Gardiner eller ej

gardiner
Gardiner. En ikke helt uvæsentlig detalje

Allerførst: Jeg ved godt at der er større spørgsmål i verden, men ikke desto mindre har netop dette spørgsmål fyldt en del hos os i den seneste måneds tid: Skal vi have gardiner, eller skal vi ikke.

Da vi flyttede ind på Ravnegård, troede vi ikke at vi skulle have gardiner, men så kom vi i tvivl.

Et historisk rids

Min mand og jeg har boet i fire andre huse før vi kom hertil.

Først boede vi i et funkishus i Lyngby. Her var ingen gardiner, og det passede fint ind i den stramme funkisstil. Jeg har ingen billeder af huset. Dengang fotograferede jeg sjældent.

I 2010 fik vi bygget et hus. Det har jeg før vist billeder af:

Her var helt diskrete, hvide rullegardiner i alle rum. De var nødvendige, for vinduerne var mange, de var store, og huset blev meget varmt når solen skinnede. Når gardinerne var rullet op, var de næsten usynlige. Det var næsten som ikke at have gardiner.

gardiner
Foto: Esoft, beskåret af mig

Derefter boede vi i det yndige, gamle træhus på Norske Allé i Holte. Her havde vi ingen gardiner – undtagen i soveværelserne, naturligvis, og vi savnede ikke gardiner.

vindue

Det samme gjorde sig gældende på Vadekærgård. Her ville det have været synd at hænge gardiner op. Alting var så rent og glat i udtrykket.

bibliotek

Tæt på en endelig beslutning

Vi har tænkt at Ravnegård også skulle være gardinløs, men efterhånden som vi når længere med at sætte rum efter rum i stand, bliver det tydeligt at her mangler noget. Noget der hygger.

aftenvindue

Så nu har jeg bestilt en gardinmand som kommer i næste uge, måler op og giver tilbud. Så må vi se hvor mange gardiner der bliver råd til. Jeg tænker foldegardiner i hør. Hvide. Jeg tror det bliver godt.

28 meninger om “Gardiner eller ej”

  1. Vi har som udgangspunkt også kun gardiner i soveværelserne men efter vi fældede de store grantræer, fik vi hvide rullegardiner a la dem du viser i køkken og spisestue, der vender mod vest. Det har jeg sat stor pris på denne sommer. I vores gamle tjenestebolig havde vi liftgardiner af hvidt flaglinedug. Det stof var vi meget glad for. Jeg har kostvagten denne weekend så hvis du vil se et billede af dem ( de hænger også i kostskolens tv stue), siger du bare til :-). Knus Mette

    1. Hej Mette.
      Dejligt at høre fra dig!
      Jeg tror at det du kalder liftgardiner, er det jeg kalder foldegardiner. Vi havde en kort overgang et sommerhus hvor vi havde sådan nogle gardiner i naturfarvet hør. Men jeg vil da gerne se billeder 🙂
      Når du skriver om kostvagten, tænker jeg tilbage på alle de timer jeg har tilbragt på Bagsværd Kostskoles kostafdeling. Jeg boede der ikke, men gik på skolen, og kom – især i gymnasiet – en del på kostafdelingen. Jeg forbinder det med noget meget hyggeligt 🙂
      Knus

  2. Vi har rullegardiner som dem du beskriver fra det hus, I byggede i 2010. De er som regel rullet helt op om dagen – så er det nærmest som om, de slet ikke er der. Men jeg er glad for at kunne rulle dem ned og lukke mørket ude om aftenen, ligesom de også er rullet ned som værn mod solen, når det er meget varmt, ellers bliver vores hus varmt som en bageovn.

    1. Ja, vi savner nemlig at kunne lukke lidt af for solen når den står lige på vores sydvendte vinduer. Jeg kan godt forstå I har valgt rullegardinerne, for de er nemlig nærmest usynlige når man ikke lige har brug for dem.
      God søndag til dig, Randi!

  3. Vi har kun gardiner i soveværelset, ingen kan kigge ind her udover solen, så der er persienner ovenpå.
    Vi har vænnet os til stuen uden gardiner, tænker slet ikke over det mere. Det er det første hus, vi har boet i uden gardiner.
    Kh Lisbeth

    1. Det er lidt sjovt som man nogle steder trives fint uden gardiner (det har vi jo også gjort i flere huse), men andre steder synes man trænger til et gardin 🙂 Det er måske også fordi vi her bor midt i en landsby. Det er ikke fordi jeg tror folk går og kikker herind, men fornemmelsen af at der er indkik er alligevel lidt mærkelig.
      God søndag til jer!
      Kh Nana

  4. Uha, jeg kunne sket ikke forestille mig at leve uden gardiner. Lige nu har vi rullegardiner, men vi har før haft lift/foldegardiner, som vi var rigtig glade for. Sjovt, som man er forskellig ift gardiner – jeg har altid trukket for, når jeg tænder lys i rummene, er “overbevist” om at folk ellers kigger ind, hvilket ikke rigtig giver mening. Måske det skyldes en oplevelse i min barndom, som virkelig rystede mig – jeg har nok været 8-10 år. En familie, der sad i deres stue blev pludselig beskudt, angiveligt uden grund. Det er mange år siden og inden bandekrige og den slags, men det brændte sig ind i min lille barnehjerne som noget virkelig frygteligt. Så gardiner er et must her hos mig 🙂

    1. Ja, det er faktisk ret sjovt så forskelligt vi har det med gardiner 🙂 Jeg har som sagt levet godt uden i mange år, men jeg tror jeg er klar til gardiner nu! Jeg kan sagtens forstå den tryghed et nedrullet gardin giver, og når man først har fået tanken, bliver den lidt svær at slippe …

  5. Hmmmmm ja det er et stort spørgsmål.
    Nu hvor vi er igang med 3. runde renovering af huset. Så kommer der ikke gardiner op.
    Vi har et florlet pynte gardin ved havedøren. Kun til pynt……
    Så har vi et usynligt folde gardin i spisestuen. For ved denne tid på året står solen direkte ind kl. 18 hvor vi spiser.
    Solen rammer AA direkte i hovedet.
    Så vi har næsten kun gardiner til nytte og ikke til pynt mere.
    Jeg har så meget skrammel der hygger nok :))))))))

    Smuk søndag
    Charlotte

    1. Godt for AA at der er gardin i spisestuen 🙂
      Jeg synes også vi plejer at have det hyggeligt nok uden gardiner, men her er så lyst og hvidmalede gulve og vægge i douce farver at der lissom bare mangler noget … Måske også fordi vi har smidt alle vores store gulvtæpper ud. Fra nu af vil vi kun have tæpper der kan ryge i vaskemaskinen, for der er altid en kat der har kastet op eller en hund der har tisset … eller noget … på vores gulvtæpper. Så for at komme i tekstilbalance, må vi overveje gardiner 🙂

  6. I vores hus i det gamle fiskerleje i Hornbæk har vi foldgardiner i hele huset, men vi bruger dem kun i bade- og soveværelset.I vinduerne ud mod vejen har vi også et “halvt” gardin i den nederste del af vinduet, og dette forhindrer indkig både dag og aften. Så dette er også en mulighed.

    1. Ja, de halve gardiner er nemlig smarte. Sådan nogle havde vi i vores nybyggede hus i badeværelserne, og jeg har tænkt at vi skal have dem i badeværelset her, også – når vi engang kommer til at skulle friske det op.

  7. Om dagen kan jeg godt leve uden gardiner, selv om jeg synes, det ser lidt sjæl-løst ud. Når det er mørkt, kan jeg ikke leve uden gardiner. Jeg synes, de store sorte flader misklæder rummet. Især hvis det er et lyst rum. Det svarer for mig til at man hænger store, sorte malerier op på væggene.
    Af praktiske grunde har vi kun foldegardiner, undtagen i vores lille to-personers-fjernsynsstue. Dér har vi gardiner, der hænger i bløde, hyggelige folder i den mørke tid.
    Spændende, hvor I ender 🙂
    Kh Lisbeth

    1. Når vi indtil videre er endt med at overveje foldegardiner er det også af praktiske grunde. Der er simpelt hen for mange vinduer hvor der ikke er plads til gardiner langs vinduernes sider. Nu må vi se hvad gardinbussen bringer. Måske får vi nye ideer 🙂
      God søndag aften til jer!
      Kh Nana

  8. Jeg er spændt på at se, hvad I vælger, Nana. Vi har gardiner i den gamle del af vores hus, men ikke i den nye, hvor der er kæmpestore vinduer.

  9. Foldegardiner i hør vil se godt ud , du har tidligere fortalt om hørdug . Det vil alt sammen passe godt ind i din skønne stil. Glæder mig til flere billeder.

    1. Det er da godt husket, Anita! Vi har nemlig de lækreste hørduge, og jeg er vældig glad for det naturlige, lette udtryk der er over hør. Jeg skal nok vise billeder når vi engang har gardinerne på plads (mon ikke der er lang leveringstid på sådan nogle gardiner syet efter mål …?)
      God regnvejrseftermiddag til dig!

  10. Vi har ikke pæne sprossede vinduer, så jeg synes det hygger med gardiner. Vel at mærke de lette af slagsen. Og kan ikke helt undvære den skærmende effekt for solen. Når vi snakker om gardiner, så trænger vi faktisk til nye foldegardiner. Men er desværre nød til at bruge hele opsparingen på nyt tag. Det var ikke helt med i planlægningen.

    Kærlig hilsen Susanne Josephine

    1. Uha, nyt tag, det lyder dyrt. Men det må være rart at få det lavet. Tag over hovedet er trods alt noget vigtigere, end nye gardiner for vinduerne 🙂
      God aften til dig!
      Knus

  11. Hej Nana
    Vi har kun lette pyntegardiner, som vi aldrig trækker for. Jeg elsker at kunne kigge ud i haven, også når der er mørkt, for jeg har så meget pynt og lys derude, hele året.
    Jeg kan godt se, det vil blive rigtig hyggeligt hvis I får gardiner op.
    God ny uge

    Knus, Lone

    1. Hej Lone.
      Åh-ja, jeg kan lige tænke mig at du havehygger året rundt! Og jeg kan lige forestille mig hvor hyggeligt det må være at sidde i jeres stue og kikke ud :–)
      Tak! Og god uge til dig!
      Knus

  12. Det kan godt være rart med gardiner i spisestuen, så man kan trække lidt for, når solen står lavt lige ind i øjnene – til julefrokosten for eksempel 🙂 Og så er det godt at kunne lukke af for den varme sol med termogardiner i Veluxvinduerne ovenpå. Men ellers bruger vi heller ikke gardinerne. De er der, for de hygger, men de bliver aldrig trukket for. I køkkenet og gangen har vi kun en kappe – 25 cm i toppen af vinduerne, sat fast på velcro, så de hurtigt kan tages ned og op. For tekstiler kan jeg nu altså godt lide i boligindretning 🙂
    Kh, Karen

    1. Åh, ja, vi har også sådan nogle mørklægningsgardiner i Veluxvinduerne. De virker super fint og kan jo slet ikke ses når de er svippet op.
      Tekstiler i indretningen er nemlig en vigtig ting. Jeg tror at vi er kommet i tekstilunderskud fordi vi har droppet de fleste gulvtæpper (jeg ved ikke hvad det er med vores dyr, men jeg synes at der ret ofte kommer noget ud af dem som lander på gulvtæpperne …). Jeg kan huske dit indlæg om gardinkapperne. Det er da smart tænkt 🙂
      Kh Nana

    1. Ja, jeg tror de fleste kalder dem liftgardiner, også her i Danmark. Jeg har bare altid kaldt dem foldegardiner 🙂 Tak for din opbakning. Det er lige præcis det udtryk du beskriver, vi gerne vil ramme 🙂
      Kh Nana

  13. Åh det bliver flot med fold gardiner i hør.
    Jeg har også selv dannebrogsvinduer med diskrete hvide rullegardiner, men i tv stuen har vi vinduer og dør til gulvet og her har jeg købt gulv lange hvide hørgardiner til, og jeg elsker det.
    De er købt i Ikea som endelig har fået en masse hør, så det var ovenikøbet billigt.
    Selvom vores to små hvide bomuldshunde render rundt, er det ikke sådan de bliver beskidte.
    Lyset som falder igennem sådan et hørgardin, er så smukt, og giver så meget hygge

    1. Åh, gardiner til gulv er SÅ PÆNT. Det kan vi desværre ikke have fordi vores radiatorskjulere (som jeg ellers er glad for) går så meget ud fra vinduet at gardinerne ikke kan hænge frit. Vi har dog faktisk gulvlange hørgardiner fra IKEA i soveværelset. Har dog netop bestilt mørklægningsgardin til at have inden under.
      Jeg tror at jeres bomuldshunde er renere end mine hunde 🙂

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.