Gæstebud og græskar

græskar

I morgen får vi gæster. De kommer allerede om eftermiddagen, og når de er her, vil jeg hellere være sammen med dem, end jeg vil lave mad. Derfor vil jeg forberede og lave en del af maden i dag.

Forberedelser dagen før har også den fordel at jeg allerede nu kan gå og glæde mig til at jeg skal have huset fuldt af mine unge mennesker i morgen.

græskar

Vi skal have græskarsuppe til hovedret, og den skal produceres i dag. Jeg har været i køkkenhaven efter hokkaidogræskar. Der var nok græskar til mig, men jeg er ikke alene om græskarrene. Flere af dem er indtaget af nogle larver der fuldstændigt gennemhuller dem.

Jeg smed nogle af de hullede græskar ind til hønsene. De blev ret begejstrede.

høns

I køkkenhaven blev det også til en lille, hvid buket:

gæstebud

Og se hvor fine de røde bladbeder som jeg såede sent, er blevet. Bladbeden er altså en fantastisk grøntsag at dyrke.

bladbede

Vi har gjort rent, og vi har luftet hundene. Nu sidder jeg og samler kræfter, og så skal jeg i gang med græskarsuppen. Jeg vil bruge denne opskrift fra årstiderne. Jeg lavede græskarsuppe efter den forleden, og den var så god at den fortjener gentagelse.

P.S.: Du kan følge Mit landliv via Bloglovin’ lige her.

14 meninger om “Gæstebud og græskar”

  1. Lyder skønt med besøg og god tid til samvær! Det er en god ide at være på forkant med mad mm – det giver ro og nærvær. Fantastisk at kunne hente mad i køkkenhaven – bladbeder er jeg aldrig blevet fan af, men det er en flot afgrøde i køkkenhaven!

    1. Ja, det er og bliver en god fornemmelse at hente maden i baghaven!
      Vi bruger mange bladbeder i madlavningen, men hvis man ikke kan lide at spise dem, er de, som du siger, i hvert fald smukke at se på 🙂

  2. Jeg kan sagtens følge dig :0) Jeg har også fået øjnene op for at lave maden i forvejen, så der rigtig er tid til hygge. Suppen lyder skøn, den må prøves :0)

    1. Hej Pia. Tak for din kommentar – og velkommen til min blog!
      Efter jeg blev syg og ikke kan ret meget ad gangen, er det faktisk nødvendigt at jeg forbereder mig i god tid når vi skal have gæster. Og nu har jeg opdaget hvor rart det er at kunne hive en gryde ud af køleskabet og bare skulle varme suppen op. – Så skal jeg kun koncentrere mig om at bage et brød 🙂
      Jeg synes opskriften er god. Græskar smager jo ikke af så meget i sig selv, men denne suppe er fint krydret – og så gør kokosmælken også noget godt for helheden.

    1. Hej Evelina! Velkommen til min blog og tak for din kommentar 🙂
      Jeg er ved at lægge sidste hånd på forberedelserne, så jeg er klar til at hygge mig med mine gæster når de kommer om et par timer 🙂
      Jeg har klikket på dit link og ser at du har en blog som jeg rigtigt gerne vil se nærmere på. Jeg har sat den på min Bloglovin’-liste, og jeg glæder mig til at besøge din blog meget snart!

  3. Jo mere man kan nå, før gæsterne kommer, jo bedre er det. Hokkaido er en skøn grøntsag. Jeg har jeg ved ikke hvormange hokkaido opskrifter. Men de er også populære hos utøjet, som du har oplevet 🙂

    Kh, Karen

  4. Jeg tror jeg stadig kan finde et par hokkaidoer som andre ikke har gnavet sig igennem før mig. Og så må jeg hellere lige kikke over hos dig og søge efter opskrifter 🙂
    Kh Nana

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.