Georginebedet i august

pink dahlia

Her på gården har vi (endnu) ikke så meget i haven, men det vi har, bringer stor glæde. Fx mit georginebed som jeg vender tilbage til igen og igen. Både når jeg er i haven, og når jeg skriver på bloggen.

georginer

Jeg er nødt til lige at vise lidt fra georginebedet her i august hvor det topper. “Den gamle afdeling”, altså den del af bedet vi lavede sidste år, og hvor knoldene har overvintret under dække, var allersmukkest i begyndelsen af august. Nu er der færre nye blomster, men, som det forhåbentlig fremgår af billedet herunder, er det stadig ret imponerende. (Det er altså flottere i virkeligheden. Og så dufter det dejligt af august).

georginebedet

I “den nye afdeling” – den vi gravede ud i foråret og som indeholder knolde jeg har fået af Linda samt nogle jeg har fået af gode venner der er flyttet fra en stor til en lille have – er der ved at være blomst i de fleste af planterne.

dahlia med sommerfugl

De er alle smukke.

Og er det ikke helt fortryllende at de kan finde ud af at arrangere blomsterbladene som de kan?!

georgine

Jeg er meget glad for mine georginegaver. Tak for dem!

georginer

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Måske vil du også læse:

24 meninger om “Georginebedet i august”

    1. Tak, Marit! Jamen, jeg vidste heller ikke at det kan lade sig gøre, før jeg læste om det hos Anette Pedersen sidste år. Den går desværre nok ikke i Norge …

  1. Det er dog et vidunderligt bed. Jeg kan godt forstå, at du er vild med det. Og som du skriver, er det fantastisk, som de kan rulle bladene, når man giver sig tid til at kigge efter. Jeg begejstres gang på gang over naturen. Vi skal passe på den 🙂

  2. Sådan et stort bed med blandede georginer er drømmedejligt og du er heldig at have plads til det – OG du har jo masser af græsplæne til at udvide dit bed i de kommende år;)) Jeg kan godt forstå at du er glad for dem du har fået foræret, de er også skønne. Georginer er virkelig imponerende og der findes så mange forskellige – store og små noget for enhver smag.

    1. Hi-hi, ja, jeg kan da bare gå i gang med spaden. Der er plads nok 😉 Jeg tror nu det næste bliver et staudebed. Jeg går lige og samler kræfter 🙂

    1. Ja, jeg har også altid syntes at georginer er skønne – og, som du siger, der er så mange forskellige.
      Overvintringen fungerede i hvert fald i år, så jeg vil gøre det samme til efteråret 🙂

  3. Hej Nana
    Det ser i hvert fald godt ud dit georginebed, og fint at du kan overvintre dem ude, så er det ikke så stort et arbejde. Vi har også overvintret vores ude, desværre gik det ikke så godt som med dine, men de lever da endnu, det er først begyndt at blomstre nu, lige vel sent, synes jeg.
    Kh Lisbeth

    1. Hej Lisbeth.
      Tak!
      Jeg så godt et sted at du skrev at jeres overvintrede georginer er sene. Her er det omvendt, og det er dem jeg lagde i foråret der først er ved at komme rigtigt i gang nu. Da jeg pillede måtterne af i foråret, blev jeg efterfølgende bange for at jeg havde gjort det for tidligt, for der kom en del frost. Det har de åbenbart godt kunnet tåle – og så har de altså haft god tid til at udvikle sig 🙂
      Kh Nana

  4. Hej Nana, skønt gensyn med alle Geoginerne. Hvor er jeg glad for at du ville have dem og at se at de har det godt på Vadkærgaar .
    Masser af hilsner fra Linda .

  5. Dejlige bede elsker georginer. Men hvordan holder du sneglene væk ? Jeg har ikke så meget plads. Og havde sat 5 i et højbed, der kom kun 1. Resten havde de spist. Vh. Dorthe

    1. Tak!
      Vi har ikke SÅ mange snegle, og så har vi moskusænder der æder en del. Der er sneglehuller i nogle af georginerne, men det er ingenting i forhold til hvor galt det kan være. Jeg opgav helt at dyrke georginer da vi boede i Lyngby og Holte hvor de åd alle georginespirer så snart de kikkede op af jorden.
      I min køkkenhave har jeg højbede med sneglekant. Den virker altså. Jeg har INGEN snegle i mine højbede, så måske kan det være en løsning for dig med sneglekanter …? Eller moskusænder 🙂
      Hilsner fra Nana

  6. Sikke et dejligt syn Heldige dig med de skønne foræringer… Jeg har haft lidt sneglebid i mine, men særligt een har åbenbart smagt helt vidunderligt, for den er helt spist ned, så ved ikke engang hvilken farve, den kunne have leveret Men de andre blomstrer på livet løs endnu,… Godt du har nogle arbejdere til at holde sneglebestanden nede Knus Carina

    1. Tak 🙂
      Ak-ja, de snegle, de ødelægger altså meget! Tænk der var engang vi ikke havde dræbersnegle; det kan man næsten ikke huske længere … Godt at de fleste af dine georginer har overlevet – og pyt med at de bliver lidt hullede, bare de blomstrer 🙂
      God dag til dig, Carina!
      Knus

  7. Georginer er helt fantastiske til at give farver, så bare man har dem har haven jo en masse at byde på.
    Jeg læste godt, at du lader knoldene blive i jorden og har også hørt om andre der gør det, måske skulle man overveje at prøve, det vil være noget lettere, men jeg bor jo i det nordlige jylland, så jeg ved ikke rigtig om det går, men man kunne jo starte med nogle få.
    Mvh
    Lene Bedstemorshave

    1. Ja, du har da ret i at det er et forsøg værd – bare med nogle få knolde. Det er nemmere, og det er også min erfaring (som altså kun er et år gammel) at planterne bliver større og blomstrer tidligere når overvintringen lykkes 🙂
      Sensommerhilsner fra Nana

Tak for din kommentar