Mine to gårde

Lige nu har vi to firelængede gårde. Det er lige i overkanten, og vi er ikke fri for at glæde os til at lande oppe på Ravnegård.

Dagen i dag begyndte med en tur i frugthaven på Vadekærgård. De små træer vi plantede for to år siden er vokset fint til, og lige nu blomstrer de. Frugthaven er så vellykket.

blommeblomster

Siden gik turen til Ravnegård for at lukke nogle gulvmænd ind. Vi skal nemlig have slebet og malet trægulvene i stueetagen.

Vi er jo enige om at vi ikke skal have lavet en hel masse fra begyndelsen, men når jeg ser på billedet herunder, må jeg indrømme at vi alligevel har sat en del i gang. Udover at gulvene skal ordnes, skal listeloftet pilles ned og trappen som ses i rummet til venstre skal fjernes. Den væg som engang har delt det store rum i to, skal retableres. Men så holder vi også en pause inden vi udskifter tapetet og maler. Og måske holder vi igen en lille pause inden vi får lavet radiatorskjulere … Som jeg skrev forleden, er det ikke ideer der mangler.

Hundene blev luftet på en offentlig sti som ligger to minutters gang fra Ravnegård. Sikke nu en luksus. En luksus vi ikke er vant til hernede hvor vores eneste umiddelbare gå-tur-mulighed er landevejen.

gårde

Dagen slutter på Vadekærgård hvor jeg har lagt mig på sofaen, mens min søde mand laver aftensmad. Det kræver en del at være dobbelt gårdejer.

GemGem

15 meninger om “Mine to gårde”

  1. Kære Nana
    Det er en god ting at have drømme og ideer. Hvilken dejlig vej at lufte hunde på. Det bliver de da ellevilde over.
    Hvor er det smukke træer i overgiver til de næste. De vil garanteret passe på dem og nyde dem hvert år.
    Held og lykke med renoveringen. Forhåbentlig kan I være meget udendørs hen over sommeren.
    Kh Lisbeth

    1. Kære Lisbeth – som man skriver til en god penneven 😉
      Jeg håber – og tror – at de nye ejere af Vadekærgård vil nyde frugthaven. Jeg tænker at de allerede i det kommende efterår vil kunne høste en del frugt. Det er godt at tænke på 🙂
      Ja, lad os håbe at vi kan være meget ude til sommer – både os der renoverer og alle andre 🙂
      Kh Nana

  2. Godt det kun er for en kort bemærkning, at I er dobbelt gårdejere, ellers bliver det for hårdt i længden.
    Vi har listelofter, men det er nok ikke moderne længere. For år tilbage var det gipsplader, så kom der listelofter. Tiderne og moden skifter 🙂
    Kh Lisbeth

    1. Hi-hi, ja, og nu er det gipslofter igen 🙂 Ej, smag og behag er jo forskellig, og vi kan bare begge bedst lide at omgive os med glatte flader. Jeg kan sagtens se at listelofter er hyggelige når jeg besøger andre. Sådan har jeg det med mange ting. Jeg elsker også farver hos andre. Men hjemme hos mig selv ender jeg altid med naturfarver …
      Uh, ja, det er godt det kun er en måned vi har to gårde. Èn er alt rigeligt!
      Kh Nana

  3. Dejlige planer og der skal nok blive smukt i jeres nye hjem. Hvor er det dejligt I har sådan et skønt sted at gå med hundene.
    Godt du har sådan en sød mand der kan hjælpe med madlavningen 🙂
    Ønsker jer en smuk dag.

    Knus
    Lone

    1. Ja, sådan en sød mand er guld værd 🙂
      Tak, Lone, og i lige måde! – Jeg håber at solen også skinner oppe hos jer!
      Knus

  4. Ja, det er vist godt I kun har to gårde i en månedstid.
    Det lyder dejligt med den sti til hundelufteture. Hvis gården ligger længere væk fra offentlige veje, kan I måske også få kat igen? Hvis I da har lyst til det.

    1. Ja, vi tæller dagene til vi kun har én gård 🙂
      Hovedhuset ligger desværre lige ud til vejen. Det er en helt lille, ret ubefærdet vej, og det ser ud til at være et ret trygt sted at være kat. Vi har faktisk en kat. Den lille Rosa som er lidt sky og derfor ikke så ofte kommer med i blogindlæg 🙂 Måske tør vi anskaffe en kat mere …
      God solskinsweekend til dig, Esther!

  5. 8 længer er vel lige i overkanten, tænker jeg! Det bliver spændende med jeres nye firlængede- forstår godt I vil have listelofterne ned – og alle de andre ideer. Tænk, at I har mod på det! Glæder mig virkelig til at følge jer til jeres nye sted.

  6. Hej Nana.
    Man bliver helt forpustet, at have to gårde i en kort periode hvor den ene skal renoveres. Jeg er sikker på, at dine ideer og planer, som du skrev om i sidste indlæg, nok skal blive udført. Og at det bliver ligeså fint som den gård I snart overlader til andre. Et stort plus er at I ikke skal gå med hundene på landevejen på det nye sted, lyder det til.
    Det bliver spændende at høre om renoveringen af den nye gård.
    Kh Lis

    1. Pyha, ja, vi er også lidt forpustede. Men vi siger hele tiden til os selv at vi ikke har travlt med den nye gård. Tingene må komme stille og roligt. Hernede er vi til gengæld nødt til at få styr på det hele, så det ser fint ud til de nye ejere.
      Tak fordi du følger med, Lis!
      Kh Nana

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar ses først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.