Haveplaner #2. Et møde jeg glæder mig til

I næste uge venter et spændende møde. Det har været planlagt et stykke tid, og jeg har glædet mig til det længe.

parklignende have
Foto: Helle Troelsen

Vi får besøg af Helle Troelsen. Helle er havearkitekt og har Troensehaven. Jeg har ikke besøgt haven, men jeg har set mange billeder derfra, og jeg er forelsket. Troensehaven har præcis den stemning vi ønsker i vores have. Derfor lå det lige for at spørge Helle om hun ville hjælpe os i gang med haven her på Ravnegård. Og det vil hun heldigvis gerne.

hosta
Foto: Helle Troelsen

Vi drømmer om et parklignende haveafsnit med græs, med spredte bede og træer. Vi drømmer om georginer og stauder i massevis, om køkkenhave og skærehave. Vi drømmer om lukkede haverum, om klatreroser i træerne, om spejlbassiner og skovafsnit.

haveplan
Foto: Helle Troelsen

Men fremfor alt drømmer vi om stemninger. Vi drømmer om en hortus conclusus som Fru Pedersens, for sådan en have minder lidt om paradis.

rosenhave
Foto: Helle Troelsen

Vi håber at Helle kan inspirere os til at skabe vores egen hortus conclusus. Vores eget paradis.

mormorbed
Foto: Helle Troelsen

Jeg har fundet Troensehaven via Instagram. Du finder den smukke IG konto her. Billederne i dette indlæg er for en gangs skyld ikke mine egne. De er taget af Helle Troelsen, og alle motiver er fra hendes egen have. Jeg har naturligvis fået lov til at låne dem.

møde
Foto: Helle Troelsen

Der venter faktisk endnu et spændende møde i næste uge. Det er kommet i stand på baggrund af et af mine blogindlæg. Det fortæller jeg mere om senere.

32 meninger om “Haveplaner #2. Et møde jeg glæder mig til”

  1. Hold da op – det var en god sparringspartner. Helles have er bedårende. Jeg kender den også kun fra nettet, men véd, jeg SKAL besøge den en dag. God fornøjelse med mødet.
    Kh Lisbeth

    1. Jeg har det på samme måde, Lisbeth: Den have er bedårende, og jeg SKAL besøge den en dag 🙂
      Tak! Jeg tror det bliver så godt!
      Kh Nana

  2. Også jeg er vild med Helles (insta)have – for jeg kender den også kun derigennem. Det bliver spændende med hendes indspark – jeg forstår godt, i har valgt hende!

  3. Hvor spændende Nana. Jeg kender også kun Troensehaven via instagram trods den ikke ligger særlig langt fra hvor vi bor. Ikke desto mindre er jeg også ret vild med det Helle viser. Ha en rigtig dejlig dag. Her er vi ved at smelte væk. Knus Mette

    1. Jamen, det ER altså spændende 🙂 Måske skal du til åben have i Troensehaven i august …? Vi kan desværre ikke i den weekend, men jeg drømmer om at se haven en anden god gang!
      Tak Mette! Og dejlig – varm – dag til dig!
      Knus fra Nana

    1. Ja, Troensehaven er bare så skøn! Og – ja, Ingrid – du har ret, der ligger vist et stykke arbejde foran os 🙂
      Dejlig solskinsdag til dig!
      Knus fra Nana

  4. Hvor bliver det spændende! Helle er meget dygtig og jeg er sikker på at hun vil give jer masser af inspiration til at skabe jeres eget lille paradis. Helle er i år gæsteblogger på Havefolket.com, så der kan du jo også suge til dig af hendes tilgang til have 🙂
    Sommerhilsner fra Henrik

    1. Ja, du kan tro jeg glæder mig! Jeg har skam læst Helles indlæg på Havefolket. Det er en rigtigt god idé at I har bedt hende være gæsteskribent derinde 🙂
      Solskinshilsner fra Nana

  5. Nøj, hvor er der skønt i Troensehaven. Hun må også gerne komme og se på vores have… Det bliver så godt hos jer. Jeg fik fluks ind for at følge Troensehaven på Instagram 🙂
    Kh, Karen

  6. Hej Nana. Det bliver rigtig spændende at få besøg af en, der kan hjælpe med at få ideerne til at blive til virkelighed. Smukke billeder. Kh Lis

    1. Hej Lis.
      Ja, jeg glæder mig som et barn glæder sig til juleaften 🙂 I dag har vi siddet og forberedt os med en masse noter, så vi ikke spilder tiden når Helle kommer på besøg!
      God fredag til dig!
      Kh Nana

  7. Hvor må det være spændende at skabe sin helt egen drømmehave sammen med en havearkitekt – jeg glæder mig til at følge processen 🙂

    1. Det er spændene, og vi glæder os til at komme lidt i gang. Nogle dage (som i dag hvor jeg er lidt svimmel og træt) tænker jeg at vi nok ikke når så langt med at udføre planerne, men andre dage tror jeg på at vi kommer et stykke vej. Under alle omstændigheder er selve processen sjov og inspirerende 🙂

  8. Hvis bare I kan få en del af Troensehavens elementer implementeret hos jer, så er I da næsten kommet i drømmeland – flot ser det ud – det bliver et spændende møde som jeg glæder mig til at høre mere om.

  9. Nøj for en smuk og fin have. Det ser da ud til at være den helt rigtige havearkitekt til jer og bare det at få besøg og gå og snakke om det nye fine sted i har fået jer bliver da fantastisk. Jeg er ret imponeret over hvor meget arbejde I faktisk får for hånden, men jeg tænker alligevel at det nok også handler om at få en have hvor det hele ikke er pasningskrævende for så kan det godt blive uoverskueligt (og måske især med tiden). Køkkenhaver, bede og skærehaver er jo pr definition tidskrævende så når man gerne vil have dem er det vigtigt at resten af haven er knap så krævende. Buske, træer og flader med bunddækkende stauder er altid godt synes jeg. Det passer nærmest sig selv efter opstarts fasen og ser dejligt ud.

    Jeg glæder mig til at se skitserne og høre mere om besøget.

    1. Ja, vi glæder os nemlig til bare at snakke det hele igennem. Vi har masser af ideer og ønsker, men der er nogle overordnede ting vi har svært ved at overskue, og den slags bliver jo ofte nemmere når man vender tingene med en anden.
      På Vadekærgård havde vi en køkkenhave på 400 m2. Jeg var ret stolt af den, men jeg indså også at den var for arbejdskrævende, så her skal køkkenhaven være mindre, og egentlig tror jeg kun der skal være flerårige afgrøder. Asparges, rabarber og den slags der næsten passer sig selv. Vi plantede også en frugthave med forårsløg i bunden, og den var til gengæld nem at holde. Så jeg er helt med på det du skriver 🙂 Med haven gælder det – som med så meget andet – om at finde en balance. Der må godt være en masse at gøre, men det skal være overskueligt 🙂
      Dejlig sommerdag til dig, Marina!

  10. Uha for en have, jeg kigger også med hos hende på IG, den er drømmehaven, så flot lavet. Dejligt hun vil besøge jer, og det kommer der helt sikkert noget skønt og spændende ud af. Dejlig varm weekend til jer ( sig det ikke til nogen; men hvor ønsker jeg mig snart en regnbyge 😉 Ferieknus Carina

    1. Ja, er den have ikke bare vidunderlig?!? Jeg ved jo godt at jeg ikke lige får sådan en have fordi Helle Troelsen kommer forbi, men mindre kan også gøre det 🙂
      Her er sorte skyer, men det er som om de trækker uden om os … Jeg ønsker mig også en regnbyge eller to 😉
      Knus fra Nana

  11. Hej!

    Av bilderna att döma blir det ett väldigt spännande möte. Och en ‘enclosed garden’ är något alldeles extra upplevelsemässigt. Hoppas ni får många fina tips 🙂

    Ha det gott! Carina

    1. Hej Carina.
      Vi har haft besøg af Helle i dag, og det har bare været fantastisk. Hun havde så mange gode ideer at vi stadig bare sidder og fordøjer dem 🙂

  12. Hej Nana. Jeg følger også Helle på IG og glæder mig til at se resultatet af jeres samarbejde. Jeg har også overvejet at få Helles hjælp til at skabe sammenhæng i min have. Jeg har masser af ideer til enkelte dele af haven, men synes, at det er svært at få de enkelte afsnit til at hænge sammen. Skal Helle tegne jeres have eller er det mere som sparringspartner, I vil bruge hende?

    1. Vi havde besøg af Helle i går, og det var SÅ inspirerende! Jeg kan kun anbefale at du også får et besøg af hende! Helle skal ikke tegne vore have i detaljer, men vi talte en masse i går, og hun lavede et udkast til en skitse. Siden får vi en mere gennemarbejdet skitse som vi glæder os til. For første gang siden vi overtog gården, har vi nu en klar idé om hvor vi skal begynde ude i haven. Nu venter vi bare på regnvejr 🙂

  13. Jeg følger som så mange andre også Troensehaven på IG. Men jeg har skam også været der. I juni var det så heldigt, at vi besøgte vores datter og svigersøn, som bor i Odense, i den weekend, hvor der var Åbne haver. Så vi tog en omvej hjem, så jeg kunne komme ind for at se haven i virkeligheden. Og den er da fantastisk, om så det er hønsene, så bor de smukt! 🙂

    Jeg er også rigtig spændt på at se, hvad der kommer ud af jeres møde med Helle Troelsen.

    Og så er det for øvrigt også meningen, at jeg skal have lavet et blogindlæg om besøget i haven. Det må jeg snart have gjort noget ved. 🙂

    1. Åh, hvor er du heldig, Jette! Jeg må altså også se Troensehaven IRL! Vi har fået en masse overblik og nye ideer ud af besøget. Jeg skal nok fortælle mere når vi får Helles skitse 🙂

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar ses først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.