Jeg er ikke omstillingsparat

omstillingsparat

WordPress har fået ny editor (altså det redskab man bruger når man skriver sine blogindlæg). Den har de fortalt om længe. De har også fortalt at man kunne gemme den gamle, så man langsomt kunne vænne sig til den nye, men jeg har tænkt at det kun var for kyllinger. Nu er den nye editor kommet, jeg har ikke adgang til den gamle, og jeg har – seriøst – overvejet at holde op med at blogge. Så inderligt hader jeg den nye editor. 

æbler

Den bygger på et grundlæggende princip om opdeling i blokke. Alt hvad man foretager sig foregår inde i en kasse. Overskriften står i en kasse for sig selv. Det gør de enkelte tekststykker og de forskellige billeder også. Jeg hader kasser. Jeg har fx aldrig været i stand til at skrive på ternet papir. Jeg kan ikke tænke når hele siden er fyldt med små, væmmelige kasser. Og nu vil de have at jeg skal tænke i kasser når jeg skriver på min blog. Adrk! 

Jeg forsøger at komme overens med konceptet og har lige set en lille video hvor en ung, begejstret mand fortæller om hvilken frihed det giver at alt ens indhold nu ligger i kasser. Frihed?!? Nej, unge mand, det er da lige omvendt. Tekstboksene giver mig klaustrofobiske fornemmelser. Jeg føler et strejf af panik hvergang jeg skifter til nyt afsnit, og der dukker en ny boks op. 

Nå, men WordPress har jo fat i den lange ende, og jeg må vænne mig til blokkene eller lægge bloggen på hylden. Så jeg giver lige blokkene en chance. 

lyng

Jeg vil arbejde med min omstillingsparathed. Jeg kan bare virkelig ikke lide kasser.

P.S.: Jeg kan godt lide sådan nogle kasser som dem på billederne. Pæne trækasser gør mig glad. 

22 meninger om “Jeg er ikke omstillingsparat”

  1. Tja ellers må du finde en anden blogudbyder, den blog jeg bruger har ingen kasser 🙂 men det kan jo være det kommer, måske er det moderne.
    Kh Lisbeth

    1. Uh, ja, du kan ikke vide dig sikker, Lisbeth! Pludselig er der også kasser hos dig … Ej, det håber jeg ikke 🙂 Jeg er vældig glad for at have eget domæne, så jeg går nok ikke tilbage til Blogger. Jeg må prøve at vænne mig til det nye …
      Kh Nana

  2. Mon jeg også får kasser? Jeg har dem ikke endnu. Kan du slet ikke slå det fra?? Har du spurgt vores troldmand? Du må endelig ikke holde op med at blogge.
    Jeg ved ikke hvorfor alt skal laves om med få måneders mellemrum. Godt, at julen ændrer sig langsomt.
    Kh Lisbeth

    1. Når du opdaterer til WP 5.0, får du også kasser … Men man kan vist beholde den gamle editor hvis man sætter et kryds det rigtige sted – og hvis man ikke spiller smart og bare opdaterer som jeg gjorde …
      Akke-ja, godt vi stadig har den gamle jul 🙂
      Kh Nana

  3. Måske du bare skal tænke på de nye kasser som pæne trækasser. Nej jeg ved ikke…. Jeg har endnu ingen kasser over hos mig, men de kommer helt sikkert lige om lidt. Til gengæld skriver jeg både mails og opskrifter i kasser. Jeg ved ikke helt hvorfor mailssystemet er sådan skruet sammen og det forvirrede mig noget i starten. Til gengæld er det jo smart at man bare kan trække i en kasse og flytte den et andet sted hen hvis man synes det er bedre. Opskrifterne skriver jeg i et meget stift kassesystem, men det ved jeg til gengæld er godt for dem der læser opskrifterne (for det er jo det der gør at opskrifterne kan skaleres med videre).

    Håber der skal mere end kasser til at skræmme dig fra at blogge for jeg ville savne dig SÅ meget.

    1. Jeg elsker dine opskriftskasser. De er både pæne og praktiske, og det opmuntrer mig at du fortæller at de fremstår som et stift kassesystem i backend, for det er slet ikke det indtryk de giver når man læser din blog. Så er de bare lækre. Jeg tror den nye editor kan bruges til en masse smart. Fx kunne jeg forestille mig at jeg i den vil kunne lave noget der ligner dine opskrifter lidt. Den er nok også god hvis man vil lægge en video på bloggen. Og sikkert god til en masse andet. Som udgangspunkt vil jeg bare gerne skrive en tekst, krydret med nogle billeder, og så gav den gamle editor umiddelbart et bedre flow. Jeg må prøve at lære at leve med de kasser!
      Kh Nana

      1. Mon ikke du/vi vender dig/os til dem med tiden. Jeg gider hellere ikke når den slags ting laves om (og har ikke trykket på opdater wordpress endnu fordi jeg ikke vil bøvle med det lige nu). Ting i supermarkedet og programmer skal bare blive hvor de plejer så man kan koncentrerer sig om det vigtige i stedet for. Jeg har iøvrigt set at det nye system får kritik for ikke være lavet nok om (så det ligner de editors mere professionelle webdesignere bruger. Min søster laver masser af sådan nogle ting der hopper og bevæger sig og skifter farve. Det ser sejt ud).

        Hele ideen er nok netop at gøre det mere levende for læserne.

        Jeg er vildt glad for at du kan lide mine opskriftskasser. Jeg har selv lavet udseendet på dem (fordi jeg gerne ville have at de ikke skulle ligne alle de andres) men selve systemet har jeg købt og det er uendeligt stift i backend netop for at kunne være fleksibelt og overskueligt for brugerne.

        Hav en dejlig adventssøndag ❤️❤️

  4. Sikke noget – og så lige her i dejlige december 🙂 Du må ikke holde op med at blogge!
    Spørgsmål fra en WP wannabe, har du selv lavet din blog fra bunden af, eller fik du nogen til at sætte den op til dig?

    1. WordPress er – bortset fra at jeg har et problem med den nye editor – super nemt at bruge. Jeg bruger et gratis tema som jeg selv har tilpasset. Jeg brugte for nylig et par hundrede kroner på at få hjælp til at bruge billeder på højkant som udvalgt billede (noget med tilpasning af størrelsen), men ellers har jeg aldrig fået hjælp til noget der har med selve bloggen at gøre. Nu kan du jo noget med tegneprogrammer, så du vil sikkert ikke opleve editoren Gutenberg (det hedder den!) som et problem. Og så kan jeg altså kun anbefale WordPress der – som jeg har oplevet det – giver flere muligheder end Blogger.

      1. Jeg har faktisk startet på en side for længe siden, men så hang jeg ligesom fast i det og fik ikke blogget og derfor skiftede jeg bare tema på den gamle. Men jeg er ikke tilfreds med den og ville gerne kunne noget mere, så det er godt at vide at jeg måske bare skal klø på med WP. Tusind tak for svaret 🙂

  5. Hihihi kan altså ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. Du skriver så godt kære Nana, og jeg kan SÅ meget følge dig i det med de skie kasser 😉
    Men du må ikke stoppe med at blogge….

    PS jeg er osse vild med sådanne kasser som på billederne.
    Rigtig god nat

    Juleknus
    Lone

    1. Jamen, det ER jo også lidt sjovt, og jeg har også skrevet indlægget med selvironi. Det er tosset at blive så tosset over sådan noget 😉
      God aften til jer!
      Knus fra Nana

  6. Oi, skrekk og gru. Jeg har ikke våget å prøve ut de nye kassene enda og tviholder på den gamle malen. Kjenner at nå blei jeg litt frustrert og engstelig bare med tanken på at jeg kanskje blir tvunget ut på den nye veier.

    Ønsker deg en fin søndag.

    1. Åh, nu håber jeg ikke jeg har skræmt dig helt fra at opdatere, Ingrid! Du er måske meget bedre til at bruge den nye editor, end jeg er. Jeg tror jeg er lidt sær med de tekstbokse 😉
      God aften til dig!
      Knus

  7. Jeg håber du finder en løsning, så jeg stadig kan læse dine inspirerende blogs. Jeg forstår din frustration fuldt ud.
    Hilsen Jette.

    1. Jeg må prøve om jeg ikke kan vænne mig til den nye editor. Jeg prøver at tænke positive tanker om den 😉
      God søndag aften til dig, Jette!
      Kh Nana

    1. Åh, de kasser … Jeg arbejder hårdt på at lære at acceptere dem. Jeg sidder lige midt i en nedsmeltning fordi jeg ikke længere kan indsætte “Læs videre” midt i et afsnit. Og det skal den dumme editor ikke bestemme 😉

  8. NEJ!!! Du må sørme ikke holde op med at blogge! Du er mit daglige lille fix af stjålen hygge, når jeg sidder på min pind på arbejdet, og jeg kan så godt lide din blog. Pæn, eftertænksom, positiv og ikke overfladisk. Keep going, please…. Kh Sanne-Pande-Kaffekande (der er kommet mere end overens med landlivet efter flytningen i sommers 🙂 )

    1. Åh, hvor bliver jeg glad for at høre det! At min blog sådan får lov til at være et lille afbræk i arbejdstiden. Tak fordi du fortæller det! Og hvor er jeg glad for at høre at du holder mere af landlivet nu 🙂 Og snart skal du holde jul på landet 🙂

  9. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg læste dit indlæg. Jeg hader om nogen forandringer; jeg bander og svovler (på en pæn dameagtig måde selvfølgelig… 😉 ) når mine blogs ændrer funktion på den ene eller anden måde. Men på den anden side er jeg stædig som et æsel, og jeg VIL. Så jeg sidder indædt og prøver – igen og igen og igen – indtil jeg kan! Måske skal der snydes lidt; måske skal der eksperimenteres lidt… men pludselig er den der. Og det er en stor tilfredsstillelse, når det så lykkes. Så klø på, Nana 🙂

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.