Julekalender

julekalender

Jeg har sådan en lyst til at julepynte her på Ravnegård. Julepyntningen bliver dog en anelse forstyrret af at huset er fuldt af håndværkere, af rod, af snavs, larm og byggematerialer. Køleskabet står i spisestuen. I vindueskarmen i salonen står elkedlen, te, kaffe og en rulle engangskrus. Blot for at nævne nogle eksempler på julehyggeforhindringer.

buksbomkrans
Foto: Lars Kaslov.

Men det er min erfaring at man skal ikke vente til rammerne er perfekte før man fylder i dem. Perfekte bliver de alligevel aldrig. Det gælder om at få det bedste ud af de omstændigheder der nu engang er.

juleæbler
Foto: Lars Kaslov.

Så jeg vil julepynte på trods! Jeg har i dag tilbragt en halv time med at gennemrode flyttekasser med ting fra køkken og bryggers for at finde den lysestage jeg skal bruge til mine små kalenderlys. Jeg fandt den, og jeg føler at jeg er godt i gang.

julepynt
Foto: Lars Kaslov.

Planen er desuden at jeg vil udgive et kort, julet indlæg her på bloggen hver dag fra d. 1. til d. 24. december. Jeg vil simpelt hen forsøge mig med en lille blogjulekalender.

Jeg vil stadig skrive nogle helt almindelige blogindlæg, for der er meget jeg må berette. Fx skal jeg snart skrive om månedens flueben i november, og jeg skal fortælle om hvad der sker i køkkenet. (Lige i dette øjeblik er vi i farvekrise. Vi er ikke sikre på at vægfarven sidder lige i øjet i forhold til køleskabet og vaskemaskinen. (Jeg er med på at der er tale om et luksusproblem)).

juletræspynt

Billederne i dette indlæg er taget af Lars Kaslov. Han var sammen med Jens Barslund på besøg i vores træhus i Holte lillejuleaftens eftermiddag 2015. Nogle af billederne blev siden brugt i en boligreportage i Mad & Bolig. (Hvis du scroller ned i bunden af denne side, kan du se reportagen).

Jeg vender tilbage i morgen med første julekalenderindlæg …

10 meninger om “Julekalender”

  1. Om nogen er du bare så god til at arrangere og pynte..så det ser smukt ud…og passer ind i omgivelserne. Det er en strålende ide at pynte og hygge…kommer der lidt støv på pynten..så er det ikke den største ulykke. Det hele er unægtelig lidt lettere, når man forholder sig til, som “tingene” er. Jeg vil glæde mig til at se din “pyntning” og “arrangeren”. Du kan om nogen glæde mig med det..
    rigtig god weekend…

    1. Tusind tak, Jytte, for alle dine pæne ord! Du giver mig mod på at pynte videre – midt i støv og tomme malerbøtter 🙂
      God første december til dig!

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar ses først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.