Hvad laver du?

havd laver du
Nå, men hvad laver du så?

Når vi møder nye mennesker, er et af de første spørgsmål ofte: “Hvad laver du”? – Underforstået hvordan tjener du penge? Spørgsmålet er sådan set fornuftigt nok, for det gælder jo for mange af os, at vi tilbringer en masse tid på arbejde, og at vores arbejde derfor fortæller noget om, hvem vi er. Det er også et spørgsmål, der kan åbne for en længere snak, og jeg tænker, at det er derfor, vi så ofte stiller det til nogen, vi skal snakke med for første gang.

Det er svært at svare

Der er bare det, at siden jeg holdt op med at gå på arbejde, har jeg haft svært ved at besvare det spørgsmål. Og det er ikke, fordi jeg ikke laver noget, men fordi jeg ikke “går på arbejde”. Det er der jo mange andre, der ikke gør. Man kan passe børn, dyr, hus og hjem. Man kan være arbejdsløs. Man kan være syg, også langt mere syg, end jeg er. Der er en masse mennesker, der ikke kan besvare spørgsmålet “Hvad laver du?” med en beskrivelse af et stykke lønarbejde. Jeg er med andre ord ikke den eneste i verden, der ikke går på arbejde. Og når jeg har svært ved at besvare spørgsmålet om, hvad jeg laver, er det ikke, fordi jeg synes, at man er mindre værd, når man ikke passer et lønarbejde. Jeg har stor respekt for mennesker, der går hjemme og passer børn, dyr og hus, er arbejdsløse eller syge.

Alt det jeg ikke længere laver

Ikke desto mindre har jeg ofte taget mig selv i som svar på det store spørgsmål at opremse alt det, jeg engang lavede. Og det er nok, fordi det stadig er det billede, jeg har af mig selv. Jeg tænker stadig på mig selv som lektor, som underviser, som dansklærer. Så jeg siger: “Jeg er cand.mag. i dansk og engelsk, og underviste i mange år i mine fag. Både på VUC og i gymnasiet. Mest på VUC, som står mit hjerte meget nær.”

Det er jo rigtigt, men det er datid. Jeg har ikke undervist i adskillige år, og de sidste mange gange jeg forsøgte, endte det sørgeligt med at jeg blev svimmel, skulle bæres ud i en taxi og køres hjem.

bøger
Mine reoler er stadig fulde af skønlitteratur, men jeg har smidt undervisningsbøgerne ud. Det har jeg det stadig mærkeligt med.
Jeg var stolt af at være lærer.

Det lyder nok fjollet, men jeg var stolt af at være lærer. Jeg holdt aldrig op med at synes, at det var ret vildt, at der stod lektor på min lønseddel. Og jeg var ikke bare stolt. Jeg var også glad. Jeg elskede virkelig mit job. Mine kursister, fagene, kollegerne, togturen til København, ja, det hele, men allermest mine kursister. Kursister, som kom og troede, at de ikke kunne gå i skole, og så fandt ud af, at det var de faktisk ret gode til. Kursister, der aldrig havde læst en hel bog, og som fandt ud af, at det kunne de godt, og de kunne endda bruge det til noget. Kursister der sloges med forskellige ting, og som alligevel mødte op, lærte, tog eksamen og kom videre ad nye spor. Åh, hvor jeg elskede de kursister. Og, åh, hvor er det svært at give slip på billedet af mig selv som en, der underviser.

hvad laver du?
Foto: Jan Ove Kristensen. Mig i hjemlige omgivelser. De omgivelser hvor jeg nu tilbringer det meste af min tid.
Det krakelerede selvbillede

Men nu er jeg altså ikke længere en, der underviser. Jeg har en sygdom, der begrænser mig. Den har ikke ødelagt mit liv, men den har gjort det anderledes. Jeg ved det, og jeg synes også, at jeg accepterer det, men alligevel må der være en del af mig, der ikke helt har taget det ind. For det er, som om mit selvbillede ikke er fulgt med virkeligheden.

hvad laver du?
Mine skoletasker som jeg solgte i forbindelse med flytningen til Ravnegård. Uh, det var svært. Ikke pga. taskerne, men fordi det var et farvel til livet som lærer.
Opbygningen af et nyt selvbillede

Jeg øver mig i at se mig selv som kone på landet og blogger. Jeg øver mig i at se folk direkte i øjnene og sige, at jeg bor på en gård, hvor jeg passer dyr og hus, og at jeg blogger. Jeg øver mig i ikke at sige “jeg plejede at undervise, men så blev jeg syg …”.

hvad laver du
Foto: Jan Ove Kristensen. Det er mig, Nana. Jeg er blogger.

Det er noget mærkeligt noget at det kræver så megen øvelse at besvare det simple spørgsmål: “Hvad laver du?” Hvordan har du det med det spørgsmål?

37 meninger om “Hvad laver du?”

  1. Jeg kan godt forstå, at du er ked af ikke at arbejde med det, du elskede. Og du valgte det jo ikke fra – det var helbredet, der valgte for dig. Jeg kan også godt forstå, at du stadig nævner det, du har lavet, for dit hjerte er jo til dels stadig der.

    Det er ikke spor nemt, for der bliver lagt så meget vægt på karriere og lønarbejde. Jeg kender en, der er hjemmegående, og når hun var med sin mand (der havde karriere og rejste rigtig meget) til diverse arrangementer, spurgte alle også, hvad hun lavede. Når hun svarede, blev de tomme i blikket og kiggede rundt efter mere prestigefyldt selskab. Nu var det sådan, at de boede på en gård, og hun var begyndt at have køer, efter deres fire børn ikke var så små længere. Så hun begyndte at svare: Jeg er kvægavler. Og så var hun pludselig spændende – også selvom hun var nøjagtig den samme som før.

    Nu må du stolt sige, at du er Influencer 😀 Ja, altså blogger. Det ord kan jeg bedre lidt. Hvis de så spørger, om man da kan tjene noget ved det, kan du bare se mystisk ud og skifte emne – nævne, at det er der da mange, der gør. Så tror de nok, du tjener en masse sort og ikke vil sige det 😀 Men hellere det end at kigge bagud, for nu er jo nu og noget helt andet.
    Kh, KAren

    1. Åh, historien om kvægavleren er god, Karen! Tak for den! Det handler nemlig, som du siger, om prestige, og selv om man ikke selv synes, at det er mindreværdigt at være hjemmegående eller invalidepensionist, eller hvad man nu er, så mærker man jo at man falder i andres agtelse når man præsenterer sig som sådan. I hvert fald i nogens agtelse, for der er selvfølgelig også mennesker, der kan rumme, at ikke alle gør karriere i erhvervslivet. Og måske siger det tomme blik, mere om dem der bliver tomme i blikket, end om os der er hjemmegående af den ene eller den anden grund 🙂

      Jeg skal lige øve mig i at se mystisk ud. Mon ikke jeg kan lære det …? 🙂

      Kh Nana

  2. Du er Nana, Du er blogger. Du er min yndlingsblogger. Så´ det sagt 🙂

    Jeg havde det selv i mange år lidt kringlet med det spørgsmål… Jeg er, som dig, uddannet cand mag. Jeg kom bare aldrig til at arbejde som sådan, da jeg barslede med mit speciale præcis samtidig med et hold vidunderlige tvillinger. Da tiden til at starte arbejdslivet kom efter barsel, fandt jeg det helt uoverskueligt at komme i gang med at lære at undervise og “være på ” i den grad, som man er det som underviser. Så jeg kom til at lave noget helt andet, som jeg er og hele tiden har været vældig glad for. Alligevel tog det adskillige år at få justeret mit selvbillede, så spørgsmålet “Hvad laver du så” ikke længere var ubekvemt.
    Bedste hilsner

    1. Hvor er du altså bare sød, Sanne! Tusind tak for de rosende ord!!

      Det er interessant at høre, at du også skulle bruge lang tid på at justere selvbilledet i forbindelse med dit arbejdsliv. Godt, at du har fundet en plads, som du er glad for! Undervisning er fantastisk, men det er også hårdt, og det er mit indtryk, at den metier – af forskellige årsager – kun er blevet sværere igennem de seneste år, så det er ikke så tosset at være gået andre veje 🙂

      Og så trak jeg altså på smilebåndet over, at vi også har samme uddannelse. Der er bare så mange lighedspunkter i vores liv 🙂

      Tak, igen, for din super søde kommentar!

      Kh Nana

  3. Jeg synes roligt du kan være stolt af dig selv! Jeg er så vildt imponeret af alt det du når og af alt det du giver alle os der får lov at følge med her på bloggen.

  4. Tak Nana for dine fine fortællinger. Jeg er 75, så mig spørger de -“Hvad går du så og laver?”, og så får jeg lyst til at fortælle om mit forhenværende fantastiske og mangeårige job som direktionssekretær/management assistant i en stor dansk virksomhed. Men det praler og taler jeg jo ikke om. Jeg siger som det er, at jeg nyder tilværelsen som pensionist med flere interesser.
    Men du har ret, og har her fået fine råd fra andre. Glem ikke at fortælle at du nyder din tilværelse, for det har man på fornemmelsen, at du gør!

    1. Selv tak, Marianne! Tak for at du vil læse med! Du har ret i, at det er vigtigt at huske på at nyde tilværelsen når det kan lade sig gøre – og også at formidle, at det gør man. Og hele ideen med at gå pension er vel netop, at man får tid til at nyde livet, uden at skulle levere et stykke arbejde på bestemte tidspunkter. Den frihed er der en masse kvalitet i 🙂

  5. Kære, dygtige Nana
    Du kan da roligt sige, at du er blogger med den aktivitet, du lægger for dagen. Influencer, som Karen skriver, lyder nok bedre i den sammenhæng, hvor det gælder om at ‘fylde på’.
    Du er jo da også blomsterbonde.
    Gad vide, hvordan spørgerne ser ud, hvis du svarer, at du er hundelufter?
    Faktisk synes jeg, at det lyder sjovere og mere interessant at høre om hvordan det mon er at være både influencer, blomsterbonde og hundelufter, end cand.mag. og underviser (undskyld). Men ellers kan jeg godt forstå, at du har haft svært ved at forlade identiteten, da det ikke var frivilligt. Det er godt nok synd for dig.
    Når jeg bliver spurgt: “Hvad laver du?” Plejer jeg at svare “Ingenting”. Det plejer at forvirre passende. Ofte tilføjer jeg så: “Aj, jeg laver en masse, men jeg arbejder ikke længere”. Så plejer de at spørge både hvad jeg har lavet og laver nu. Jeg prøver at finde de skøreste og mest kontrastfyldte ting for ikke at blive sat i bås, så de straks tror, at de ved, hvad jeg er for en. Og dem, der kun er interesseret i at snakke, hvis jeg tjener (mange) penge, håber jeg så at slippe for. De findes (du har sikkert også mødt dem), og de må hellere end gerne vælge den anden borddame 😉 Alternativt spørger jeg pænt, om de ikke laver noget spændende ved siden af arbejde. Det forhaler nu som regel kun samtalen få sekunder, for det gør de ikke, og så er de tilbage hos den anden borddame.
    Held og lykke med at finde dig til rette 🙂
    Kh Lisbeth

    1. He-he, ja, hundelufter er jeg da, i hvert fald 🙂 Og alternativt er “ingenting” et fint svar. Tilpas provokerende, for selvfølgelig laver man ikke ingenting. Men det er bedre end mit sædvanlige “jo, altså, jeg plejede at …”, for det får sådan en underlig undskyldende klang.

      Tak, Lisbeth, for din optimistiske, livsduelige kommentar som giver mig nyt mod på at komme igennem præsentationsrunden 🙂

  6. Uha! Lige præcis den problemstilling har jeg stadig rigtig svært ved og da jeg for snart en del år siden måtte sige farvel til arbejdsmarkedet, fulgte der også en stor sorg. Jeg er “kun” uddannet kontorassistent men jeg nåede at prøve tre forskellige gode jobs inden min krop sagde stop. Det sidste sted nåede jeg at være knap 3 år og jeg elskede det og regnede med at jeg skulle være der i mange år. Jeg fik ansvar og arbejdede med nye interessante ting indenfor entreprenørbranchen som assistent for en stor afdeling og havde nogen skønne kollegaer. Jeg var stolt og følte mig værdig når Stig og jeg var ude blandt andre og skulle fortælle om mig selv.

    Og nu, efter jeg er gået på førtidspension, har jeg oplevet adskillige gange, at blive set ned på eller overset, når jeg fortæller at jeg er førtidspensionist.
    Det er som om jeg bliver usynlig. Een af de sidste gange var til et arrangement med Stigs forrige firma, hvor vi sad til bords med selveste Sophie Løhde og hendes kæreste som også er højt på strå. Efter at alle ved bordet (8 Pers.) havde fortalt den ene fantastiske historie efter den anden om dem selv, blev jeg spurgt og jeg kunne krybe i et musehul! ALLE blev totalt tavse og kiggede bare ned i bordet. Dér havde jeg bare lyst til at løbe væk!

    Og nu grubler jeg virkelig over hvad jeg skal finde på at sige fremover, for jeg har jo ikke nogen blog eller et landsted, som jeg kan fortælle om.
    En af mine veninder siger at jeg skal sige, at jeg er havedesigner fordi jeg har hjulpet hende med hendes have 😀 hahaha
    Meeen det er vist ikke helt nok

    Så du kan nok høre at jeg fuldt ud forstår hvad du mener 😉

    Knus Vibeke

    1. Det dér med at føle sig usynlig er bare så lidt sjovt. Og det er ikke i orden at behandle andre mennesker på den måde. Jeg tror egentlig det handler om uformåen. De ved ikke, hvad de skal sige/stille op, og så ser de bare blanke ud i ansigterne. Da jeg for mange år siden mistede min ældste søn, oplevede jeg at nogle mennesker slet ikke svarede, når jeg fortalte det. De kikkede bare tomt frem for sig og talte om noget andet. Det må være mennesker med et meget lille overskud, der bare går blanke, når de hører om noget, der ikke ligner det “perfekte, succesfulde” (hvad det så er?!?) liv, de tror, det hele handler om.

      Du er ikke usynlig, Vibeke! Jeg ser dig 🙂 Og jeg er glad for at du læser med og kommenterer her hos mig!

      Knus fra Nana

  7. Kære Nana

    Jeg syntes du har et spændende liv og formidler det godt her på bloggen. Du gør hverdagen spændende, og som jeg ser det, forsøger du hele tiden at finde på noget du kan harmonere med.
    Du er modig og smuk!

    Og det er så dejligt at læse du elskede dit job, jeg bliver helt passioneret ved at læse om din passion.

    Ufff, kender de spørgsmål om hvad laver du! Nogen gange siger jeg: jeg laver ingenting, og så kigger folk på en som om man er faldet ned fra månen, andre gange fortæller jeg om alt det jeg laver herhjemme, i det daglige, med tøsekomsammener, have,kreativitet, hund og mad, og selvfølgelig barnebarn.

    Og andre gange igen siger jeg jer er så heldig at Kim kan forsørge os begge.

    Jeg er så træt af at skulle forsvare og forklare om de valg vi sammen har truffet.

    Et af mange folkes modsvar er så, keder du dig ikke? Mit svar er altid Nej.
    .
    Og jeg er så træt af at høre på folk der ikke bestiller andet end at brokke sig over deres job, eller deres chef, og jeg er så træt af at høre kedelige remser….og jeg er faktisk også ret træt af at høre folk sige vi ville gøre det samme hvis vi havde råd, for nogle gange tvivler jeg.

    Jeg rå elsker at lytte til mennesker der har passion for deres job, det er så god en energi!!!

    Det kræver en del indre bearbejdning at være hjemmegående, det er som om, man udover at elske det, også skal igennem den tid hvor kvinderne kom på arbejdsmarkedet, noget der sker i det underbevidste .

    Når alt det er sagt vil jeg også til at lave noget igen;-) Altså noget jeg kan få en indtjening af :-)))))

    Kærlige hilsner fra en hjemmegående
    Knus Anette

    1. Tak for din lange, søde kommentar, Anette! Det man godt kan savne, synes jeg, er en bredere forståelse af, hvordan man bruger sit liv “rigtigt”. Og så kunne jeg godt tænke mig, at vi ikke alle sammen skulle have så travlt. Jeg tror, at hvis man har frygteligt travlt hele tiden, bliver det svært at kikke op over kanten og tage en beslutning om at ændre sit (arbejds)liv. Dem du skriver om, som brokker sig over deres job, har måske ikke kræfter og overblik til at komme ud af det.

      Jeg kan godt lide tanken om at vi gør forskellige ting i forskellige faser af vores liv, og jeg venter spændt på, hvad du er ved at finde ud af 🙂

      Knus fra en hjemmegående til en anden

  8. Kære Nana.
    Det spørgsmål får jeg ikke mere, da ingen er i tvivl om, at jeg er langt over pensionsalderen, så falder talen på uddannelse og job, taler jeg selvfølgelig i datid. Så glæd dig, der kommer en dag, hvor du med sindsro og glæde kan fortælle, hvordan det var at være dig – den del vil altid være der og den har præget dig som den person, du er.
    Mange hilsener fra Jette.

    1. Kære Jette.
      Det er egentlig lidt tankevækkende, at du ikke får spørgsmålet længere, for du laver jo garanteret stadig en masse 🙂 – blot passer du ikke et lønarbejde. Og du har ret i, at alt det, vi i tidens løb har beskæftiget os med, har været med til at præge os. Det er en god tanke at have med i dette foranderlige liv.
      Tak for kommentaren!
      Venlige hilsner fra Nana

  9. Jeg tror, at mange frygter det spørgsmål, også de unge. To af mine sønner har en uddannelse, men den ældste har ikke. Han har sit gode job og taler med mange folk i telefon på sit arbejde, men der er jo ikke nogen særlig titel. Hvor er det synd, at man er begyndt at gå så meget op i, hvad folk laver. Jeg kan bare sige, at jeg er pensionist og bruger al min fritid i haven. Hovedsagen må vel være, at man har et godt liv og kan klare sig her i livet.
    Kh Lisbeth

    1. Ja, det er da godt nok træls, at det er mere fint at passe et job, der har en lang, engelsk titel, som de færreste forstår, end at passe et job uden titel. Når jeg af og til falder over nogle jobannoncer, så forstår jeg helt ærligt ikke, hvad over halvdelen af dem indebærer. Det bliver jobbet formentlig ikke dårligere af for de indviede, men da heller ikke bedre! Og jeg mener altså heller ikke, at man bliver mere værd, fordi man har et lønarbejde i det hele taget. Menneskelig værd handler om nogle helt andre ting.
      Du er i øvrigt bare så god til at være pensionist, Lisbeth! Du bruger al den tid, du har fået forærende, på allersmukkeste vis når du skaber have 🙂
      Kh Nana

  10. Kære Nana

    Jeg får lyst til at sende dig en kommentar. Men jeg er vældigt syg i dag, så hvis jeg skriver det rene volapyk, er det derfor.
    Jeg håber, du kan tilgive mig.

    Jeg kan spejle mig i det du skriver. For jeg blev fra den ene dag til den anden invalid, da jeg var 34 år. Efter en helt almindelig halsbetændelse. Jeg var pædagog og storelskede mit arbejde!

    Når jeg læser din historie, genkender jeg mange af dine følelser.
    Og jeg synes, det er så fint, den vej, du vælger, som du beskriver, sidst i dit indlæg. Sejt, gået, Nana. Det er den helt rigtige vej.
    For du vokser jo, og er på vej til at være, en ny Nana.

    Jeg tror også, man må indstille sig på, som sygdomsramt, at sorgen – for det ER en sorg at miste sit elskede arbejde, i utide – den vil ramme, og komme igen. Fra tid til anden.Til du til sidst kan slippe.

    Og det er vigtigt at huske, at vi ikke kun er vores identiteter, som vi viser omverdenen. Vi er SÅ meget mere. Og særlig vores sjæls rejse, kan, hvis vi vil, begynde lige her.

    God vind, til dig. På din livsrejse. Du er sej!

    Med kærlig hilsen, fra Laila.

    1. Kære Laila.

      Du skriver ikke volapyk; du skriver klart og smukt! Jeg synes, du har ret i de ting, du skriver. Det ER virkelig et tab, når man mister arbejdsevnen, og det skal man også have lov til at mærke, for så kan man efterfølgende bedre se frem og få nye drømme. Og vi er jo netop en her masse andet, end det arbejde, vi passer eller ikke kan passe. Når det kommer til sjælen, er det med jobbet vist slet ikke vigtigt 🙂

      Jeg håber du har det bedre i dag! – Og du er sej, er du!

      Kærlig hilsen Nana

  11. Jamen du er da blogger, blomsterdyrker og alt muligt andet nu. Men jeg forstår dig til fulde. Ligesom dig elsker jeg også underviserrollen og selv om der nu er meget travlt i den verden, er det fantastisk når en elev lige pludselig ser lyset i ens fag og så derefter giver den gas.
    Jeg undgår så vidt det er muligt at stille spørgsmålet – for jeg havde jo en periode hvor jeg selv hadede at få det spørgsmål. Og helt uden grund for vi er jo så meget andet end vores arbejde :-).

    Jeg elsker at læse med hos dig. Dine kloge ord, skønne billeder og beskrivelser af hverdag, ombygning mm er til stor inspiration. Så jeg håber inderligt, at du vil fortsætte med at berige os alle læsere :-).

    Knus fra Mette

    1. Ja, underviserrollen er så berigende, når tingene lykkes. Jeg kan godt forstå at du elsker dit arbejde!

      Tusind tak for dine smukke ord om min blog! De betyder virkelig meget for mig! – Og, jo, jeg bliver ved med at blogge. Min nye arbejdsidentitet er blogger 🙂

      Knus fra Nana

  12. Åh, hvor jeg forstår dig og dine tanker rammer mig ganske dybt, selvom jeg er i job og altid har været det. I tiden måler man gerne og ofte folks identitet gennem deres job, og det sætter jo automatisk mange uden for rækkerne, når nu man ikke længere har et lønnet job som hovedbeskæftigelse.
    Jeg istemmer de andres kommentarer om dine fine evner som blogger, blomsterbonde og alt det andet. Du er sej og modig i alt det du kaster dig ud i 🙂 Og man skal have lov at savne og mindes de ting man tidligere har været god til og glad for at beskæftige sig med.
    knus

    1. Tusind tak for din søde kommentar, Ulla! Ja, der er vist en tendens til, at vi (be)dømmer hinanden i forhold til, hvilket job vi har eller ikke har. I hvert fald i første omgang, for der er heldigvis mange der også interesserer sig for alt det andet 🙂 – Og her er den del af blogverdenen, som vi færdes i, et godt eksempel!
      Tak, igen – og knus tilbage fra mig

  13. Du laver en masse ting. Men jeg synes stadig uddannelsen og erhvervserfaring må være med til at definere, hvem du er – selv om du ikke længere har et job. Derfor forstår jeg godt at du har lyst til at nævne det. Balancen er at finde de rigtige ord, så det bliver en del af definationen af Nana – ikke en beklagelse eller undskyldning.

    1. Det er nemlig rigtigt, Aase! Det, vi har foretaget os igennem livet, er med til at gøre os til den vi er. – Og derfor er det ikke uvæsentligt, men det skal ikke skygge for det der er lige her og nu 🙂

  14. Hos os leverede vores yngste i 1.klasse en mavepuster til sin far, som er selvstændig landmand med rigtig mange arbejdstimer. I klassen snakkede de om forældrenes jobs, og vores håbefulde svarede frejdigt: Min mor er lærer, og min far har ikke noget arbejde! Vi griner ofte ad den bemærkning og hendes opfattelse af, hvad et ‘rigtigt’ arbejde er, men det er alligevel tankevækkende, hvad vi definerer hinanden ud fra. Jeg kender jo din historie, men jeg tænker aldrig på dig, som tidligere og syg lektor, men som en kvinde, der bider livet i låret og fylder det med alt det, hun skønner på, og som sætter umådelig stor pris på, det hun kan. Som glædes over det smukke, og som formår at smitte os andre med netop det! Du er formidler af livsglæde – og tak for det!

    1. Åh, hvor er det en sød historie om jeres yngste! Far er derhjemme, så han har ikke noget arbejde 🙂 Vi har en landmand i nabolaget, og vi taler faktisk ofte om, at han arbejder altid 🙂
      Tusind tak, Aase, for at du fortæller, at du tænker på mig i positive baner, og ikke som en, der ikke længere kan dit og dat og ikke længere har en fornuftig indtægt. Du varmer mit hjerte!
      Kh Nana

  15. Hej Nana
    Jeg var småbørnsmor i 70erne,hvor stort set alle kvinder i min aldersgruppe var udearbejdende. Min mand og jeg havde begge arbejde med skiftende arbejdstider og ingen bedsteforældre i nærheden til at hjælpe. Da vi fik barn nr 2 udviklede han sig ikke normalt og umiddelbart var der ikke en diagnose, så vi blev kørt rundt i systemet. Derfor besluttede vi at jeg skulle være hjemmegående og spænde livremmen ind så vi kunne leve af en løn (min mand havde en stor køkkenhave) Der var mange af mine medsøstre der ikke kunne forstå det,men det var det rigtige for os. Når nogen spurgte svarede jeg at jeg var afdelingsleder (for hjemmet) fordi det absolut var nogo dengang at være hjemmegående. Jeg synes det er trist at så mange har så travlt med at dømme uden at vide hvad der er baggrund for at man ikke lige passer i de gængse kasser.
    Jeg følger de blog og nyder dine indlæg.

    1. Hej Dorte.
      Tak for din kommentar!
      Jeg kan nemt forestille mig, at det har været svært at vælge rollen som hjemmegående kvinde i 70’erne. Sejt at du havde modet til at vælge det, der passede jeres familie. Du har ret i, at vi ikke skal dømme andre mennesker uden at ane hvorfor de vælger som de gør. Jeg forsøger selv at lade være, og jeg håber at det lykkes for det meste.
      Jeg er glad for at du vil følge med herinde! Tak for dine pæne ord om min blog!
      Kh Nana

  16. Hej Nana.
    Jeg var på fabrik i ca 30 ikke noget mange syntes var særlig sjovt, heller ikke at snakke om. Men det var et godt job og til en god løn, jeg var glad for det. Men så blev vi fyret næste lige før efterlønnen.
    Og så skete det jeg var så super glad for fik lov at gå på VUC i to år og det var så dejligt og ildsjæle som dig der gav mig meget at lære. Så vær glad over det du har kunnet og at nu er livet noget andet. Men ikke dårlige for dig du har jo så mange ting du laver og syntes om.

    Selv nyder jeg nu der er tid til at fordybe mig i bøger male og alt det andet. Livet ændre sig hele tiden og jeg tror vi lære noget hele tiden.
    Jeg nyder din blok og læser den hver gang men skriver ikke så tit fordi jeg har svært ved at sende kun nogle gange det lykkes. Hver ikke hvorfor det kun lykkes sommetider.

    1. Ih, hvor er det dejligt at høre, at du har haft glæde af at gå på VUC! Og dejligt, at du forstår at bruge din tid på ting, der beriger dig. Du har ret i at livet hele tiden forandrer sig, og det er bare om at hænge på 🙂 Og så synes jeg ikke fabriksarbejde lyder dårligt. Der må ligge en stor kvalitet i at møde på arbejde, udføre det man er sat til og så gå hjem med sin gode løn. Det job jeg havde som lærer var virkelig godt, men jeg kunne ofte have ønsket mig at skellet mellem arbejdstid og fritid havde været tydeligere.

      Jeg er så glad for at du læser med her på bloggen, Jonna, og jeg er glad for hver eneste kommentar, du lægger. Jeg er ked af at høre, at det ikke altid lykkes! (Kan det være noget med en bestemt browser, måske …?)

      Kh Nana

  17. Hej Nana
    Jeg har først set din blog idag.
    Jeg har også været fantastisk glad for at gå på VUC og herefter fil jeg to videregående uddannelser.
    Jeg har ikke kunnet klare arbejdet. Jeg har en psykisk sygdom.
    Jeg synes det er meget svært at svare, når folk spørger hvad jeg laver.
    Jeg har lært noget ved at læse din blog.
    Jeg kan kun kalde mig hundelufter, men det er vel også godt nok

    1. Hej Jytte.
      Velkommen til min blog! Og tak for din kommentar! Og, ja, det er godt at være hundelufter 🙂
      Det glæder mig at høre, at du har haft glæde af at gå på VUC. Jeg synes at VUC er en fantastisk opfindelse!
      Kh fra en hundelufter til en anden

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.