Glædelig jul til dig!

glædelig jul

Jeg vil ønske dig en glædelig jul! Jeg ønsker dig julefred og smukke juledage.

På det seneste har jeg tænkt en del over, hvordan min jul har forandret sig igennem årene. Jeg har især tænkt over, at det er fint, at min måde at fejre jul på har forandret sig – og vil forandre sig.

Da jeg var ung, havde jeg nok en tendens til at synes, at i julen skulle alt være som sædvanlig. Men med tiden er jeg blevet klar over, at juleforandring fryder. I hvert fald for mig.

Det har været en lettelse at give slip på at forsøge at leve op til nogle traditioner, som ikke længere gav så meget mening. Og det er en glæde at gøre tingene lidt anderledes.

Der er stadig en masse, der er, som det altid har været. Fx er træet pyntet med al den gode, gamle juletræspynt i guld og grønt. (Det er dog endelig lykkedes mig at købe et træ, som faktisk kan være i stuen). Hundene har julesløjfer på (altså når Asta ikke har tabt sin), og i morgen skal vi se Disneyshow, spise risalamande og uddele mandelgave.

Men vi skal også i kirke, og det er noget ret nyt. Vi skal spise indbagt nøddesteg i stedet for flæskesteg (det har en del af os nu gjort i nogle år, men langt fra altid), og jeg har endda dristet mig til at udskifte den varme rødkålssalat med en frisk grønkålssalat. Sådan passer det os. I år.

Jeg håber, at din jul bliver lige som du ønsker dig! Hvadenten det er helt som den plejer at være eller på en ny måde. Glædelig jul!

28 meninger om “Glædelig jul til dig!”

  1. En rigtig glædelig jul til dig og dine kære. Åh hvor jeg kender det med , at alting skal være som man husker. Men tiderne ændre sig jo, og det er noget der tager tid/år at lære, i hvert fald for mig og jeg er ikke helt i mål endnu. Men det bliver jo jul hver år alligevel. KH Birgit M.

    1. Mange tak, Birgit! Ja, jeg har også været ret længe om at finde ud af, at man gerne må tilpasse julen, så den passer til lige nu, men det er i hvert fald en rar erkendelse 🙂
      Kh Nana

  2. Tusind tak kære Nana..
    En glædesfyldt jul til dig og dine.
    Det er så dejligt..når man når dertil, hvor man tør træde ud at vante rammer..og gøre det, man nu synes, er det rigtige.
    Det vigtige er at være på vej…at følge sine tanker til dørs.
    Tror at først da, hviler man i sig selv.
    Tak for at kunne følge dig i dine tanker og i dit skønne hjem..det er så glæde givende og for mig er der ro og harmoni over dit hjem ❤️
    Glædelig jul..har lige pyntet et lille juletræ…med ting fra Drømmegaven..

    1. Tak skal du have, søde Jytte! Også for dine pæne ord om min blog! Hvor er det hyggeligt at du pynter træ med julepynt fra Drømmegaven. Jeg solgte altså også nogle søde ting 🙂
      Kærlig hilsen Nana

  3. Også rigtig glædelig jul til jer, Nana! Her er der hyggelig travlhed endnu – og der er slet ikke taget billeder af noget som helst, så jeg venter til i morgen med at sende Glædelig Jul indlægget i luften 🙂
    Knus og kærlige hilsener fra både Maggie, Rosie, Per og mig.

    1. Hyggelig travlhed er godt 🙂 Du får en bunke knus og kærlige hilsner herfra os. Vil du være sød at fordele dem blandt folk og fæ på gården?

  4. Rigtig glædelig jul til jer på Ravnegård! Jeg har for mange år siden bestemt, at jul kun er hyggeligt for alle, hvis der ikke stresses, så mine ambitioner rækker til, at vi gør det, som er hyggeligt – resten undlader vi eller betaler os fra. I dag har alle hjulpet tll med at gøre huset rent (hyggeligt fordi vi hjælpes ad, og så var der smørrebrød til frokost) – og nu er vi klar! I eftermiddag har jeg bagt vaniljekranse, bare fordi jeg synes, det kunne være hyggeligt. De unge pynter juletræ nu – i morgen vil vi i kirke, se Disneysjov og julekalendere. Jeg har lovet at køre naboen ned til hendes mand, som er på aflastning – og så er det juleaften!

    1. Du er en klog kvinde, Frede. Jeg er flere gange i denne måned faldet over ordet “julestress”, og det bliver jeg altså lidt ked af. Jeg kunne ønske at flere tænkte, som du. Men det kan være svært. Det ved jeg fra mig selv …

  5. Mange tak 🙂 og en rigtig glædelig jul til dig og dine og må dit nye år være fyldt med gode oplevelser. Jeg nyder at følge dine skriv og kan genkende meget af mit eget liv i dem. Tankerne, overvejelserne og en evig trang til at flytte og prøve nye drømme af 🙂 Her er jule traditionerne også skiftende og ikke to år er ens. Det bliver altid en dejlig aften, men savner nogle af de gamle traditioner som er forsvundet sammen med de mennesker som ikke er mere, men så skaber vi nye <3
    Mange glade jule hilsner Tina

    1. Mange tak, Tina!
      Jeg er glad for, at du vil følge med herinde! Det er sjovt at høre, at du kan genkende flyttetrangen, for jeg oplever, at de fleste slet ikke forstår den 🙂
      Du har ret i, at der i julen også ligger en masse savn. Det kan jeg genkende meget tydeligt. Savn og minder.
      Men i aften er det juleaften, og den bliver garanteret, som du siger, en dejlig aften!
      Masser af julehilsner fra Nana

  6. En rigtig glædelig jul ønskes du og dine 🙂
    Nøddesteg med tilbehør lyder da godt hav 🙂 Vi kender flere der får samme ret juleaften.
    Vi brød vores tradition i går Lillejuleaften og gik i bio og ud at spise – det var hyggeligt.
    Vi er kun os selv (vores familie er desværre døde, vi har meget kræft i familien), men vi har lidt faste juletraditioner og hygger os hermed i fred og ro.
    Vores dyr er også med til jul og måske jeg vil give vores Grand Danois en smuk rød sløjfe på 🙂
    Glædelig jul og tak for gode indlæg i år også 🙂

    1. Det lyder super hyggeligt – og afstressende – at gå ud lillejuleaften. Og så er jeg sikker på at en rød sløjfe vil klæde jeres Grand Danois 🙂
      Tak, Tina – og selv tak for blogindlæggene. Jeg er glad for at du læser med!

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.