Knausgård og Munch

knausgård


Anmeldereksemplar

Jeg foretrækker almindeligvis tekster som er impressionistiske, som antyder mere end de uddyber, tekster hvor der står mere mellem linjerne, end på linjerne. Tekster som har minimalistiske træk. Sådan er Karl Ove Knausgårds tekster ikke. Han skriver ordrigt, og der står meget på linjerne. Ting bliver uddybet i mindste detalje. Tanker bliver vendt og drejet. Men jeg kan godt lide at læse Knausgård. Hans tekster flyder på en måde som gør at man som læser flyder med. Og så er han klog. Han har læst meget, og han har forstået meget.

knausgård
Karl Ove Knausgård. Foto: Thomas Wågström. Fra Lindhard & Ringhofs pressemateriale.

I januar udkom Knausgårds seneste bog, Så megen længsel på så lille en flade. Den handler om Edvard Munchs malerier, om Knausgårds forhold til Munch og om kunst i det hele taget. For hvad er kunst?

I 2015 blev Knausgård inviteret til at kuratere – altså udvælge og arrangere billeder til – en udstilling på Munchmuseet i Oslo. Det er denne opgave der er bogens udgangspunkt. Læseren får et indblik i forfatterens mange overvejelser, tanker og samtaler i forbindelse med arbejdet. Og det er interessant læsning.

Da jeg var yngre, læste jeg mange bøger jeg kunne blive klogere af, men på det seneste er det ikke blevet til så mange. Så megen længsel … er en bog der giver stof til refleksion. Det er en bog man bliver klogere af. Og det er nu en god fornemmelse.

munch

Noget af det jeg fandt allermest interessant i bogen, er Knausgårds sammenligning mellem Hamsuns roman Sult og Munchs maleri SkrigHvis man først ser på et af de realistiske malerier fra 1880’erne, og så dette billede, er det svært at tro at de kommer fra samme tid og kultur, Skrig ligner noget fra en helt anden verden. Men det eneste der er sket er det som skete i Sult. Perspektivet er flyttet ind i et menneske, og det er stedet verden ses fra det handler om, det er denne enes virkelighed som er verden.

En anden tankevækkende observation i bogen kommer fra filminstruktøren Joachim Trier som Knausgård arbejder sammen med og møder i forbindelse med udstillingen. Trier siger: Hegel taler om det alment specifikke. At man møder noget som er så specifikt for en selv at det fakttisk transcenderer og når ud til andre. Det føler jeg at Munch gør.

Ideen om hvordan kunstneren via det individuelle når ud til mange, er interessant, og den siger ikke alene noget om Hamsun og Munch, men også om Knausgårds forfatterskab. Når han i seksbindsværket Min kamp skriver side op og side ned om sig selv, får det vægt fordi han samtidig sætter ord på noget alment.

så megen længsel på så lille en flade

Udover at være tankevækkende, giver bogen lyst til at se Munchs malerier. Jeg kender til hovedværkerne, jeg har set dem genoptrykt i alle mulige sammenhænge, men jeg forstår nu at jeg har set uendelig lidt af den store produktion. Jeg vil gerne se mere. Og jeg vil gerne se den ægte vare.

Så megen længsel på så lille en flade er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Måske vil du også læse:

6 meninger om “Knausgård og Munch”

  1. Vejret er da også bare til en god bog… 🙂
    Jeg så den store Munch-udstilling på Aros. Jeg er ikke Munch-kender, og det opdagede jeg i den grad på udstillingen – der er meget mere i ham, end Skriget og andre dystre motiver. Jeg håber, du får lejlighed til at se mere til ham. Hans liv er desuden en ‘god historie’.
    Kh Lisbeth

    1. Ja, Munch levede længe og udviklede sig hele tiden som maler. Han malte bl.a. – ved jeg nu efter at have læst Knausgårds bog – nogle havebilleder fulde af dejlig sommerstemning 🙂 Billeder som ligger langt fra Skrig og Melankoli.
      Kh Nana

  2. Søde kloge Nana. Hvor er det en god anmeldelse af Knausgaard. Oplysende og velskrevet. Meget bedre end så mange andres hovskisnovski-måde, hvor en bog kan nedgøres i første linje. Jeg håber, du får flere bøger til anmeldelse. Kh Helle

  3. Jeg får helt lyst til at læse den 🙂 Vi var inde og se Munch udstillingen på AROS, da den var der. Der stod meget på plancherne om, hvordan han var bange for døden. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var livet, han var bange for. Livsangsten lyser ud af hans billeder, og det var næsten deprimerende. Det berømte billede, hvor han går på gaden omgivet af ansigtsløse fremmede, fik mig til at tænke på sangen af The Doors – den med ‘people are strange, when you’re a stranger’. Tror, jeg må læse den bog 🙂
    Kh, Karen

    1. Åh, den udstilling ville jeg gerne have set.
      Knausgård skriver også om Munchs liv – som jeg ikke vidste ret meget om – og jeg er ganske sikker på at du har ret i at der var en masse livsangst i ham. Bogen berører også spørgsmålet om hvorvidt man skal læse kunstværker biografisk. Du er sikkert, som jeg, på universitetet opdraget med at det må man slet ikke. Det er bare svært at lade være, og det giver i en del tilfælde også god mening at gøre det, tror jeg.
      Kh Nana

Tak for din kommentar