Hvorfor er det så svært at holde en aftale?

aftale

Overskriften kunne tyde på at jeg vil skrive et surt blogindlæg. Det vil jeg ikke. Jeg vil skrive et undrende indlæg.

For tiden bliver jeg brændt af i ét væk. Igen og igen er der håndværkere der lover at komme, og så enten slet ikke kommer eller kommer betydeligt senere, end den aftalte tid.

Vi bliver konstant lovet materialer som ikke kommer til tiden. Fx er et vindue vi har bestilt, indtil videre 2 uger forsinket. Det er ikke ligegyldigt, for mens vi venter på vinduet, kan elektrikeren ikke blive færdig og malerne ikke komme i gang.

Jeg forsøger at være en slags byggeleder på vores køkkenprojekt, og selv om jeg ikke ved meget om håndværk, tror jeg at det ville gå ret godt hvis alle overholdt deres aftaler. Det ville ikke alene være rart for mig, men for alle de involverede. Men alle overholder altså ikke deres aftaler.

efterårsblade

Jeg har solgt en del af vores gamle køkken via Den blå avis. Men også her er jeg blevet brændt af. Gang på gang har folk henvendt sig og forsikret mig om at de vil købe en ovn, en emhætte eller en opvaskemaskine og helt sikkert komme efter den i morgen. Det tror jeg på. Jeg siger til andre der henvender sig at ovnen/emhætten/opvaskemaskinen er solgt. Jeg venter på dem der lovede at købe, men jeg hører aldrig fra dem  igen. Fair nok at de har skiftet mening, men kunne de ikke lige sende mig en hurtig SMS og sige at de har fortrudt? Så kunne jeg jo sælge den ovn til en anden …

klosterris hegn

Jeg har været vred. For jeg bryder mig virkelig ikke om at blive brændt af. Men jeg er ikke vred længere. Jeg er gået over i en mere undrende fase. Hvad pokker er det der får folk til at love at komme mandag kl. 12 hvis de nu ikke har lyst, tid eller vilje til at komme mandag kl. 12?

Jeg tror at – i hvert fald en del af – forklaringen er at de har for travlt. De er stressede og mister overblikket. De vil egentlig gerne komme mandag kl. 12, og de tror formentlig også på det når de siger det. Så kommer der noget i vejen, og enten glemmer de at de havde en aftale med mig, eller de glemmer i hvert fald at aflyse den.

novemberskov

Det kan også være jeg bare er gammeldags når jeg har en idé om at en aftale er … en aftale.

Under alle omstændigheder ville jeg ønske at jeg kunne være lidt mere afslappet. Når nogen ikke kommer til tiden eller ikke afhenter en mikrobølgeovn, handler det jo næppe om mig, men snarere om dem. Jeg kan ikke lave om på de mennesker der ikke overholder aftaler, men jeg kan måske blive bedre til at rumme det. Jeg vil arbejde med det.

kastanjer

Billederne er fra en tur i skoven. Den har jeg en fast aftale med, og den svigter aldrig.

28 meninger om “Hvorfor er det så svært at holde en aftale?”

  1. Jeg forstår dig til fulde, Nana. Genkender det alt for godt. Vred/undrende/p….sur. Og jeg har desværre ikke et eneste trøstende ord eller fornuftig forklaring. Jeg fatter det ikke.
    Men jeg forstår godt, at du henter energi og frisk mod i skoven. Det er dejlige billeder, og store træer er så dejligt stoute og beroligende.
    Jeg ønsker dig medgang i den kommende tid.
    Kh Lisbeth

  2. Ja det lyder ikke rart at blive brændt af gang på gang . Det pokkers til opdragelse. Trist .
    Nå men hvordan går det med køkken ? Bliver det blåt ?

    1. Hej Anita.
      Niks, køkkenet bliver ikke blåt. Det var for sent jeg fik den idé. Men jeg glæder mig til vores hvide køkken, og vi har fundet en fin beige farve til væggene der kan bryde det hvide.

  3. Det er SÅ irriterende at blive brændt af. Jeg har oplevet det adskillige gange i forbindelse med handler via Den Blå Avis. Det er så ærgerligt, når sådan en afbrænder har forhindret et salg til anden side. Skoven derimod – den kan man altid regne med 🙂

    1. Ja, man kommer til at bruge så meget tid på ingenting. Og det kunne jo nemt undgås, tænker jeg. Det kræver bare en lillebitte SMS.
      God søndag til dig, Randi!

  4. Det sker vist alle vegne, da vi i sin tid fik bygget om her, forsøgte jeg at opdrage håndværkerne til at ringe, hvis de ikke kunne holde aftalen. Nemt var det ikke. Det er irriterende at vente på. For tiden venter vi på en tømrer, der havde lovet at komme i sidste uge, han plejer ellers at være stabil.
    Kh Lisbeth

    1. Ja, jeg tror bestemt også at det er et generelt problem. Eller næsten en kultur. Det ville nemlig være en kæmpe hjælp bare man fik besked via en hurtig opringning eller en SMS. Held og lykke med tømreren. Jeg håber han dukker op 🙂
      Kh Nana

  5. Jeg tror “bare” tiden har ændret sig, og det er blevet håbløst umoderne at holde en aftale.
    Jeg skulle købe en weekendseng til besøgende baby i en anden by kl x, og blev forsinket. Sendte derfor sms, at jeg blev 30 min forsinket (i min optik en væsenlig forsinkelse), og den sms blev omdrejningspunktet da vi så mødtes. Manden var blevet vildt overrasket, og havde syntes det var unødvendigt og gammeldags, og for mig var det helt naturligt. Vi var lige gamle (start fyrrene), så det var lidt en spøjs oplevelse.
    God søndag.

    1. Ja, jeg fornemmer også at det ligger i tiden at en aftale bare er sådan en løs ting. Hvis begge parter lever fint med det, er det jo fint nok (jeg har bare svært ved at tro at den afbrændte part synes det er super). Problemet opstår når der er en i den ene ende som hælder til den mere gammeldags opfattelse. Jeg ville være blevet glad for din SMS 🙂 – men jeg er også langt over 50 😉
      Tak – og i lige måde!

  6. Hejsan!

    Du tar upp ett ämne som jag funderat och retat mig på åtskilliga gånger. Trots att vi bor i olika länder är problemet med hantverkare
    exakt likadant här. De kommer aldrig när de lovar, en kultur som orsakar problem för den som väntar. Det är ju andras tid som de behandlar med en respektlöshet som vi inte är vana vid i vårt moderna samhälle. De flesta yrkesgrupper är mycket måna om sina kunder men hantverkarna kanske har oändligt med jobb så de kan strunta i allt vad som heter kundkontakter.

    Det är inte vi som klagar som skall be om ursäkt när löften bryts, skammen åvilar den som är ovarsam med andras tid.

    Hälsningar
    /Gunilla

    1. Hej Gunilla.
      Ja, jeg oplever det nemlig også som respektløst når folk kommer for sent eller udebliver fra aftaler. Jeg tænker bare at dem der ikke overholder aftaler, nok ikke oplever det på den måde. Det bliver det sådan set ikke bedre af. De spilder stadig vores tid! Men hvis jeg siger til mig selv at de ikke gør det for at genere mig, kan jeg lidt bedre klare det 🙂
      Tak for din kommentar! Og god søndag til dig!
      Mange hilsner fra Nana

  7. Jeg synes også, at “folk” er blevet værre til at holde aftaler. Jeg har tit noget til salg i DBA, og jeg har efterhånden vænnet mig til at tage løfter om køb med et kilo salt. Jeg vil se det, før jeg tror det. Omvendt bliver jeg glad og lettet, når det så lykkes. Indtil videre har jeg OK erfaringer med danske håndværkere. Der skal heller ikke meget til at glæde mig på den front; i England kom de stort set aldrig som aftalt… !

    1. Ja, man bliver så glad når tingene bare klapper 🙂 Jeg får også altid lyst til at springe ud af bilen og give en krammer til de cyklister der rækker hånden ud når de drejer til højre 🙂
      Det er interessant at høre at fænomenet med håndværkere der ikke overholder aftaler, tilsyneladende er internationalt. Jeg tror altså også det kan skyldes at de har for meget om ørerne. Vi har i øvrigt masser af gode oplevelser. Vi har bare lige haft et par uger som har været til den opslidende side 😉
      God søndag til jer og Gussi!

  8. Det er så typisk håndværkere ikke at kunne holde aftaler, og meget irriterende. Kender det så godt. Dejligt du kan finde ro i, og holde dine aftaler, med skoven 😉
    Smuk søndag til dig søde Nana

    Knus, Lone

  9. Mon ikke det handler om opdragelse? Og at dette kan være så meget forskelligt? da jeg for næsten 40 år siden solgte forskellige møbler i forbindelse med en flytning var jeg ude for det samme. …. Mht. håndværkere. Jeg arrangerer mig altid med en entreprenør, i dette tilfælde et fantastisk godt lokalt tømrerfirma. Det fungerer. Det har mine naboer også fundet ud af så firmaet er meget brugt her i området. Håber I får bedre oplevelser fremover. venlig hilsen Kirsten Buna, Hellebæk

    1. Vil det sige at tømrerfirmaet har kontakt med en masse andre håndværkere og styrer hvem der kommer hvornår, så tingene hænger sammen? Hvis det faktisk fungerer, lyder det jo fantastisk! Og dit område er mit område, så jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om det tømrerfirma 🙂 Apropos vores område, så bruger vi et lokalt elektrikerfirma som kan komme med kort varsel og altid kommer præcis til den aftalte tid. Dem er jeg glad for!
      Søndagshilsner fra Nana

      1. Hornbæktømrerne. I virkeligheden 2 mestre der arbejder sammen. Og desuden en ung svend. Tillige rådgivning – jeg samler på gode håndværkere fordi jeg er alene og en ældre enlig kvinde nyder ikke stor respekt. Det er i hvert fald min erfaring efter min mand døde. Held og lykke Kirsten, Hellebæk

  10. Det er præcis på samme måde i mit område.
    Jeg forstår ikke at mennesker har så lidt ære i livet, at de åbenbart er ligeglade og kommer hvis de gider, når de gider osv.
    Mest surt at tage fri og vente på en aftale og så blive glemt/brændt af.
    Og så alle undskyldningerne: Jeg glemte dig. Jeg glemte dit telefonnummer osv.
    Gab har folk ikke en kalender og et mailsystem????
    Tænk om jeg bare glemte mit arbejde, mine aftaler – den gik da aldrig.
    Håber du får en smuk rolig søndag:-)

    1. Nej, det er rigtigt. Jeg ville heller ikke være det bekendt! Og du har helt ret: Det er nemlig ekstra ærgerligt hvis man brænder en fridag af på at vente på ingenting! Det må være fordi aftalesvigterne ikke for alvor sætter sig ind i hvordan det er at være i den anden ende af aftalen.
      Tak, Tina. I dag har jeg kun en enkelt aftale som måske endda bliver overholdt 🙂 Dejlig søndag til dig!

  11. Jeg undrer mig sammen med dig og alle de andre der har kommenteret her.
    Mht. salg af brugte ting virker det som om folk rigtig gerne vil chatte vedr. salget – frem og tilbage i en uendelighed og man svarer beredvilligt og til sidst hører man ingenting – måske er det bare en form for underholdning..
    En tur ud i naturen kan heldigvis hjælpe på irritationen og give ny energi 🙂

    1. Hi-hi, ja, det er rigtigt at man kan chatte meget (og have mange salgsaftaler), før man sælger ting på DBA. Sådan synes jeg altså ikke det var i gamle dage (og nu lyder jeg meget gammel 😉 )

  12. Jeg føler med deg, Nana! Vi skal akkurat i gang med å pusse opp hele huset her, og jeg håper ikke at jeg gjør de samme erfaringer som deg.

    Klem fra Marit

    1. Åh, det lyder da ellers spændende, Marit! Det er jo på mange måder rart og sjovt at sætte hus i stand. Jeg håber at dem I laver aftaler med holder aftalerne til punkt og prikke!
      Knus fra Nana

  13. Lige nu tror jeg at de fleste håndværkere har virkeligt travt og rundt omkring kan det være svært at skaffe materialer – det er vældig utilfredsstillende, især hvis man ikke får ordentlig besked om det.
    Mht. køberne i DBA og andre steder handler det da vist mere om dårlig opdragelse…

    Glæder mig nu til at se mere til jeres nye køkken – på et tidspunkt 🙂

    1. Ja, jeg tror nemlig også det handler om travlhed – og måske endda stress. Og det er trist!
      Jeg glæder mig også til at se vores nye køkken. Og til at spise varm mad igen 🙂

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.