At have egne høns

At have egne høns er en meget, meget stor fornøjelse. Vi har fem høner. I det tidlige forår købte jeg tre Isa Warren’er. De var kun lige begyndt at lægge æg, og i begyndelsen var æglægningen lidt uregelmæssig, men nu lægger de mange æg. De lægger et æg hver om dagen, og har gjort det selv i den allermørkeste tid i december og januar. Det er da fantastisk.

isa warren høns

Man får tit en bakke æg med hjem når man har været på besøg her, og det er sket mere end én gang at jeg som værtindegave har medbragt frisklagte æg pakket i pæn æggebakke.

farvet æggebakke

Jeg gik længe og drømte om også at få et par araucanaer som lægger æg med turkisfarvet skal. I august fandt jeg nogle til salg, og jeg købte to. Nu er det bare sådan at vores to araucanaer aldrig har lagt et æg i den tid de har boet her. De er smukke og værdige dyr, og jeg giver dem gerne mad og tag over hovedet. Men jeg får altså ikke turkisfarvede æg til gengæld. Jeg håber dog stadig på at de vil vise hvad de kan når det bliver forår.

araucanahøner

Jeg ville have taget et lignende billede af Isa Warren hønsene, men de er så nysgerrige at de stikker hovedet helt hen i kameraet. Så hermed en Isa Warren close-up:

høne

Herunder et billede hvor de er så optaget af at spise at jeg kunne fotografere dem i hel figur. Den hvide høne med pels er Asta som elsker at komme med i hønsegården. Man kunne jo være heldig at finde en madrest hønsene havde overset. Billedet er fra før fugleinfluenzaen som har ødelagt det for Asta der for tiden ikke må komme med i hønsegården.

hund i hønsegaard

I et af mine første blogindlæg fortalte jeg at vi kaldte de første tre høner for goggeletterne, men at de siden blev omdøbt til mobbeletterne. Det skete i forbindelse med at araucanaerne flyttede ind. De tre damer var ikke spor åbne overfor at skulle dele hønsegården med nye beboere. Det lå lige for at omdøbe dem til mobbeletterne, men mobningen er heldigvis stoppet igen. Nu har alle en plads i hønsegården.

æg i træbakke

Jeg elsker mine høns. Har du mulighed for og lyst til at holde høns, kan jeg kun anbefale at du kaster dig ud i det. Der er intet som frisklagte æg. Det skulle da lige være glade høns.

egne æg

Februar måneds video fra haven kommer formentlig til at foregå i hønsegården. Vi venter lige på en solskinsdag før vi går i gang med optagelserne. Hvis du ikke allerede har set januarfilmen, og hvis du har lyst til at se lidt levende billeder fra vores køkkenhave, kan du se den her.

 

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

33 meninger om “At have egne høns”

  1. Hvor ser de fine ud! Men ærgerligt at de mørke ikke vil lægge deres turkise æg. Håber at det lykkes til foråret. Ellers er der jo også nogen der lægger grønne æg. Min veninde har et par og de er flittige men jeg kan godt nok ikke huske hvad de hedder.

    Det er så hyggeligt med høns men der er også en del at holde, hvis det ikke skal lugte for meget synes jeg.
    Vi havde fire isa’er for et par år siden og jeg var virkelig glad for dem. Men da vi bor i et villakvarter tæt på naboer, var jeg dagligt nede og gøre rent hos dem for at de ikke skulle være til gene for naboerne. Og grundet mit helbred blev det til sidst for meget desværre. Det er skønt med friske æg og jeg nyder når vi får friske æg fra venner der har høns.
    Det er en rigtig god idé at tage en bakke med som gave

    Mange hilsner Vibeke

    1. Jeg tror nok at grønlæggere kan være alle mulige slags høner, bare deres far er en bestemt slags hane. Jeg har desværre ikke plads i hønsegården til flere høns, og jeg kan ikke lide at tage livet af dem jeg har – selv om de ikke lægger æg …, så de har bare at komme i gang med produktionen af de turkise æg 😉

      Jeg synes de er nemme at holde, men det er selvfølgelig fordi vi bor langt ude på landet hvor det ikke gør noget at der lugter lidt af hønsemøg. Jeg kan godt se at det er noget andet i byen.

      Jeg kender så godt det-dér med at man tror man kan mere end man kan når det kommer til stykket. Det er vist en evig øvelse at finde en balance hvor man har noget livsindhold uden at det bliver for meget når man går med en kronisk sygdom.

      Tak for din kommentar, Vibeke – og god tirsdag til dig 🙂

  2. Høns er simpelthen bare SÅ hyggelige og jeg drømmer tit om selv at få nogle, men manden er simpelthen så bange for at de skal trække rotter til og kan slet ikke holde tanken ud. Som barn holdt mine forældre høns, min svingermor har haft høns og min svigerinde har og jeg ELSKER simpelthen når vi får sådan en dejlig bakke helt friske æg. De smager simpelthen bare fantastisk. Held og lykke med de turkise æg. Håber det kommer til foråret. Måske er de bare lidt mere årstidopmærksome?

    1. Ja, jeg håber på turkise æg til foråret. Det undrer mig bare at de ALDRIG, siden august, har lagt et eneste lille æg. Men jeg håber videre lidt endnu 🙂

      Hm … Vi har altså ikke rotter. (Eller også har vi bare ikke opdaget det …). Vi fodrer kun bag hegn som er sikret mod alt muligt, også rotter, og hønsenes fuldfoder står i lukkede spande, så der er vel ikke rigtigt noget at komme efter for en rotte … Jeg synes faktisk kun jeg kan komme i tanker om glæder ved at holde høns. De er fx meget nemmere at passe end hunde og katte 😉

  3. Kære Nana
    Turkise æg er noget af det smukkeste, så jeg håber virkelig at de to damer kommer efter det i foråret.
    Jeg ønsker mig også en høne eller to, når vi engang ender op med at bo på landet. Men min mand er ikke just begejstret for tanken. Han siger at hvor der er høns, er der rotter og jeg ved ikke hvordan jeg skal modargumentere det! Har du et forslag?
    Så indtil videre nyder jeg blot at følge med i dine høns.
    Hilsen Heike

    1. Altså, du kan hilse din mand og sige at vi ikke har rotter 🙂 Hønsene er rene og fine; de tager bad i deres sandkasse flere gange dagligt. Vi fodrer dem bag deres sikrede hegn, og deres fuldfoder har vi i lukkede spande. Så har vi også to katte og to westier … Især de sidste er skrappe til at fange større gnavere (og sluge dem hele og kaste dem op …), så der er vi selvfølgelig godt hjulpet. Jeg synes altså at hønsene er så nemme at passe – og de bringer stort set kun glæder med sig (det kan du også fortælle din mand ;-))

  4. Kære Nana. Jeg ville elske at få sådan en værtindegave, desværre er der ingen i vores venskabskreds der har høns og vi har ikke høns, fordi vi bor i byen. Ærgerligt at der endnu ikke har været gevinst med turkise æg. Har du overvejet at kontakte den lokale hønseavlerforening, måske de har en ide til at skubbe de små banditter i gang? :-). Glæder mig til video fra hønsegården :-). Kh Mette

    1. Det kan være du har ret i at jeg må have fat i professionel hjælp for at få æg ud af de høner 🙂 Hvis du nogensinde er i nærheden af mig, søde Mette, er du velkommen til at kikke indenfor og få nogle æg med hjem 🙂

      1. Hvor er du sød :-). Tak for tilbuddet, hvis jeg kommer på de kanter, kigger jeg helt sikkert forbi. Tak :-). Kh Mette

  5. Hej Nana
    Flotte høns I holder jer, de er ikke bare helt almindelige, I går op i specielle racer, kan jeg forstå.
    Måske skal de have en vis alder, før de begynder æglægningen.
    Kh Lisbeth

    1. Hej Lisbeth.
      Næh, vi går ikke op i det med racerne. Jeg synes bare det kunne være sjovt med æg i forskellige farver – så man rigtigt kan se at de er hjemmelavede 🙂 Da jeg købte araucanaerne, fik jeg at vide at de var et år gamle, så de skulle have lagt æg længe på det tidspunkt. Det spurgte jeg så ikke om, for det tog jeg som en selvfølge. Det ER altså lidt mærkeligt med de høner! Jeg kan godt love at det første turkise æg (hvis et nogensinde kommer) bliver fotograferet og lagt på bloggen 🙂
      Kh Nana

    1. Åh, ja, den havde jeg glemt, men nu husker jeg den 🙂
      Velkommen inden for på bloggen, Bent! Det er hyggeligt at få besøg af dig her 🙂

  6. Ja høns.. det er så hyggeligt at have dem. Vi har lige fået lavet nyt hønsehus – og jeg glæder mig til at der igen kommer høns her på gården. Indtil da, må vi “nøjes” med ænderne..men det er nu heller ikke så tosset – de er faktisk også ret hyggelige ;0)

    1. Ja, jeres hønsehus ser så fint ud! Smart med taget! Vi går og kæmper med et dumt stykke plastik der skal agere tag i disse fugleinfluenzatider. Jeg ønsker mig også nogle ænder 🙂

  7. Jeg har – endelig – erkendt, at jeg ikke har plads til høns i haven, medmindre jeg vil nedlægge mit surbundsbed – og det vil jeg IKKE, så altså, ingen høns her.
    Heldigvis hænder det jeg får en bakke lækre æg fra en veninde, der har masser af høns.

    1. Man kan ikke have plads til det hele, Esther 🙂 Jeg havde heller ikke høns alle de år jeg boede i byen. Det er meget lettere når man bor på en gård med hønsehus og hønsegård!

  8. Hei!
    Det må være morsomt å ha høns. Har lest at de har forskjellig personlighet. Ferske egg er himla godt.
    Håper du snart får turkise egg.
    Ha det godt! Anne

    1. Ja, man kan sagtens lære en høne at kende 🙂 Det er virkelig morsomt at have høns, og skønt altid at have friske æg. Jeg håber at jeg snart kan fremvise nogle med turkisfarvet skal 🙂
      Tak og i lige måde, Anne!

  9. Jeg har i flere år tænkt på at anskaffe høns. For et par år siden fik jeg ryddet et hjørne i haven og var helt klar til at bygge den hønsegård. Jeg har dog brug for hjælp og min mand er i fuld gang med at bygge en stor terrasse, så jeg tror desværre heller ikke det bliver denne sommer. Men jeg ville elske at gå der ud og hente vores egne æg, og jeg ville elske de løb rundt og ‘goglede’ 😉 Når jeg læser dit indlæg, kan jeg mærke lysten melder sig igen…

    1. Det er SÅ godt at have høns, Malin! Men jeg har jo altså ønsket mig høns i en del år, og vi fik dem først da vi flyttede ind på gården her – hvor der var både hønsehus og hønsegård. Så var det jo nemt. Jeg skulle bare muge ud, så kunne jeg hente mine høns 🙂 Men – hvis I får overskud til at bygge hønsegård, kan I godt glæde jer!

  10. Hej Nana.
    Før nogle år tilbage oplevede jeg det ulykkelige at miste min veninde pludseligt pga sygdom. Jeg blev mindet om, hvor skrøbeligt vores liv er.
    Jeg havde drømt om at få høns i mange år, og ville ikke længere vente med det. Jeg fik høns! Og det var en dejlig tid med mange glæder. Jeg har dem desværre ikke længere men ku godt drømme igen…
    Kh Grethe

    1. Åh, ja, livet er skrøbeligt, og det bliver vi jo mindet om ind imellem. Det gør mig ondt at du mistede din veninde!
      Og, ja, høns giver mange glæder – ikke kun æg 🙂
      Kh Nana

    1. Ih, det er jeg glad for at du siger, for det er jo også det jeg går og håber! Det er lidt mærkeligt at have sådan to hønsedamer gående rundt uden at der nogensinde kommer et æg ud af dem 🙂
      Kh Nana

Tak for din kommentar