Hunde, katte og venskaber

Jeg har stort set altid haft både hund og kat, eller snarere både hunde og katte. De har altid accepteret hinanden, og der har været nogle fine venskaber iblandt. Den største hunde/kattekærlighed jeg har set, var den mellem Pelle og Olga. De sov sammen, og hver eneste gang Pelle gik forbi Olga strøg han sig op ad hende. De var hvalp og killing sammen, og jeg tænker at det har spillet en rolle for deres venskab.

hund og kat som venner

Nu, hvor vi har fået Viola, skal vi endnu engang introducere et nyt familiemedlem. Det kræver tålmodighed, og vi giver os god tid. Viola bor i mit arbejdsværelse med egen madskål og egen kattebakke. På sigt er det meningen at hun skal dele med Rosa i bryggerset hvor kattelemmen er. Indtil videre har Rosa valgt at ignorere Viola. Det får hun lov til. Viola kommer med mellemrum ind i stuen hvor vi træner hende i at være sofakat, og her er hun helt klart et naturtalent. Hun ligger i sofa som var hun skabt til det.

venskaber

Hun har mødt alle hundene, men kun under vores opsyn.

kat og hund i sofa

Der er sket det uventede at Bella er blevet meget glad for Viola. Bella plejer ellers at være ret ligeglad med katte, men det er som om Viola har vakt Bellas moderinstinkt. Hun ligger sammen med hende, hun passer på hende, nusser hende og renser hendes ører.

westie og killing

Og Viola stiller glad op til det hele. Det er godt nok en fornøjelse at se de to sammen. Gad vide om grunden til et nyt venskab bliver grundlagt i disse dage?

hund og kat

Vi fortsætter med at give os tid. Vi tager det hele lidt ad gangen. Snart skal Viola se lidt mere af huset. Og så skal hun møde Rosa. Det ser ud til at Bella vil passe på hende undervejs. Og hvem ved. Måske ligger der flere venskaber og venter.

Gem

Gem

Gem

Gem

Måske vil du også læse:

12 meninger om “Hunde, katte og venskaber”

  1. Hvor er de bare søde de to :-). Det tegner på et rigtig godt makkerpar med dem. Jeg er lige kommet ind fra haven, nøj hvor er det koldt i dag. God lørdag aften til jer. Kh Mette

    1. Jeg har slet ikke været i haven i dag, men jeg har da været så meget ude at jeg har mærket at det er hundekoldt! Men sådan er april jo. Vinter det ene øjeblik og sommer det næste. Vi håber på en sommerdag i morgen 🙂
      Tak! Og god aften til jer!
      Kh Nana

    1. De to andre hunde er lidt bange for den lillebitte kat 🙂 Der har heldigvis ikke været nogle aggressive udfald.
      God søndag til jer på Samsø!
      Kh Nana

  2. Kære Nana Hvor er hun sød den lille rundstrikkede ( der kalder min svigermor altid stribede katte) Viola. Det er så skønt at se hvor Bella har taget hende under sine vinger. Her hos os er vores mops Zeus også blevet de bedste venner med vores kat Fifi , som var en voksen kat vi arvede da min far gik bort.
    Zeus vil gerne stadig lege selvom han er 3 år, men det gider Fifi ikke, damen er også 7-8 år. Rigtig dejlig søndag knus Tina

    1. Kære Tina.
      Jamen, det er så hyggeligt når hunde og katte bliver venner. Det bliver de jo ofte, man hører bare af og til at det ikke kan lade sig gøre.
      I dag har vi åbnet døren ind til den lille rundstrikkede, og det forløber stille og roligt. Hundene har snuset lidt til hende og lagt sig til at tage deres formiddagslur 🙂
      Tak, Tina og dejlig søndag til dig! (Måske skal du i haven i solskin :-))
      Knus

  3. Nårh 🙂 Kære kræ. Det ligner ‘the beginning of a beautiful friendship’, som Bogart siger i Casablanca. Tænk, at hun er med på at få vasket ører. Selvfølgelig kan hunde og katte være venner. Vores kræ er også venner og har været det længe.

    Hvordan går det med Olga, nu hvor hun har mistet sin ven? Sørger hun?

    Kh, Karen

    1. Ja, jeg har set nogle skønne billeder af jeres hund og kat sammen. Man bliver så glad af sådan et syn.
      De første dage ledte Olga efter Pelle. Hun gik hele tiden over i den bygning hvor vi fandt ham lige inden han døde. Men bortset fra det, har jeg ikke mærket noget på hende.
      Kh Nana

Tak for din kommentar