Jeg er ellers god til at smide ting ud …

smide ting ud

Jeg er god til at smide ting ud. Jeg gemmer ikke på gamle papirer eller tøj jeg ikke længere bruger. Jeg er mester i at sælge brugte ting, og jeg føler en lettelse hver gang jeg skiller mig af med noget jeg alligevel ikke glæder mig over eller har brug for. (Jeg var faktisk lidt Marie Kondo inden Marie Kondo …). Men det gælder åbenbart kun ting jeg kan røre ved. Min computer er fuld af ting jeg ikke bruger, ting jeg absolut ingen glæde har af. Og jeg har ikke engang tænkt over det.

Vi har en langsom internetforbindelse her i området, men på det seneste er vores internet blevet så langsomt at vi nærmest har opgivet den fornøjelse. Derfor ringede jeg til udbyderen for at høre hvad der dog var galt. De kunne se at min computer belastede forbindelsen som om den var 50 computere og ikke én. – Formentlig pga. en virus, sagde den flinke unge mand.

nøglehulsvase

Jeg gik straks i gang med at skanne for virus og fjerne alt mistænkeligt. Og det var i den forbindelse det gik op for mig hvor meget jeg har liggende i min computer. Jeg må have taget en masse med fra tidligere computere, for meget af det går langt tilbage i tiden.

Jeg vil ikke fortælle hvor mange salgsopstillinger på huse jeg havde liggende i Overførsler (det er simpelt hen for pinligt), men det var mange. Og der lå mange hundrede gamle danskopgaver som kursister har afleveret i tidens løb. Der lå enorme mængder af billeder og virkelig meget andet. Jeg kunne nævne brugsanvisninger, invitationer, installationsprogrammer, fakturaer. Meget af det i flere eksemplarer. I Billeder lå tusindvis af billeder som også ligger i Fotos, og i Programmer fandt jeg et par programmer jeg ikke vidste at jeg havde.

smide ting ud

I løbet af de seneste dage har jeg smidt meget ud, men der er meget tilbage der skal samme vej. Og bagefter skal de ting jeg beholder, sorteres i mapper og undermapper.

Jeg ved ikke om min computer havde en virus eller måske bare et gammelt program der har ligget og forstyrret. Den er i hvert fald blevet meget hurtigere. Det samme er vores internetforbindelse. Vi kan igen være flere på internettet på én gang, vi kan se film, og jeg kan redigere billeder. Og efter at have overvundet min skræk for at smide ting ud af computeren, føler jeg, hver gang jeg klikker på “Tøm Papirkurv”, en lettelse der minder lidt om den jeg føler når jeg smider en stak gamle aviser ud.

nøglehulsvaser

Billederne i indlægget er dukket op under oprydningen. De er fra Drømmegavens tid.

Har du orden i din computer? Eller er der andre end mig derude der altid har været lidt bange for at slette ting i computeren og derfor er endt med alt for meget der bare fylder?

22 meninger om “Jeg er ellers god til at smide ting ud …”

  1. Jeg er efterhånden blevet nogenlunde god til at rydde ud og rydde op på min computer. Jeg går nemlig helt i baglås, hvis jeg skal finde et dokument eller andet, og det så ikke er rimelig let at finde – så jeg er nødt til at keep it simple 🙂

  2. Hvor må det være dejligt at være så god til at rydde op. Her ligger tonsvis af ting der skal sælges. Sække med tøj der skal sælges eller på genbrug, og jeg tør slet ikke nævne hvor meget “ragelse” John har i værkstedet. Han siger selv det er guld . Må til hans forsvar dig sige han altid lige har det andre står og mangler.
    Men min pc, den er der ryddet op i. Sjovt som vi er forskellige

    Rigtig god søndag og knus
    Lone

    1. Jeg er god til at smide ud, men ikke så god til at holde orden i det der er tilbage 😉 Jeg er imponeret over jer der har orden i computeren. Sådan vil jeg også være 🙂
      Tak, Lone og god søndag til jer!
      Knus

  3. Jeg tænker, at de fine ting fra Anne Flohr ikke skal smides ud. Jeg er så glad for de to nøglehulsvaser jeg har og en fin fyrfadsstage, jeg var så heldig at vinde i en “give away” fra Drømmegavens tid. De ting har fast plads i vindueskarmen og jeg nyder dem hver dag. Hilsen Birgit M.

    1. Uh, nej, Anne Flohrs ting beholder jeg 🙂 Jeg har nu ikke så mange som jeg viser i indlægget. Billederne tog jeg til Drømmegaven. Siden solgte jeg vaserne. De var faktisk noget af det der solgte bedst. – Forståeligt nok. Dejligt at høre at du er glad for dine glasting!
      God søndag til dig, Birgit!

  4. Datorn blir långsam, behövs inget virus, ju närmre övre diskgränsen du kommer. Och tiden gör sitt. Så att rensa regelbundet är ett måste och ibland när man gjort det behövs kan det vara bra att köra ett städprogram – du tar bara bort filer programmet kan städa program och annat som inte behövs. Och sist en diskkomprimering. Det är lite som hudvård 🙂

    Jo jag rensar regelbundet eftersom jag dels vill ha en hyfsat snabb dator och för att jag fotar raw-filer 🙂

    Ha det gott! Carina

    PS Letar virusprogrammet också efter malware? Annars kan det vara idé att köra tex malware bytes. Malware lägger sig så datorn blir långsam och funktioner ändras man förstår inte varför men det är väldigt irriterande.

    1. Ih, du lyder som en hel ekspert, Carina!
      Her var det nu ikke kun min computer der var langsom, men internetforbindelsen generelt, så der var andet galt end almindelig overfyldning 🙂
      Jeg har brugt Malwarebytes, men tak for rådet! Jeg ringede til Apple som sagde det samme som du siger.
      God søndag til dig!

  5. Jeg syntes selv jeg er blevet rigtig okay til at holde orden i min pc.
    Orker ikke langsomhed og ved at billeder osv er med til det.
    Så de ligger aldrig på min pc men i min ekstern harddisk.
    Så slider det ikke så meget på pc’en. Den kan anbefales.

    Skøn søndag
    Charlotte

    1. Det lyder som om de fleste af jer er meget bedre til digital oprydning, end jeg. Jeg vil forsøge at komme efter det! Jeg har mine billeder i iCloud, så der er slet ingen grund til at de ligger og fylder op i Overførsler. Det er bare fordi jeg ikke husker at rydde op og smide ud 🙂
      Dejlig søndag til dig og dine, Charlotte!

    1. Sejt. Jeg sidder stadig og sletter, men jeg er også kommet i gang med at lave mapper og organisere mine dokumenter. Det går fremad 🙂 Tak for anbefaling af ccleaner. Det er svært at vide hvad man skal bruge til den slags.

  6. Jeg er dårlig til at smide ting ud som fortsat er brugbare, ok til at holde orden, men dette er vanskeligt med mange ting og lidt plads. Rod stresser mig. Men så er der det med at finde tiden til at rydde op. Det kunne selvfølgelig gøres på de mange regnvejrsdage. Men så er det lige, at mit helbred ikke helt modstår de mange virusser, der lægger vejen forbi mit korpus. Så det bliver til rigtig mange timer på langs, for at samle kræfter til næste arbejdsdag. Så jeg har indtil videre accepteret, at det roder meget i kælderen, hvor der indtil videre kun sjældent kommer gæster. Og det positive er jo så, at jeg ikke står og mangler noget af det, jeg har smidt ud, og jeg ved, at indimellem finder jeg nogle timer og får noget fra hånden og videre til genbrug 🙂
    På computeren går det så noget bedre med at rydde op. Jeg er rimelig god til at flytte fokus fra det der fungerer mindre godt, til det som går godt. Har også set i vejrudsigten at der er lidt forårsvejr på vej. Fortsat dejlig søndag aften.

    Knus fra Susanne Josephine

    1. Jamen, det ser ud til at det kun er Pia og mig der er nogle computerrodehoveder. Jeg er så imponeret over alle jer der har orden i computeren! – Og jeg arbejder på at indhente jer 🙂
      Jeg håber at vejrudsigten holder, at der kommer forårsvejr og at du ikke bliver ramt af flere vira i denne sæson!
      Knus fra Nana

  7. At computeren går langsomt kan både skyldes en virus (det har jeg prøvet engang) og også, at der simpelthen bare ligger for meget på den. Men det med at “luge ud” er tidskrævende… åh, jeg ved det. Jeg er ikke for god til det.

    Det værste er billeder – de fylder frygtelig meget. I en perfekt verden lægger jeg mine fotos op både på Dropbox og på en ekstern backup – men min verden er sjældent perfekt. I virkelighedens verden ligger der (alt for) mange og fylder. Når jeg er på rejse, er jeg lidt mere “overskudsagtig”, for da får jeg som regel lagt mine fotos i mapper med stednavne. Og derefter lægger jeg dem over på den eksterne backup – det er sjældent muligt at sende dem til Dropbox på grund af den tid, det tager via internettet. Det kan jeg kun gøre herhjemme…

    1. Her var det også internettet der var belastet, og det kan vist ikke skyldes en overfyldt computer, men overfyldt var den, og jeg smider stadig ud 🙂 Du har ret: Billeder fylder! Og jeg har helt vildt mange billeder. Det har du sikkert også 🙂 Det lyder godt at du sorterer efter stednavne når du rejser. Jeg sidder og kæmper lidt med at finde ud af hvordan jeg skal sortere. – Men under alle omstændigheder er det rart at billederne nu bliver lagt i mapper.
      God tur, i øvrigt, når du nu snart rejser igen, Mia!

  8. God ide med mapper. Jeg er slem til ikke at få slettet dårlige billeder, men alle mine billeder er i mapper efter år, måned og dato med en overskrift. For eksempel 2019 ->03marts->17mar_havetur med Rosie. Det gør det også meget nemmere at finde billeder igen.
    Til gengæld er jeg dårlig til at slette mails. Det må være næste gang, jeg er forkølet eller sådan noget, hvor man kan sidde stille i laaang tid 🙂
    Kh, Karen

    1. Ja, man tager fotograferer jo bare løs fordi det er så nemt, men jeg er også dårlig til at rense ud i billederne bagefter. Tak for inspiration til navne på billedmapper. Jeg er lidt i vildrede i forhold til sorteringssystem. Lige nu er det efter emner (eller motiver hedder det vel), men det gik nemmest i starten …
      Jeg har for nylig slettet virkelig mange mails og efterfølgende manglet oplysninger fra et par af dem. Man skal passe på ikke at slette for meget 😉
      Kh Nana

  9. Godt indlæg og et godt indspark til mig om at få gjort noget ved min efterhånden langsomme pc.
    Jeg elsker orden, men må indrømme at det alligevel ofte roder, fordi jeg i stedet vælger at slappe af med en bog eller et striikketøj eller lige skal i haven…
    På min pc ligger alle mine billeder i mapper efter emne, men alle blogbilleder ligger i mappen under FrkAnemone/blomstermarts f.eks.
    Men jeg skal have set på oprydning der også og der var vist lige et par fif her, jeg kan bruge. Tak for dem.

    1. Jeg synes nu det lyder som om du har meget orden i dine billeder på computeren, Ulla 🙂 Da jeg begyndte oprydningen, havde jeg ca. 40.000 der bare lå i den rækkefølge jeg har taget dem. Det er blevet meget bedre, men jeg har lang vej endu 🙂
      God dag til dig! – Måske med lidt billedsortering 🙂

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.