Høstmarked i Humlebæk

høstmarked

I forrige blogindlæg fortalte jeg om mine køkkenhavedrømme. De har været der hele sommeren, og de eksploderede da vi i begyndelsen af september var til høstmarked hos Årstiderne i Humlebæk.

solsikker

Det var som at besøge en meget stor køkkenhave, og samtidig med at jeg nød at gå rundt imellem blomster og grøntsager, længtes jeg efter at få mine egne bladbeder, solsikker og bønner.

Altså, sådan virkelig længtes.

bønner

Det er sjovt at man kan have det sådan. Jeg har faktisk levet fint uden køkkenhave i mange år, men lige nu er jeg åbenbart i en periode hvor det er svært at leve uden.

rødbeder

Så er det jo heldigt at jeg har 2 hektar at gøre godt med. Det er sådan set bare at komme i gang.

Stemningen på Krogerup Avlsgård var præget af klar luft og overdådighed. Præcis som stemningen skal være på et høstmarked. Det var et par skønne timer vi tilbragte i Humlebæk.

årstiderne

Hunde var velkomne, så vi var afsted hele familien, og alle var mætte af indtryk og trætte på den gode måde da vi kørte hjemad igen.

15 meninger om “Høstmarked i Humlebæk”

  1. Dejligt med et godt marked Vi er nu også glade for vores køkkenhave, men skal passe på ikke at få sået for meget forskelligt så vi ender med ikke at få det brugt. Gulerødder, kartofler, persille, salat og bladselleri kan vi dog ikke undvære
    Mvh
    Lene Bedstemorshave

    1. Ja, jeg kender godt det dér med at man sår alt for meget! Jeg vil også begrænse mig i forhold til vores forrige køkkenhave, og så vil jeg forsøge at fokusere på afgrøder der ikke skal gensås mange gange i løbet af en sommer. Jeg tænker asparges, squash, bladbeder og sådan noget som er pænt at se på, og som grundlæggende bare passer sig selv 🙂

  2. Hvor ser det dejligt ud og hvor jeg forstår dig. Det er skønt at have mod på køkkenhave og du skal da bare igang!

    Jeg tror at det er med køkkenhaver som det var med fødsler da man var ung og pludselig ønskede sig et barn mere. Man fortrænger simpelthen hvor meget arbejde der skal lægges i køkkenhave for at få et ordentlig udbytte. Snegle, lus, for meget/lidt regn – alt det ukrudt der skal holdes nede – det er glemt. Jeg skal selv anlægge køkkenhave til næste år, jeg som ellers troede at jeg var færdig med det sjov :o)

    1. Hi-hi, du har da vist helt ret, Lisbeth! Det er høsten jeg husker. Ikke ormene og ukrudtet. Jeg tror faktisk ikke jeg HAVDE orme og ukrudt. Kun lækre grøntsager 😉

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar ses først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.