Hos Dalsgaard i Skivholme

dalsgaard i skivholme

I forrige blogindlæg fortalte jeg at vi i fredags besøgte Anette og John i Vemb. Lørdag var vi i Århus, og om aftenen vendte vi næsen mod Skivholme, for vi skulle sove i B&B’en hos Karen og Per.

Da vi kom, var værtsparret ikke hjemme, og vi havde tilbudt os som hundeluftere. På det tidspunkt havde vi undværet hunde i halvandet døgn, og jeg var allerede noget i hundeunderskud, så det var godt at få en time med Rosie og Maggie. Vi hyggede os med hundene mens solen gik ned over det smukke landskab der omgiver Karen og Pers hus.

dalsgaard i skivholme
Søren og Rosie i aftensolen foran den fine pavillon.

Søndag formiddag fik vi lækker morgenmad, vi gik på mark- og haverundvisning, og så fik vi snakket. Først og fremmest fik vi snakket.

tobakspibeplante
Tobakspibeplanten som vokser omkring hoveddøren har jeg længe næret en virtuel kærlighed til. Nu hvor jeg har set den helt tæt på, er jeg sikker. Sådan en vil jeg også have!

Jeg møder af og til den opfattelse at den virtuelle verden ikke er “den rigtige verden”. At man, når man blogger, forsvinder ind i en kunstig verden og forsømmer at have “rigtige” kontakter. Det er ikke min opfattelse. Jeg tænker på mine blogvenner som rigtige venner. Når vi mødes udenfor skærmen, flyder de to verdener sammen, og vi er bare venner.

Det var rigtigt dejligt at være hos Dalsgaard i Skivholme, at se alt det jeg ellers kun har kendt fra billeder. De søde hunde, den store have, huset, landskabet, ja, det altsammen.

dalsgaard i skivholme
Haven er lidt vild og meget romantisk. Lige noget for mig.

Her finder du oplysninger om den hyggelige B&B hvor man kan sove i fred og ro og vågne op til det smukkeste landskab, kun godt 20 minutters kørsel fra Århus centrum.

field trial maggie
Det er svært at fotografere søde Maggie på bare 5 måneder, for hun er i gang hele tiden. Her har jeg forsøgt at fange hende i færd med at hjælpe med havearbejdet. Det er ikke verdens bedste billede, men jeg tror man kan fornemme hvor nuttet hun er.

Tak, endnu engang, for sidst til Familien Dalsgaard! Vi glæder os til I kommer og besøger os!

8 meninger om “Hos Dalsgaard i Skivholme”

  1. Hvor blev det godt det billede af Maggie, der er ved at grave det 20 m høje træ op 😀 Vi glæder os bestemt også til at komme på besøg hos jer!
    Kh, Karen

  2. Jeg kan lige forestille mig snakken om ‘stor have på landet’ og ‘hunde’. Og alt det indimellem.
    Fint foto fra haven – mon ikke den vinkel er ny for Karen? Det er så sjovt at se andres billeder fra ens egen have, for de står tit helt andre steder, end man selv plejer at stå.
    Kh Lisbeth

  3. Hvor hyggeligt med en hundeluftertur, hvor I lige kunne sondere området:-) Og endnu mere hyggeligt med en dejlig dag sammen med blogvenner. Jeg er fuldstændig enig i det du skriver om den virkelige og den virtuelle verden som smelter sammen, når man mødes.

    1. Ja, dem der har en idé om at blogvenner er sådan nogle virtuelle størrelser, har vist bare ikke selv prøvet at bevæge sig på Internettet på den måde som vi gør 🙂

  4. Dine betragtninger om virtuelle venner vs rigtige blogvenner er jeg helt enig i. Jeg har virkelig fået udvidet bekendtskabskredsen og betragter dem jeg har mødt IRL som mine venner. Og man kan lige skrive til en, man ellers ikke har set i over et år og spørge om hun vil med på havebesøg næste weekend. Det ville hun gerne – se det er i hvert fald den virkelige verden.
    Dejligt for jer at bo på i Skivholme og nyde de søde hunde og værtsparret.

    1. Dejligt at du er enig. Måske skal man have prøvet det for rigtigt at forstå det. De mennesker jeg har hørt udtale sig om at man spilder tiden og livet og glemmer “den rigtige verden” når man blogger, har ikke selv gjort sig nogen erfaringer med blogging og den slags.
      Kh Nana

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.