I aften får vi gæster

gæster

I aften får vi besøg af et par gamle venner. Det glæder jeg mig til. De har ikke været her siden i sommers hvor huset var én stor byggeplads. Det bliver sjovt at vise dem det (næsten) færdige resultat. Og ikke mindst bliver det godt at høre hvordan de har det og i det hele taget bare dele stort og småt.

gæster

Jeg hygger mig med at lave mad og dække bord. Da jeg skrev indlægget om ranunkler forleden, var jeg så ranunkelinspireret at jeg brugte de fleste af mine sparepenge i Rema samme eftermiddag. På ranunkler i forskellige farver. De pryder bordet i dag, men i morgen rykker de ud på gårdspladsen, for der holder de meget længere.

borddækning

Jeg har også købt flere ranunkelknolde og har efterhånden adskillige hundrede. Jeg mangler stadig at lægge nogle af dem til forspiring, men i dag holder blomsterbonden fri, for jeg vil bare glæde mig til mine gæster. Denne søndag er faktisk lige præcis sådan en dag jeg drømte om for 4 måneder siden.

borddækning med ranunkler

Jeg er taknemmelig for at bo lige her lige nu, jeg er taknemmelig for at have et køkken og allermest for de mennesker jeg deler det hele med. Nu vil jeg bage et brød og glæde mig til at vores venner træder ind ad døren om få timer.

8 meninger om “I aften får vi gæster”

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar ses først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.