Jul på Rosas værelse

rosas værelse

Jeg julepynter lidt ad gangen. Først kom der grankranse på indgangsdørene, så kalenderlys og adventskrans. For nogle dage siden indførte jeg en smule julepynt på badeværelset. Og i går rykkede julen ind på Rosas værelse.

Rosas værelse er egentlig gæsteværelset, men det er også katten Rosas værelse. Her står hendes mad og vand, og her slanger hun sig i sengen, når hun ikke har andet for. Indtil videre er det udelukkende mine børn, der har overnattet i værelset. De sætter stor pris på Rosas selskab og vice versa. Så kombinationen katte- + gæsteværelse fungerer perfekt.

rosa

På kommoden har jeg stillet en vase med ellegrene pyntet med den fineste, hvide papirpynt.

rosas værelse

Papirdiamanterne stammer fra Drømmegavens tid. Jeg synes, de er så kønne. Lette og enkle.

papirpynt

På knagerækken har jeg hængt en koglekrans med en anelse sølvglimmer.

koglekrans

Nu er der jul nok på gæsteværelset, og jeg kan rykke videre til et andet værelse. Fortsættelse følger …

4 meninger om “Jul på Rosas værelse”

  1. Ellegrene er smukke på en meget grafisk måde, og med det hvide pynt bliver grenene en fin og holdbar vinterdekoration.
    Rosa forstår at nyde tilværelsen, men der er nok heller ikke så meget, der trækker derude i disse våde dage.

    Hilsen Elna

    1. Ja, du har ret, Elna. Der er noget grafisk over ellegrenene. Jeg har altid holdt meget af elletræer.
      Rosa foretrækker indendørssysler om vinteren 🙂
      God dag til dig!
      Venlige hilsner fra Nana

  2. Det er så dejligt at rulle julen ud gennem hele adventstiden. Det hele skal ikke bare spammes ud over hele huset på én gang. Så når man ikke at nyde det nær så meget. Godt, at Rosa ikke er en killing – for så ville den fine papirpynt hurtigt blive lavet til nytårskonfetti 😀

    Kh, Karen

    1. Åh, jeg husker dengang, da Rosa og hendes bror, Pelle, smadrede nogle-og-tyve nyindkøbte julekugler, jeg havde hængt på nogle lærkegrene. Jeg tænkte: “Det går nok”. Det gjorde det ikke. Men i mellemtiden er Rosa blevet en ældre kat, der lader pynten være 🙂 (og Pelle er desværre død. Vi savner ham stadig!)
      Jeg er helt enig: Julen må gerne indføres ganske langsomt. I dag vil jeg faktisk holde pyntepause.
      God dag til dig, Karen!
      Kh Nana

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.