For et år siden …

for et år siden

Da jeg i går læste Karens blogindlæg om at mangle vand i køkkenet, blev jeg mindet om, hvordan vi sidste år på denne tid ikke alene manglede vand i køkkenet, men faktisk helt og aldeles manglede et køkken.

Renoveringen af køkkenet varede længe, og vi spiste mange færdigsalater fra Brugsen. Og jeg glædede mig – i hvad der lignede en uendelighed – til, at køkkenet blev færdigt.

I dag for et år siden, helt præcist, så køkkenet sådan ud:

for et år siden

Det var meget tæt på jul, da der blev tændt for vandet, og vi igen kunne lave mad. Sikke en lykke det var.

Og sikke en lykke det overhovedet er at have et køkken med køleskab, komfur og rindende vand. Med brødrister, blender og endda kogende, rindende vand. Og hvor nyder jeg bare stadigvæk intenst, at vores køkken er netop, som det er. Billedet herunder er taget fra det samme punkt, som billedet herover. Jeg tog det i dag, da der pludselig var et øjebliks solskin. Præcis et år efter, at jeg tog det første billede.

køkkenrenovering

Her til aften har jeg lavet porre-linsesuppe og små brød med krydderurter og hvidløg. Jeg huskede at nyde, at vi har et køkken. Det husker jeg faktisk hver eneste dag. – Og, Karen, jeg håber, at den vandhane snart ankommer!

2 meninger om “For et år siden …”

  1. Åh ja, Nana – det var en lang, hård tid. Jeg kan huske, jeg krydsede fingre for, at I fik køkkenet klar inden juleaften. Vi skal holde jul i år, og jeg håber sandelig også, at vores køkken er klar inden. Blandingsbatteriet er kommet fra Billig VVS og skal hentes nede i Brugsen. Vasken købte jeg i Ikea i går – men bordpladen har vi ikke hørt noget til, og før den er der….. Nej, den slags skal bare virke, skal det. Tak for links 🙂
    Kh, Karen

    1. Åh, nej, blandingsbatteriet alene kan selvfølgelig ikke gøre det. Jeg håber, at bordpladen er på vej. Og jeg føler mig overbevist om, at det hele er på plads i god tid, inden jul 🙂
      Kh Nana

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.