Handlingslammet

handlingslammet

Jeg plejer ellers at være en handlingens kvinde, men i disse dage er jeg fuldstændig handlingslammet.

De første blomster i skærehaven er klar til afskæring. Man kan simpelt hen plukke ranunkler derude nu. Nogle med lange stilke, nogle med lidt kortere stilke. Nogle i knop, andre netop udsprunget, de fleste i rosa og pink nuancer, men også en del i brændte farver. Mange er dobbelte, nogle få er enkelte.

ranunkel

Jeg har desuden akelejer, syrener og yndige hvide skærmblomster fra skvalderkål at supplere med. Jeg tænker at der kan komme 3-4 buketter ud af det.

handlingslammet

Men jeg går bare og tæller ranunkler i stedet for at plukke dem. For hvad nu hvis der slet ikke kommer nogen og køber dem? Eller hvad hvis der er 30 mennesker der gerne vil have en buket og kun 3 buketter at sælge? Eller tænk hvis køberne tror at de kan komme igen om en uge og købe flere blomster – og så er der måske ingen blomster at sælge af. For hvor længe varer ranunklerne, og hvornår bliver de næste blomster plukkeklar?

ranunkel

Og er det i det hele taget ikke synd at plukke de yndige silkepapirsblomster der trives så fint derude?

ranunkel

Nej, det er ikke nemt at være blomsterbonde …

20 meninger om “Handlingslammet”

  1. Hvor er de yndige, ranunklerne. Flot klaret, at få dem så langt. Er de ikke tidlige?? Jeg kan godt forstå, du ikke nænner at plukke, men der er jo nok ingen vej uden om, når du er blomsterbonde. Med mindre du laver en form for selvpluk eller bestilling.
    Jeg glæder mig til at se de første buketter.
    Kh Lisbeth

    1. De rigtige blomsterbønder har haft ranunkler længe! De lægger knoldene i efteråret i tunnel, tror jeg. Jeg har forspiret mine knolde, og det er kun de første der blomstrer nu.
      Ja, det er en dårlig blomsterbonde som lader blomsterne visne i marken 🙂 Jeg må lige overveje hvad jeg gør … lige nu hælder jeg til bestillingsmodellen …
      Kh Nana

  2. Hvor er de dog smukke! Og tidlige. Nana, gør som Netto og skriv ‘Begrænset Parti’. Og bliver de ikke solgt, har du smukke buketter til dig selv. Står der 100, der gerne vil købe, peger du bare på skiltet
    Kh, Karen

  3. Jeg kan godt se dit dilemma – men det må vel være først-til-mølle. Sådan er det jo også, når man køber jordbær eller andre skønne ting ved “stalddøren” 🙂 Dine blomster er vildt smukke – jeg ville have svært ved at nænne at sælge dem 🙂

    1. Jamen, jeg har også mest lyst til at beholde alle blomsterne selv 🙂 Jeg har aldrig haft ranunkler i haven, og det er sådan en luksus at der er flere af de yndige blomster hver eneste dag 🙂

  4. De er så fine, og du havde succes med dem. Pluk buketter til dig selv, hvis du kan nænne det, måske kommer der flere senere, så kan du sælge af dem. Jeg satte samtidig med dig, hvad blev der af dem, ingenting. De er ikke hurtige ud i bedene, skønt jeg forspirede, med det har jeg ikke en heldig hånd.
    Kh Lisbeth

    1. Det må være fordi du har så meget andet i bedene at ranunkler drukner. Mine står jo helt for sig selv. Jeg er ret tilfreds med dem, men næste år vil jeg forsøge at købe nogle af de italienske ranunkler som skulle være en helt særlig kvalitet.
      Kh Nana

  5. Hej Nana
    Jeg kan godt forstå, at du er handlingslammet! Men det er jo også første gang, du prøver det. Men helt utroligt fine er blomsterne. Held og lykke med at finde en løsning.
    Kh Lis

    1. Jeg glæder mig til der kommer flere blomster at plukke af. Så bliver det forhåbentlig nemmere 🙂
      God solskinsdag til dig, Lis!
      Kh Nana

    1. Jeg plukkede en enkelt buket i går, og i dag vælter det frem med nye, smukke blomster i varmen 🙂
      God sommerdag til dig, Lene!

  6. Først og fremmest hvor er du heldig at eje så smukke ranunkler tillykke med successen fru blomsterbonde. Pluk dem lav buketter og se hvad der sker, det er jo det du vil. Held og Lykke 🙂

  7. Nuuujj, de er fiiiine!! Tillykke! Klap dig selv på skulderen og husk et øjeblik tilbage på, hvor nervøs du var for, om der overhovedet kom nogle blomster. Nu høster du frugten af ihærdigt arbejde. Og jeg tror der bliver nok til både dig, kunderne og til at nyde i haven. Det er virkelig smukt.

    1. Hvor er du sød! Det er da rigtigt: Der ER jo faktisk allerede kommet blomster ud af det 🙂 Jeg klapper mig lige på skulderen 😉

  8. Jeg er fuld af beundring over at du har kastet dig så systematisk over at være blomsterbonde. Jeg ved hvad det kræver, selvom jeg jo kun har til hobbyforbrug. Jeg plejer jo at plukke rå mængder hver sommer, men tænk… i år orker jeg det ligesom ikke! Ingen skal sige det ikke er hårdt arbejde at producere blomster, så jeg synes bestemt at du skal tildele dig selv alle de buketter du kan. Pluk pluk pluk hver dag, og fyld hus og veranda med buketterne, og så kommer der så småt gang i salget er jeg sikker på. Der skal jo også gøres lidt benarbejde omkring det, at formidle til lokalbefolkningen at de nu kan komme og købe hos dig. Rigtig god vind og dejlig sommer.
    Kh Henriette

    1. Tak for din søde, opmuntrende kommentar, Henriette! Jeg er ked af at jeg først svarer nu, men jeg har lige fundet kommentaren i mit spamfilter. (Hvorfor så!?!) Du har ret: Det er faktisk hårdt arbejde, og jeg er heller ikke sikker på at jeg gør det igen næste år! Men det er sjovt at prøve. – Og du kender jo fornemmelsen af uendelig rigdom når man bare kan gå ud at plukke en favnfuld friske blomster 🙂
      Kh Nana

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.