Sia, hun boede på loftet lige ved siden af Sias værelse, så Sia kunne gå fra værelset og ud til Mille. Tænkt Mille fik killinger og Sia var lykkelig. Efter nogle år flyttede Sia, og det gjorde Mille også, hun flyttede lige over på den anden side af vejen til Lis, en ældre dame der elsker katte. Mille er ved at være en ældre dame, men får stadig 2 hold killinger hvert år. Mille kommer aldrig hjem forbi os, men hun gæster Lis nabo, hvor hun får frikadeller og andet godt ved køkkenvinduet.

    Smiler af den kloge kat der selv kan åbne kattelemmen. Vores Lene kan selv åbne brandøren i fyrrummet indefra, de er bestemt ikke dumme de katte.

    Kærlig hilsen Anette

    1. En sød historie om Mille 🙂 Min første kat, Pelle, blev 17, og vi boede mange steder igennem hans liv. Både lige ud til jernbanen og tæt på ret store veje. Men han så sig for inden han gik over vejen.
      Ja, katte er kloge – og sjove at kende 🙂
      God søndag til jer, Anette!
      Kærlig hilsen Nana

  4. Katte er kloge, og de vil altså selv bestemme. Hver gang de går ud, risikerer man, at man aldrig ser den igen. Men at holde dem inde hele tiden er også forkert og giver et rigtig dårligt katteliv. Det er ikke nemt…
    Kh, Karen

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.