Jul på gården. Helt enkelt

jul

Der er noget særligt over at holde jul her på Vadekærgård. Landlig idyl og jul går bare godt sammen. Jeg hygger mig gevaldigt med at gøre klar til jul, men som årene er gået, er min julepynt blevet mere og mere afdæmpet.

mistelten

I år har jeg kun åbnet julekasserne for at fiske adventsstagen frem og for at finde et par silkebånd. Al den anden pynt har fået lov at blive i kælderen.

entré

Jeg har pyntet med let hånd, og pynten består af gran, buksbom, mistelten (den Asta ikke har ædt), hvide blomster og lys. Og jeg har det så godt med det.

jul i tallerkenrækken

Jeg plejer at føle mig småkvalt i julepynt på dette tidspunkt, men ikke i år hvor jeg bare nyder duften af gran.

julevindue

Ude i laden venter mere mistelten, en granguirlande og et juletræ som kommer ind i hovedhuset i næste uge. Og når juletræet skal pyntes, åbner vi et par af julekasserne, for det skal se ud som det plejer.

roser

I næste uge skal julekrybben også frem. For julen handler ikke kun om gran, gaver og småkager. Ikke hvis du spørger mig i hvert fald.

14 meninger om “Jul på gården. Helt enkelt”

  1. Nu kom jeg lige til at tænke på min nye yndlingsjulesang: Hva’ er det der gør jul til noget særligt – hvor omkvædet lyder
    ‘Ja, julens stjerne lyser, når jeg ser, det barn i krybben er så meget mer.’ En fantastisk sang, som er kommet for at blive i mit julerepertoire.
    Jeg er vild med din grønne og hvide julepynt – her er der blevet pyntet i dag – alt i hvidt og natur – og ikke så meget. Alt det grønne og blomsterne kommer til i løbet af ugen. Sådan kan jeg bedst li’ det – lidt, men godt.

    1. Jeg havde faktisk først kaldt mit indlæg “Lidt, men godt” – præcis som du skriver 🙂 Det lyder som om vi er helt enige om det med julepynten, Aase. Det er lidt sjovt. Og tak for sangteksten! Jeg kendte den ikke.
      Kh Nana

  2. Din julepynt er så fin, jeg er vild med de buksbomkranse og vasen med kombi’en af hvide roser og gran.
    Har du selv bundet kransene?
    Som vi bliver ældre, tror jeg at nissepynten mange steder bliver nedtonet 🙂
    Ha’ en god dag 🙂

    1. Tak, Ulla!
      Uh, nej, jeg er ikke så meget for at indrømme det, men jeg har købt kransene. I vores nabolag bor et ægtepar som dyrker stedsegrønt. De sælger juletræer, pyntegran, kranse og den slags, og kransene er så pæne og billige at jeg køber deres. Jeg har også fået dem til at binde en guirlande til vores trappe. Den ligger og venter på at komme ind i varmen.
      Ja, det enkle kommer vist med alderen hos mange af os 🙂
      God dag til dig!

  3. Du gør det bare så smukt, Nana. Det enkle og meget rene passer så godt til husets stil – og det er med til at holde rod ude fra hovedet også. Jeg har også været meget enkel i år – med hvidt, natur og forskellige grønne nuancer. Spillet mellem lysegrønne echeveria og mørk taks er fantastisk. Nå ja – bare lige undtagen de der glitrende legopakker 😀

    Og julen handler nemlig om meget mere. Den handler faktisk ikke om os, men om noget, vi fik for godt 2000 år siden. Det er der god grund til at fejre, og det er der vist også flere og flere, der får øjnene op for. Selv popsilden Taylor Swift: https://www.azlyrics.com/lyrics/taylorswift/christmasmustbesomethingmore.html 🙂

    Her i løbet af ugen lister mine to små nisser sig nok frem. De er svære at holde i julekassen, og de er allerede begyndt at ligge og småfnise derinde, så de skal ud og brænde lidt energi af, før de bliver puttet for endnu et år. Men de forstår at være stille, når de kommer forbi julekrybben, for det lille Jesusbarn skal have lov at sove 🙂

    Kh, Karen

    1. Tak, Karen! Ja, det gælder om at holdet rod ude af hovedet 🙂
      Det kunne næsten se ud til at Jesus får lov til at fylde i julen flere steder. Juleevangeliet er da også fantastisk.
      Du må snart lade nisserne komme frem, så de kan nå at opleve en masse inden de skal puttes igen 😉
      Kh Nana

  4. Dejligt man ikke er den eneste, jeg plejer nærmest at glæde mig til at få pynten ud fordi alt det røde bliver jeg træt af meget hurtigt. I år er det meget begrænset her, der er stort set intet rødt, og pynten er gran,natur og hvid og jeg ELSKER det 🙂

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.