Den 27. januar. Forår på vej

Jeg er meget afhængig af lyset. Jeg synes jeg slæber mig igennem de mørke måneder. Men nu lysner det, og jeg kan mærke energien vende tilbage. I dag er det min fars fødselsdag, og den har jeg altid forbundet med at man for alvor kan mærke at dagen er blevet længere. Om ikke så længe bliver det forår.

vibeæg gavnø

Sidste år forærede vi min far en tur til Gavnø Slotspark i fødselsdagsgave. Han måtte vente lidt på den, for vi var afsted sammen med ham og min mor i maj da tulipanerne blomstrede. I år har vi givet ham samme gave. Måske lidt fjollet, men det var så hyggeligt sidste år.

forår gavnø

I indlægget viser jeg billeder jeg har taget på Gavnø for nogle år siden. Jeg har de sidste mange, mange år været der stort set hvert forår. Det er en helt særlig oplevelse at gå rundt imellem de mange blomstrende forårsløg.

tulipaner gavnø

Noget af det fine ved slotsparken omkring Gavnø er at man må have hunde med, så vi planlægger at ankomme fire mennesker og fire hunde. Det gik fint sidste år.

gavnø narcisser

Billedet herunder er fra cafeen i slotsparken. Det viser en typisk situation. Når man sidder ved et bord, er Bellas snor efter 12 sekunder 10 cm lang. Hun afsøger nemlig altid stedet grundigt for krummer, og når man har snor på, vikler den sig omkring bord- og stoleben. Det er ikke nemt at være en lille, madglad hund i snor.

cafeen gavnø

Jeg glæder mig til en dag i maj når alting er lysegrønt og løgblomsterne er på deres højeste. Så skal vi til Gavnø igen.

botaniske tulipaner gavnø

Vi var der i øvrigt også i november, på julemarked. Det kan være jeg skal til at undersøge mulighederne for et årskort, for jeg kunne også godt tænke mig at komme en tur derud når roserne blomstrer.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

21 meninger om “Den 27. januar. Forår på vej”

  1. Det ser dejligt ud, mon ikke din far blev glad for endnu en tur til Gavnø med jer og hundene. Det lyder som en god idé med et årskort.
    Situationen med at hunden snor sig rundt om alt, kender jeg selvfølgelig godt.
    God weekend
    Kh Lisbeth

    1. Jo, jeg tror min far blev glad for gaven – eller rettere glæder sig til gaven 🙂 Og det gør jeg også …
      Tak, Lisbeth, og god weekend til jer!
      Kh Nana

    1. Ja, det er nemlig sjældent at man må have hund med sådanne steder. Og det er hyggeligt engang imellem at tage på en udflugt hvor hundene er med. De nyder det lige så meget som vi andre 🙂
      Tak, Maria, og god weekend til jer!
      Knus

  2. Tak for at du lukkede lidt forår ind i vores ellers lidt mørke og triste stue lige nu. Jeg ville helt sikkert blive glad for den gave også to år i træk. Det der med at få en oplevelse i gave, er noget af det bedste jeg ved. God weekend!

  3. Hej Nana. Sikke en dejlig forårsvitaminbooster du viser :-). Det må være skønt at gå rundt og kigge på alle de skønne tulipaner. En god gave kan sagtens tåle en gentagelse :-). Jeg nyder også, at det allerede kan ses, at dagene er blevet længere og jeg kan næsten heller ikke vente til foråret kommer. God weekend til dig. Kh Mette

  4. Det er jo næsten pinligt det her, men jeg har aldrig været på Gavnø. Ikke fordi jeg ikke har villet, men sidste år orkede jeg ikke ret meget pga. stresssygemeldingen og året før havde vi endnu ikke bil.
    Jeg håber på at vores forår ikke bliver så proppet i år med diverse aftaler, for så er det muligt vi kan komme en tur derned. Jeg krydser fingre.

  5. Ja, hvor er det dejligt, at det går mod forår og lysere tider.
    Vi var på Gavnø for en del år siden, men det var i forbindelse med sommerferien, så vi så desværre ikke alle tulipanerne, men kunne læse om dem, der er vist også noget med at man kan komme og grave løg op.
    Fin ide med en tur som gave 🙂
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    1. Hvis du engang er i området ved forårstide, må du forbi og se tulipaner. Det er sådan nogle dejlige uger på Gavnø når alle løgene blomstrer 🙂
      God søndag til dig!
      Venlige hilsner fra Nana

  6. Hej Nana. Kan jeg “nå” at kommentere på ” nyt hus eller gammelt hus”… Jeg syns jeres valg af huse går så fint i tråd med vores. Vi bor i vores eget byggeri fra år 2000. Vi byggede et helt klassisk “murmesterhus” med valm og bondehusvinduer. Vi bor helt fantastisk smukt nær fjorden og skoven og nyder det hver eneste dag. . Dog kunne vi godt tænke huset anderledes indrettet, det er ikke helt optimalt men alligevel ret funktionelt. Dog ønsker jeg mig brændende et badekar!

    Jeg mener iøvrigt at et hus består så meget mere end at fire vægge… Jeg beundrer jeres æstetik og renhed i jeres smukke hjem ( kunne godt tænke mig at se flere rum i jeres nuværende hjem)

    Kh. Grethe

    1. Hej Grethe.
      Du kan altid nå at kommentere indlæggene. Jeg modtager kommentarerne i den rækkefølge de bliver lagt, så du kan roligt lægge din kommentar på “det rigtige” indlæg. Jeg ser den selv om indlægget er gammelt 🙂
      Sjovt at høre at I selv har bygget. Vi oplevede også – da vi var flyttet ind i “vores eget” – at der var flere ting vi ville have valgt anderledes. Det er virkelig svært at forestille sig alting når det ligger på tegnebrættet.
      Et hjem handler jo i virkeligheden mere om hvem og hvad man putter i det, end om ydermurene og rumfordelingen. Det er jeg helt enig i.
      Jeg skal nok vise nogle flere billeder herhjemmefra henad vejen 🙂
      God søndag til dig!
      Kh Nana

    1. Ja, der er så fint på Gavnø. Man plejer at måtte have hunde med i parken – også ved cafeen hvor vi har siddet og spist med hundene, men du må hellere lige spørge for en sikkerheds skyld. De kan jo have lavet reglerne om …

Tak for din kommentar