Hvad er meningen?

Er der overhovedet en mening?

Hvad er meningen egentlig med det hele? Er der overhovedet en mening? Det er nok spørgsmål de fleste mennesker stiller sig selv med jævne mellemrum. Og mon ikke også de fleste af os forsøger – mere eller mindre bevidst – at skabe mening. En umiddelbar mening i vores hverdag. En mening med vores liv.

Jeg forsøger at undgå at fylde mit hoved med alt for mange af den slags abstrakte overvejelser. Dem bliver jeg sjældent lykkelig af. Men lige nu, hvor Coronaen og alle dens konsekvenser er meget påtrængende, er det svært ikke at tænke på, hvad det er, der giver en hverdag og et liv mening.

hvad er meningen
Hunden med sadeltaskerne

Jeg tror, at jeg har fortalt om den før. Hunden med sadeltaskerne. Den gjorde et dybt indtryk på mig, og jeg ser den ofte for mit indre blik. Den deltog i et TV-program. Sådan et, hvor en hundekyndig kommer på besøg hos en hundejer og løser nogle tilsyneladende uløselige problemer med en hund.

Denne hund udviste en problematisk adfærd. Jeg husker ikke hvilken, men den havde det tydeligvis ikke godt. Den hundekyndige udstyrede hunden med et sæt sadeltasker, som han fyldte med et eller andet, så de fik en vis tyngde. Hver dag i et bestemt tidsrum fik hunden sadeltaskerne på. Man så, hvordan den rejste hovedet og fik et helt andet – lykkeligt og selvsikkert – kropssprog. Selv når taskerne kom af igen, var den glad, for den havde udført et stykke arbejde. Der var en mening med dens liv.

hvad er meningen

Det kendetegner hunde, at der ikke skal så meget til, før deres liv virker meningsfuldt. Mine westier skal have noget mad, og så skal de have ro til at sove – og måske en lille tur ud i den friske luft. Så er de tilfredse. Collien Olga skal gerne løse en opgave for at blive stillet. Hendes race er jo oprindeligt en hyrdehund, og hun har brug for at passe et arbejde for at finde mening i det hele.

Måske ikke så langt fra hund til menneske

Selv om der skal mindre fyld i et hundeliv, end de fleste mennesker forlanger i deres liv, er der måske alligevel ikke så langt fra hund til menneske. Jeg har i hvert fald ofte tænkt på, at meget af det, vi fylder vores liv med, svarer til hundens sadeltasker. Vi har brug for at føle, at vi udfører et stykke arbejde, at vi løser en opgave. Og det, at vi føler det, er måske nok. Så kan det godt være, at det udefra set – eller ved nærmere indre overvejelse – ikke rykker så meget på verdensordenen. Præcis som det var tilfældet med hundens sadeltasker.

anemoner
Min upåvirkede hverdag

I disse uger, hvor de fleste konfronteres med en anden slags hverdag end den, de er vant til, påvirkes mine dage kun marginalt af alt det, der betyder store ændringer for mange. Det bliver ekstra tydeligt for mig, at min hverdag er ret introvert. – Og jeg kan få tanken, at jeg slæber rundt på et par slunkne sadeltasker.

anemoner

Og dog … Jeg har en masse gode mennesker i mit liv, jeg har mine dyr, jeg har min blog, og vi har en masse planer for gården. Jeg kan gå en tur med hundene og se anemonerne, der breder sig i skovbunden. Det er måske mening nok. Det tror jeg faktisk, at det er.

10 meninger om “Hvad er meningen?”

  1. Jeg er heller ikke påvirket af situationen, bortset fra når jeg skal ud og handle, mærker jeg jo ikke meget til den uvante situation, det er ligesom det plejer at være, det jeg er vant til. Det har jeg det fint med, det eneste jeg ikke bryder mig om, er ikke at kunne ses med børn og børnebørn, men det bliver forhåbentlig bedre inden længe. I aften har jeg igen læst godnathistorie på nettet for børnebørnene, det er hyggeligt.
    Kh Lisbeth

    1. Ja, det er anderledes at være ude at handle. Jeg var i Brugsen i går for første gang i ret lang tid, og der var altså en mærkelig stemning med plastikhandsker, sprit, plexiglasskærme og plastikforhæng. Adrk!
      Vi håber, at der snart bliver åbnet lidt op for børn og børnebørn igen! Indtil da, må I hygge jer med godnathistorier over nettet 🙂
      Kh Nana

  2. Jeg tror nu ikke, dine sadeltasker er slunkne. Du er der for din familie og dine venner, og du er der for hundene, og du har i dit arbejdsliv været med til at fylde sadeltasker hos dine studerende. Det må du huske at putte i taskerne, for det er vigtigt. Og det med en dybere mening med livet? Der har vi nok allesammen vores udgave, og min er, at der ikke er mere mening, end man selv lægger i det. Ret beset er vi bare et nogenlunde avanceret dyr, der bliver født, lever og dør. Men kan man gøre noget godt i den tid, man er på jorden, kan det få indflydelse langt frem i tiden. Og er man nogen gange et pjevset og småegoistisk væsen, så går det nok også. Man har lov at være lille en gang imellem. Prøv at Google Iben Krogsdals nye salme: Du skal elske din næste. Sidste vers 🙂 Der står det sort på hvidt. Jeg vil ikke sætte link ind, for det ryger i spam.
    Kh, Karen

    1. Tak for ordene, Karen, og for salmen! Den kendte jeg ikke.
      Jeg er tilbøjelig til at give dig ret i, at vi selv må finde meningen. Ja af og til ligefrem skabe den. – Og så ikke forlange alt for megen mening 🙂
      Kh Nana
      P.S.: Man kan godt lægge et enkelt link i kommentarerne på min blog. Man ryger først i spam ved flere links 🙂

  3. Du planter træer Nana! Det er der virkelig mening i. De små pinde vi putter i jorden rækker endda udover vores egen fornøjelse og levetid og bliver store kæmper, som andre kan læne panden imod og mærke livets kraft i. Det er der mere mening i end mangen en tur i hamsterhjulet, hvis du spørger mig.

  4. Det helt nære er vist mening nok 🙂
    Vi har jo haft så meget sygdom og sådan inde på livet, så Corona og alle dens konsekvenser minder os om, at nyde det helt nære, de små ting, at undres over en lyd i det fjerne, at se en smuk blomst, at se vores skovspætter har fået unger, at nusse med vores dyr, at se en god film, spise noget lækkert, bage en kage, male en væg osv.
    Der er nok af ulykker ude omkring os, så vi må passe godt på og nyde de små stjernestunder.
    Tak for et godt skriv og en god weekend ønske I og vufferne 🙂

    1. Ja, det helt nære er vigtigt. – Og meningsfuldt 🙂 Og du har ret i, at det er vigtigt at nyde de små stjernestunder! Det er godt at blive mindet om det engang imellem.
      Tak, Tina – og god weekend til dig og dine!
      Kh Nana

  5. Hej Nana. Min hilsen bliver faktisk en gentagelse af Lisbeth Klastrups hilsen. Også her savner vi vores børn og små børnebørn i København. Jeg har lige været i Østervrå og sende pakker til dem og et barnebarn, som læser til sygeplejerske i Esbjerg og i denne tid er i praktik på Fanø. Det er vist ikke den mest spændende tid at være i 20 ugers praktik på, men håber hun får lært en masse andre ting end normalt. Ellers er det dejligt at kunne bevæge sig frit i haven og skoven, føler mig også meget utryg i forretningerne, men har nu købt ind, så vi kan klare os de næste 14 dage. Kærlig hilsen og god påske til jer.

    1. Hej Ulla.
      Ja, det er hårdt ikke at kunne være sammen med familien. Jeg håber sådan, at det snart slutter! Min datter har heldigvis boet her under Coronaen, og jeg har faktisk også dristet mig til at se min søn – på afstand, naturligvis – et par gange. Men man kan jo ikke forklare små børn, at man kun kan ses med flere meters afstand, så små børnebørn må man naturligvis vente med at se. Og det må være svært!
      God påske til jer, Ulla!
      Kærlig hilsen Nana

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.