Hunden der vidste at hunde ikke kan svømme

Jeg har – for længe siden, på min gamle blog – fortalt historien om hvordan Olga lokkede mig til at blive vinterbader: Hun løb ud på en bådebro, kunne ikke bremse da hun nåede enden på broen og faldt i Furesøen.

hunden

I stedet for at svømme i land, hægtede hun sig fast under broen. Hun stak sine lange forben op over en tværbjælke under broen, og så hang hun ellers der og peb. Først højt, siden svagt. Jeg troede at hun hang fast i et eller andet og var druknedøden nær, så jeg sprang i vandet. Herfra kunne jeg se at Olga sådan set ikke var i fare hvis hun bare slap tværbjælken og svømmede. Men Olga ved at hunde ikke kan svømme, så hun ville ikke give slip. Jeg måtte faktisk sparke til hende for at få hende løs. Så svømmede hun selvfølgelig. Det var i januar måned, og jeg blev ret kold på vejen hjem. På billederne herover og herunder ser du Olga der var meget træt og forkommen efter den faretruende vandfærd.

collie

Olga mener stadig at hunde ikke kan svømme. Vi går ofte tur langs stranden, og der udspiller sig hver gang nogle dramatiske scener når westierne bader. Især Bella elsker at svømme, men Asta er også ved at komme efter det.

westie der svømmer

Når Bella svømmer ud i bølgerne efter en pind, står Olga på stranden og hyler som en besat indtil Bella er sikkert i land igen.

collie ved stranden

Så snart Bella igen har fast grund under poterne, løber Olga hende i møde og gør af glæde over at hun har overlevet turen i havet.

collie og westie

Man kan undre sig over at Olga ikke lærer at hunde faktisk kan svømme, og at de små ture i vandet ikke bringer westierne i overhængende livsfare. Men Olga tager ikke ved lære, for hun ved at hunde ikke kan svømme. Og jeg kender det faktisk godt fra mig selv: Man kan sagtens blive ved med at være bange for noget selv om det anskuet i et helt objektivt perspektiv ikke er så forfærdelig farligt …

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

8 meninger om “Hunden der vidste at hunde ikke kan svømme”

  1. Det er da pænt af Olga, at hun ikke springer i, så du slipper for sådan en tur igen! Furresøen i januar lyder ikke som noget, der skal gentages! Rørende, at Olga bekymrer sig for ‘de små’, eller måske er det dig, hun vil beskytte mod flere vandture?

    1. Der er heldigvis ingen fare for at Olga tager en tur i vandet. Hun løber aldrig mere på broer, for hun kan godt huske hvor galt det kan ende 😉
      Gad vide om det er sådan en flok-ting med Olga. At hun bliver utryg fordi flokken går i opløsning når dens medlemmer begiver sig ud i vandet …? Hun bliver i hvert fald virkelig ophidset, og det er jo sødt, men også en lille smule anstrengende at hun galper som en vanvittig hver gang Bella svømmer 1 meter ud efter en pind 🙂

  2. Jeg er totalt pjattet med fortællingen om jeres hunde, og billederne. Det går lige i hjertet, så smilet bryder frem:-))) Husker godt dig som vinterbader;-)
    Ha en rigtig god søndag
    Knus Anette

  3. En dejlig hundehistorie, jeg kan godt huske historien om Olga. Jeg undres også stadig over, at dine westier vil bade, jeg mener ikke, at det er noget ret mange af dem gør. Men Asta har jo nok lært det af Bella, det er ikke så underligt. Jeg tror også, at Olga gør, fordi hun ikke har styr på sin flok. Bellis bliver dybt ulykkelig, hvis jeg går med fremmede i den del af haven, hvor hun så ikke lige kan komme, når der er gæster. Så gør hun uafbrudt, det er også ret irriterende.
    Kh Lisbeth

    1. Ja, jeg tror ikke altid vi mennesker helt forstår hvor vigtigt det er at af styr på flokken når man er en hund. Olga har jo hyrdegener, og hun løber efter de andre hunde og henter dem som om de var får hvis de kommer for langt væk. Er Basenjierne også oprindeligt brugshunde?
      Kh Nana

Tak for din kommentar