Kogler til jul

kogler til jul

Jeg kan godt lide kogler. (Hvem kan ikke det?) Kogler er smukke, enkle og afdæmpede i farven. Samtidig er der noget jul over dem, så jeg synes de er perfekt decemberpynt. Første gang jeg arrangerede koglefad til jul, var på Vadekærgård. Her måtte jeg stille fadet over hundehøjde, for da var Asta en meget ung hund, der gerne ville lege med pynten. Sidste år turde jeg godt stille koglerne på gulvet. Da peppede jeg fadet op med glaskugler og lyskæde.

I år pynter koglerne på bænken, der står på gårdspladsen, nedenfor køkkenvinduet. Jeg har lagt dem i en terracottakrukke, som matcher de krukker, der i forvejen står ved indgangsdørene.

ravnegård

Sådan nogle kogler er godt nok langtidsholdbar julepynt. En del af pinjekoglerne har jeg haft i omkring 15 år. De lå oprindeligt i et fad, der stod på spisebordet i et sommerhus, vi havde en kort overgang. (Et af mine store, men relativt kortvarige projekter).

kogler

Krukken har stået på den forsømte bagplads sommeren igennem. Det er der kommet noget fint ud af. Den har fået mos på kanten:

kogler til jul

I dag har jeg købt afskårne amaryllis. De står i den kølige lade, så de – forhåbentlig – kan holde til jul. Samme sted ligger nogle grankranse og venter på at komme ind i varmen. Jeg har en idé til, hvordan julebordet skal se ud i år (det kræver måske nok endnu et besøg hos blomsterhandleren), og jeg har en aftale med min datter om pyntning af juletræ. Jo, jeg kan mærke, at julen er nær.

10 meninger om “Kogler til jul”

  1. Wou nogle store fine kogler . En sådan bænk har jeg også stående med lyskæde på batteri viklet ind i overkanten . Jeg elsker lys ude i haven på denne tid .
    God aften
    Anita Kjeldsen

    1. Åh, ja, det er da en god idé med en lyskæde på bænken 🙂 Lys er så godt!
      De største kogler købte jeg for nogle år siden på et julemarked på Gavnø.
      Tak, Anita – og i lige måde til dig!
      Kh Nana

  2. Åhh, jeg har også masser af kogler i december. Jeg bruger dem i vinduerne, mellem andre juleting og som bordpynt til de forskellige gæsebud og som du skriver, så er der bare nogt jul over dem.

    1. Ja, kogler er nemlig fine – også sammen med andre juleting. Jeg har ofte også brugt dem som bordpynt. Og en lille lærkegren med kogler ved hver kuvert er også godt 🙂
      Fortsat god julemåned til dig, Tina!

  3. Dejligt du godt kan li´ kogler. Jeg lider af det samme, og min bekymring er, at når engang jeg skal på plejehjem, om der så er en plejebolig der er stor til, at jeg have alle mine kogler! Glædelig jul.

  4. Smukke kogler! Vi har fundet julekasserne frem i dag og lidt er der kommet op, men ikke ret meget egentlig. Julekrybberne, stjernerne og et par nisser uden rødt 😉

    1. Det er rart at pynte langsomt op, synes jeg. Nu har I kasserne fremme, så kan I finde lidt ny pynt hver dag 🙂 Mine julekasser står stadig i en af længerne, hvor jeg går ud og finder en enkelt ting engang imellem. Men når træet skal pyntes sidst på ugen, må vi have båret dem herind.

  5. Jeg er også koglefan og har været det i mange år. På en sommerferie i Spanien fandt vi masser af kæmpekogler. Det føltes en smule dumt at have kufferten proppet op med kæmpekogler og max størrelse håndbagage med beskidt tøj på vej hjem i flyet, da jeg var i tvivl om man egentlig må have kæmpekogler med gennem sikkerhedskontrollen. Hjem kom de og jeg bliver glad for at gense dem hver jul 🙂

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.